Årsberetning 2014

Idrætsskolen for udviklingshæmmede har nu eksisteret i 20 år, og vi er således veletablerede i forhold til politikere, forvaltninger, bosteder og brugere. Vi holdt et stort velbesøgt 20 års jubilæumsarrangement i foråret i den anledning. Vi har nu været i vore lokaler i Grøndal Multi Center i 14 år, og er meget tilfredse med vore faciliteter. Der er mange gode idrætsmuligheder både udendørs og indendørs, og vore egne lokaler fungerer også tilfredsstillende.

Skolen har i 2014 optaget i alt 42 elever (25 fra København og 17 fra region Hovedstaden), 2 elever mere end oprindelig budgetteret. Vi har et rigtig godt, varieret og aktivt hold elever i år, men også nogle elever med spændende og krævende udfordringer. Eleverne har som tidligere år selv valgt medlemmer til elevråd og bestyrelse.

I bestyrelsen er Bente Holm fratrådt, og Jytte Salbæk tiltrådt som nyt bestyrelsesmedlem.

Personalemæssigt er vi p.t. 7 faste idrætslærere og en årsvikar, en forstander, en sekretær samt en udviklingshæmmet i skånejob. En af de faste lærere er i årets løb fratrådt, og derfor har vi ansat en årsvikar i stedet. Derudover har vi i perioder ansat en multimediedesigner i midlertidig løntilskudsordning. Vi har haft besøg af Revas, der fører tilsyn med institutioner under Københavns kommune. Tilsynsrapporten vil blive offentliggjort på vores hjemmeside, når den foreligger.

Vi har i 2014 bl.a. deltaget i Special Olympics i Frederikssund, været til Glostrup-stævnet, løbet Strandparkløbet, været på studietur til Idrætshøjskolen i Sønderborg, vinterfriluftsliv har været i Norge, vi har stået for Idrætsdagen, haft flere praktikanter, studerende og gæstelærere på besøg, haft studiebesøg fra Norge, holdt gl. elevdag, midtvejssamtaler, pædagogiske dage og meget mere. Årets undervisning er forløbet fint, og som planlagt.

Pædagogisk har vi bl.a. fortsat arbejdet med Idrætsskolens udadvendte virksomhed, samt internt sat fokus på det psykiske arbejdsmiljø på Idrætsskolen, bl.a. i form af personaledage, pædagogisk weekend m.m. På pædagogisk weekend har vi også forberedt os på en evt. kommende akkreditering af Idrætsskolen. Personalet har endvidere taget bassinprøven i Bellahøj svømmehal som et led i vores fokus på sikkerhed. Endvidere har vi arbejdet med vores nye projekt inden for motion, sund kost og ernæring m.m., som vi kalder ”Bootcamp”, træning og trivsel.

Hjemmesiden for Idrætsskolen bliver løbende udbygget og opdateret, og vi har også oprettet en side om Idrætsskolen på Facebook, og vi er naturligvis registreret på Tilbudsportalen. Vi har skiftet forsikringsselskab, fra Tryg til Willis, for bl.a. at have den nye lovpligtige ansvarsforsikring vedr. sejlads inkluderet i vores forsikring, og samtidig har vi også tegnet en bestyrelsesansvarsforsikring samt en rejseforsikring.

Årets resultat er på kr.57.286 således at egenkapitalen pr. 31/12 2014 andrager kr. 1.475.091.

Vore indtægter var således lidt større end forventet, da vi optog 2 elever mere end oprindelig budgetteret, fordi vi forudså, at vore udgifter ville blive større end budgetteret pga. den fratrådte lærer. Vi har i bestyrelsen drøftet egenkapitalens nuværende størrelse, og bestyrelsen mener, at det er en rimelig egenkapital for at kunne planlægge og styre økonomien forsvarligt og fleksibelt, bl.a. set i lyset af, at den nuværende egenkapital kun svarer til ca. 2-3 måneders drift af Idrætsskolen. Så i tilfælde af evt. forsinkede tilskud/betalinger, elever der evt. holder op, for få elevansøgninger, langtidssygemeldt personale eller andet uforudset, er en egenkapital svarende til 2-3 måneders drift ikke stor.

Forventninger til 2015

Vi forventer at optage 25 elever fra Københavns kommune i.h.t. vores driftsaftale, samt optage 15 elever fra region Hovedstaden og ingen elever fra Frederiksberg kommune, da Frederiksberg har vedtaget en ny masterplan inden for det specialiserede socialområde, der bl.a. går ud på at give Frederiksbergs borgere tilbud inden for kommunens grænser. Vi planlægger således at have i alt 40 elever, og dermed 7-8 lærere ansat. Den ene stilling planlægger vi at være en årsvikar, for at have en vis fleksibilitet i.f.h.t. elevantallet. Dette er udgangspunktet for budgettet for 2015. Udover de budgetterede udgifter, forventer vi øgede lønomkostninger i forbindelse med endnu ikke afsluttede overenskomstforhandlinger hos Uddannelsesforbundet. Vi kender p.t. ikke størrelsen af evt. kommende lønstigninger.

I 2015 vil vi fortsat sætte fokus på hele skolens samlede kvalitative tilbud, og bl.a. arbejde videre med Idrætsskolens udadvendte virksomhed samt udvikle nye tilbud til eleverne, og fortsat internt have fokus på det psykiske arbejdsmiljø. En afgørende forudsætning for skolens eksistens er naturligvis, at vi fortsat får et tilstrækkeligt antal elevansøgninger også i 2015 og årene fremover, og da der er flere og flere tilbud til udviklingshæmmede, bl.a. under STU-ordningen, så er der en øget konkurrencesituation på vores område, hvorfor produktudvikling, udadvendt virksomhed og markedsføring fortsat vil have høj prioritet. Dog har vi indtil videre hvert år næsten dobbelt så mange ansøgere, som vi kan optage.

Kategorier: Bestyrelse.