Nyt fra Studietur 2017

Mandag

Efter en god og hyggelig bustur til Sønderborg, kom vi frem til Sønderborg Idrætshøjskole i solskin, hvor Lise modtog os.

Idrætsskolens elever viste os rundt og derefter havde vi sjov i parken med opvarmning og forskellige aktiviteter. Efter dejlig aftensmad, var der dans i spejlsalen med Rikke, som er elev på Idrætshøjskolen.

Vi sluttede aftenen af med tilbud om at komme i svømmehal eller hygge i vores fællesrum med musik, spil og tegning.

En dejlig start på studieturen, er skudt i gang.

Se flere billeder på vores Facebook side

 

 

Tirsdag

De morgenfriske stod klar kl. 6.45 for at springe i havet til en hurtig dukkert.
Efter en skøn morgenbuffet deltog vi i højskolens morgensamling og hørte et musikforedrag om musik og tekster fra de sidste 50 år.
Efter morgensamlingen arbejdede vi på de hold vi kender hjemmefra, nemlig fodbold, maritimt friluftsliv og dans.
Eftermiddagens tilbud var ”krea” (billedkunst), træklatring, begynder-kano/kajak og cykeltur i skoven.
Vi sluttede tirsdag aften af med bål i parken og guitar, sang og hygge.
Endnu en herlig dag på Sønderborg Idrætshøjskole.

Se flere billeder på vores Facebook side

 

Onsdag

Endnu en dejlig dag i Sønderborg. Om formiddagen arbejdede vi i de tre hold – dans, maritimt friluftsliv og fodbold. Dans pudsede de sidste trin af før deres middagsforestilling, det maritime friluftshold sejlede i store bølger og fodboldholdet fik græs under fødderne på højskolens boldbane. Ved middagstid præsenterede danseholdet deres danse for resten af eleverne, fuld af glæde og flotte moves. Efter frokost var et hold ude at cykle, et andet på vandretur og et tredje lavede “spas i parken” Sidst på eftermiddagen var vi i svømmehallen med leg, svømning og spring fra vipper. Dagen blev sluttet af med fællessang med hjælp fra en højskolelærer og nogle IHS-elever og til allersidst blev der spillet badminton i den store Frihedshal.

Se flere billeder på vores Facebook side

 

Torsdag

”De morgenfriske startede igen dagen med en tur i havet kl 06:45. Efter morgenmaden deltog vi i IHS’ fælles morgensamling, hvor temaet var “børnesange”. Det blev til 10 skønne sange med dygtigt klaverspil. Herefter var det tid til sidste omgang dans, maritimt friluftsliv og fodbold. En god formiddag og tak til alle elever for en god første periode i indeværende skoleår. Efter frokost havde vi fællesaktiviteter i gymnastikhallen med løbe/historie opvarmning og tarzanbane. Eftermiddagen blev afrundet med en frivillig svømmehalstur, tegnestue og kreahygge og studieturshygge på værelserne. Torsdag aften blev i flot stil afsluttet med den store Bankoturnering med fine præmier fra Idrætshøjskolen i Sønderborg”.

Se flere billeder på vores Facebook side

 

Kategorier: Nyhed og Nyt fra Idrætsskolen.
Nyheder: Nyhed.