Idrætsskolens grundsyn

Det er vigtig for os som skole at definere og at være bevidste om vores grundsyn.
En konstant bevidsthed om og et dagligt arbejde ud fra grundsynet, giver skolen og dens medarbejdere den bedste mulighed for reflekterede og kvalificerede valg af teori og metode, i såvel daglig praksis som i overordnede betragtninger og valg.

Rundbold-turnering (18)

Grundlæggende for Idrætsskolens grundsyn er en optimistisk holdning til det enkelte individs udviklingspotentiale og en tro på den enkeltes mulighed for livslang udvikling.
Idrætsskolens grundsyn opfatter mennesket som et unikt jeg, et handlende, skabende subjekt, der både påvirker og påvirkes af omgivelserne.
Inspireret af en kropsteoretisk, fænomenologisk tilgang sætter vi kroppen og sansningen i centrum for individets udvikling og dermed tages afstand fra en traditionel opfattelse af krop og sjæl som adskilte enheder. Yderligere ses de mellemmenneskelige relationer som værende af afgørende betydning for det enkelte individ og dets udvikling.
Som følge heraf er det for os centralt og naturligt, at mødet mellem mennesker præges af dialog og værdighed samt gensidig respekt, gensidig ligeværdighed, gensidig rummelighed og gensidig tillid.

KROPSTEORETISK TILGANG

Kroppen som centrum for udvikling

Det er selvfølgeligt som idrætsskole, at have fokus på kroppen og bevægelsen .
Som det også fremgår af Idrætsskolens grundsyn , er vi inspireret af en kropsteoretisk, fænomenologisk tankegang, der opløser det traditionelle skel mellem krop og sjæl og i stedet hylder forbindelsen mellem kropslig sansning, erfaring, erkendelse og dannelse.
Denne tilgang er oplagt, fordi vi på Idrætsskolen arbejder sammen om og med en målgruppe, der defineres ved bl.a. at have svært ved kognitive processer.

Et centralt begreb i den fænomenologiske tankegang er ”den levede krop”. ”Den levede krop” er udtryk for en erfaringsbærende helhedskrop, der via meningsskabende bevægelse er i konstant dialog med sin omverden.
Kroppen kan anskues som en organisme, der er i stand til at sanse verden og samtidig handle i verden. Denne proces mellem sansning og handling skal ses som en enhed: Personen er kun i stand til at sanse verden igennem handling/bevægelse – og omvendt. Sansning og handling, som foregår med kroppen som omdrejningspunkt, betinger altså hinanden.

Sansning og bevægelse foregår ofte på et før-bevidst plan; Når vi ser, berører, taler og lytter, har kroppen allerede set, talt, berørt og lyttet for os. På den måde bliver kroppen en erkendende krop (før intellektets erkendelse).
Kroppens sansning, erfaring og erkendelse danner basis for at frembringe mening i den konkrete situation, og via handling og bevægelse giver personen situationen en subjektiv betydning. Betydningsdannelsen kan lagres to forskellige steder eller som 2 forskellige typer viden, nemlig i Kropsskemaet og i Kropsbilledet.

Kropsskemaet er en lagring af konkrete og kropslige erfaringer. Det er en implicit, før-bevidst viden eller refleksion, og udtrykker personens (automatiserede) evne til at handle i en given situation (handlekompetence). Kropsskemaet, der vanskeligt kan udtrykkes med ord, ligger til grund for den anden type viden, som findes i Kropsbilledet.
Kropsbilledet er en refleksiv viden og udtryk for den bevidste opmærksomhed på egen krop og er individets eksplicitte billede af egen krop (erkendelse og anerkendelse af kroppens evner til og muligheder for handling).

På Idrætsskolen tager vi udgangspunkt i den enkeltes ”levede krop”. Vores elever kommer med vidt forskellige typer og mængder af kropslig erfaring. Men et fællestræk er, at de har svært ved intellektuelle/kognitive processer, hvorfor netop betoningen af sansningens betydning for handling, erfaring og erkendelse er interessant. Man kan sige, at vi med den aktive brug af kroppen og sanserne skyder genvej til intellektet og til den alsidige personlige kompetenceudvikling.

Men uanset udgangspunkt er det et mål, at eleverne gennem et ophold på Idrætsskolen udvikler deres kropsskema og dermed udvider deres implicitte handlemuligheder samtidig med at kropsbilledet både udvikles og virkelighedskorrigeres. Det vil sige at vores elever bliver bevidste om, hvad de egentlig kan.
I praksis betyder det, at vi bevidstgør kropsbilledet om kropsskemaets faktiske evner, ligesom vi arbejder med en udvidelse af kompetencerne i kropsskemaet, så det kommer til at harmonere bedre med individets kropsbillede (opfattelse af egne evner og muligheder).

Nyere neurofysiologisk forskning placerer også kroppen og bevægelsen som afgørende medspillere i den enkeltes læring og udvikling og forstærker dermed, fra en anden vinkel, begrundelsen for at bruge kroppen, når man ønsker personlig udvikling.
Forskningen viser, at muskelkontraktioner får proteinet BDNF (Brain Derived Neurotrophic Factor) til at stige, hvilket igen får produktionen af Hippocampus´ vækststof til at stige og dermed Hippocampus til at vokse/udvikles. Hippocampus er den del af hjernen vi indlærer med, koncentrerer os med og som har afgørende betydning for vores humør .

Forbindelsen mellem bevægelsen og udvikling af denne centrale del af hjernen fremstår ekstra spændende, når man arbejder med mennesker med funktionshæmning, og denne neurofysiologiske viden er blot med til at styrke og kvalificere vores kropslige tilgang til personlig udvikling.

IDRÆTSTEORETISK TILGANG

Idræt som ramme, mål og middel

Som nævnt i skolens grundidé er idrætten og den enkelte elevs personlige udvikling helt centralt i Idrætsskolens virke.

I det følgende vil vi beskrive hvilke betragtninger, overvejelser og hvilken viden vi ligger til grund for denne sammentænkning.

På Idrætsskolens definerer vi idrætten ud fra et bredt idrætsbegreb, der rummer både sundhedsidræt, sport, ekspressiv idræt, kampaktiviteter samt frilufts- og vandaktiviteter. Vores tilgang til idræt på skolen læner sig op ad det internationale begreb; APA (Adapted Physical Actvity) – på dansk kaldet TIB (Tilpasset Idræt og Bevægelse) .

En væsentlig pointe i forhold til indfrielse af Idrætsskolens grundidé er en stadig opmærksomhed på krydsfeltet ”idræt som mål” og ”idræt som middel”. Kort fortalt handler dette om, at vi skal balancere vores undervisning, så der ikke opstår konflikt mellem det vi vil med idrætten som middel, og det idrætten ”vil” i sig selv. – Kun ved at give plads til idrættens egenkvaliteter er der gennem for eksempel glæde, spænding, fællesskabsfølelse og oplevelse af dygtiggørelse, gode vækstbetingelser for motivation. Motivation, der er grundlæggende for overhovedet at kunne arbejde med idræt som middel. Med andre ord: Idrættens egen-mål danner grundlag for at bruge den succesfuldt som middel .

Idrætsskolens grundidé er at udvikle ”personlige kompetencer, der øger den enkeltes indflydelse på eget liv, og forbedrer mulighederne for at agere i og i forhold til det omgivende samfund”. Denne kompetenceudvikling er dét, der i idrætsteorien betegnes som udvikling af handlekompetence og som i den kropsteoretiske, fænomenologiske tilgang placeres i begreberne kropskema og kropsbillede .

Handlekompetence udvikles, når man har fokus på idrættens iboende potentialer og på en faglig pædagogisk virksomhed, der fremmer udviklingen af kompetencer. Kompetencer, som gør deltagerne i stand til at handle selvstændigt og autonomt først og fremmest indenfor idrætten, men med overbevisning om, anerkendelse af og fokus på den almene, kropslige, personlige og sociale dannelse, der er integreret i de idrætslige processer .
Handlekompetence er altså ikke en undervisningsmetode og ikke et afgrænset mål, der kan nås, men nærmere et dannelsesideal.

På Idrætsskolen arbejder vi med kompetenceudvikling indenfor følgende 4 kerneområder; Fysisk, psykisk, socialt og idrætskulturelt.
Da der er et naturligt overlap mellem områderne, er vi vidende om, at en så stringent opdeling ikke lader sig gøre i praksis. Når vi alligevel benytter denne opdeling, er det fordi den gør det muligt at blive mere præcis og målrettet dels i forhold til den enkelte elevs udviklingsområder og dels i forhold til at tilrettelægge et forløb, der imødekommer den enkeltes udviklingsønsker.

Idrætsarenaens styrke er, at den med sine faste regelsæt og gennemskuelige strukturer kan opfattes som et ”minisamfund” i det store samfund. Et sted, hvor sociale spilleregler og omgangsformer kan afprøves og indlæres under trygge og overskuelige rammer og hvor elevens råderum kan udvikles . Det er handlekompetencerne erhvervet i denne arena, der i forskellige grader er overførbare til elevernes øvrige liv og som er helt grundlæggende for den enkeltes udbytte af et skoleforløb på Idrætsskolen.

I forlængelse af ovennævnte er dannelsespotentialet således integreret i den faglige udøvelse af faget. Man kan ikke læse eller tale sig til oplevelserne. De skal erfares kropsligt gennem bevægelse i det fysiske, psykiske og sociale handlerum.

EMPOWERMENT

I arbejdet mod Idrætsskolens grundide, nemlig den enkeltes personlige udvikling gennem dagligt arbejde med og undervisning i idræt, er vi inspirerede af tankerne i Empowerment.

Empowerment kan beskrives som en metode og en proces, hvor magt bliver udviklet, faciliteret eller stadfæstet, med det formål, at det enkelte individ kan øge egne ressourcer, styrke sit selvbillede og opbygge evner til i større grad at handle på egne vegne. Der sigtes altså mod en tilstand, hvor mennesker opnår en (voksende) fornemmelse af kontrol og meningsfuldhed.
Ovennævnte magtbegreb ligestiller vi med begrebet handlekompetence, som det er beskrevet i afsnittene om ”Kropsteoretisk tilgang” og ”Idrætsteoretisk tilgang”.

Grundlæggende for magtudviklingen er, at den professionelle/personalet må træde tilbage fra ”Vi alene vide-rollen”. Deri ligger en stor del af udfordringen for os som personale, men også mulighederne.

Empowermenttanken er kendetegnet ved en stræben efter at give den enkelte mulighed for at opleve frihed og udvikling i trygge rammer. Denne stræben harmonerer med Idrætsskolens grundsyn, hvor en optimistisk holdning til det enkelte individs udviklingspotentiale og en tro på den enkeltes mulighed for livslang udvikling er centralt.

Vi ønsker at sætte det enkelte individ i en aktiv handlende rolle/position og tager med dette ønske afstand fra en, historisk set, traditionel sårbarheds- og tryghedstænkning, som vi mener kan afspejle et begrænsende syn på individets udviklingsmuligheder.

Vi ser Empowerment som en god ramme for sammenkædningen af Idrætsskolens grundsyn, grundide, den kropsteoretisk-idrætslige tilgang og den daglige praksis med hvad den indeholder af etiske og faglige overvejelser, valg og handlinger. Med Empowerment skabes der naturligt en stor opmærksomhed på elevernes ønsker, behov og kompetencer, ligesom det at benytte Empowerment som reference- og refleksionsramme kræver en konstant kritisk stillingstagen til Idrætsskolen som institution, til personalet og dets roller og til den daglige praksis. Endelig opfatter vi idrætten med sin form og struktur som en fantastisk arena for netop udfoldelsen af Empowermenttanken. Koblingen mellem idrætten og empowerment bliver således vores løftestang for den enkelte elevs personlige udvikling.

Som nævnt indledningsvis er Empowerment en proces. På samme måde er implementeringen af denne tankegang på Idrætsskolen en proces – en proces der ikke har et slutmål, men som har stor betydning for skolen her og nu og i et fremadrettet udviklingsperspektiv.