Fællesuge – Krop og Kultur

Fællesugen i uge 18 havde overskriften IDRÆT og KULTUR. Målet var – ud over en masse godt socialt samvær – at både kroppen og hovedet kunne blive udfordret på nye måder og med lidt anderledes aktiviteter.

I ugens løb spillede vi hockeyturnering, lavede styrke- og konditionstræning på Grøndalscentrets helt nye, gule træningsanlæg og lavede stafetter med Postbud og Puslespilsløb, hvor samarbejdet også blev trænet og udfordret. Fodbold og rundbold blev der også tid til og som noget nyt prøvede vi kræfter med kickboxing med en underviser fra CSA (Combat School Academy). Den sidste dag havde vi besøg af Jens og Marianne, – 2 musikanter, der spillede, sang og fortalte foredraget ”På sporet af gårdsangerne”. Det handlede om gårdsangertraditionen i Københavns baggårde. Jens og Marianne spillede både banjo, harmonika, sav og skeer, og det var en meget anderledes og vældig hyggelig oplevelse med opmærksomme elever i godt humør.

Tak for en fin fællesuge med mange gode fælles oplevelser.

Kategorier: Oplevelser.