Information til nye elever

Nedenstående er forskellig vigtig information vedrørende det nye skoleår på Idrætsskolen.

For det første har du modtaget en tilmeldingsblanket, som du bedes indsende til os så infohurtigt som muligt.

Endvidere er der vedlagt et lægeskema, som du bedes tage med til din egen læge og få udfyldt, og derefter indsende det til os.

Idrætsskolens foreløbige årskalender er vedlagt, hvor nogle få af aktiviteterne i løbet af skoleåret er påført.

Vi vil bl.a. gøre opmærksom på følgende: Første skoledag er mandag d. 14. august 2017, kl. 09.00, fri kl. 14.00 Vi holder informationsmøde for alle elever samt pårørende/pædagoger tirsdag d. 15/8 kl. 19.00-21.00. Diverse ferier er endvidere sat på kalenderen.

Vi tager forbehold for ændringer i årskalenderen. I vil få en endelig årskalender udleveret på informationsmødet til august, og I vil også kunne se den her på vores hjemmeside under “Undervisningen”.

Møde/sluttider vil være de samme hele året igennem: Mødetid 09.00, fri 14.00.

Vi vil gerne invitere dig til en idrætsdag for alle de nye elever, der er blevet optaget, så I kan møde hinanden og lærerne. Denne dag er tirsdag d. 2. maj 2017, kl. 15.00-17.30. Venligst tilmeld dig på vedlagte tilmeldingsblanket.

Der er vedlagt en tøjliste, med det idrætstøj som alle elever skal have her på skolen. Så meget af det som muligt bedes medbragt på den første skoledag. Der er også en vejledning til skoindkøb. Det er vigtigt der er navn i alt dit idrætstøj. Vi vasker alt dit idrætstøj for dig, undtagen undertøjet.

Medmindre du har noget imod det, vil vi gerne have lov til at bruge de generelle billeder vi tager af eleverne i løbet af året, til både brochurer og på vores hjemmeside. Så sig derfor til os, hvis du ikke vil fotograferes.

Når I nu til august begynder på Idrætsskolen, vil vi gerne tilrettelægge undervisningen så godt vi kan med udgangspunkt i hver enkelt elev.Derfor vil vi gerne bede om at få tilsendt en kopi af jeres handleplan fra jeres seneste handleplansmøde, eller hvis I kommer fra en skole, evt. en individuel undervisningsplan, hvis I har sådan en. Vi udarbejder så her på skolen, sammen med eleven, en individuel elevplan for hele skoleåret.

Hvis der i øvrigt er andre relevante papirer, I mener, kan være af betydning for os, må I meget gerne medsende dem.

Hvis muligt vil vi gerne have tilsendt materialet, så vi har det her på Idrætsskolen senest mandag d. 7. august 2017.

Vi vil naturligvis behandle alt materiale fortroligt.

Girokort på 2.000,- kr til betaling af det første halve års deltagergebyr er vedlagt. Kan også overføres til Idrætsskolens bankkonto nr. 3129-1197355.

Bedes indbetalt senest 31/8 2017.

Derudover skal du regne med at betale ca. 1500-2000,- kr. for deltagelse i studieturen til efteråret.

Til de elever, der behøver kørsel med Skovlunde busser, vil i få tilsendt en tidsplan over, hvornår man vil blive hentet om morgenen. Hvis du tilbydes kørsel, er en liste over elever vedlagt. Elever, der kører med Skovlunde busser, skal betale det samme som et pensionistbuskort koster, i alt 1.380,-kr. for et helt skoleår. Girokort til elever på kørsel er vedlagt.

Der er også vedlagt en side om bus/tog generelt til/fra Idrætsskolen. Vi opfordrer jer til selv at finde ud af, hvordan I bedst kommer til/fra Idrætsskolen, se f.eks. på “rejseplanen.dk”.

Til sidst vil vi gerne gøre opmærksom på, at man som elev på Idrætsskolen ikke er dækket af nogen af skolens forsikringer, hverken i tilfælde af tyveri, bortkomne ting, ødelagte ting eller tilskadekomst. Derfor anbefaler vi, at man tegner en forsikring selv, f.eks. en Handiforsikring (se under elever/forsikring)

I er altid velkomne til at ringe og spørge os, hvis der er noget I er i tvivl om. Telefontid man-fre 09.00-14.00, tlf. 38 88 28 46. Desuden vil jeg opfordre til at I ser på vores hjemmeside, hvor al information om skolen er samlet. Hjemmesiden bliver løbende opdateret.

Idrætsskolens hjemmeside og email:

Hjemmeside: www.idraetsskolen.net

Mailadresse: info@idraetsskolen.net

Vi glæder os meget til at se jer alle !

Med venlig hilsen,

Søren Stenkilde

Forstander