Bestyrelsesmøde onsdag 16/5 2018

Referat fra bestyrelsesmøde på Idrætsskolen onsdag d. 16/5 2018

Tilstede: Jørn Jensen, Kirsten Kortbek, Jytte Salbæk, Anders Nielsen, Dorte Mørk, Tonni Frandsen, Martin Højland Nielsen, Siri Vikesaa og Søren Stenkilde.

Fraværende: Jens Boe Nielsen

Dagsorden

  1. Orientering fra:
  • Eleverne fortalte om de aktuelle temaforløb som er vandring, kampkunst med undervisning af en rigtig kampsportsinstruktør, og crossfit. De orienterede også om vores kommende deltagelse i Special Olympics i Helsingør, hvor vi står for atletik-delen, samt en mindre workshop om søndagen. Alle er velkomne som tilskuere til Special Olympics lørdag 26/5. Endvidere fortalte de om den netop afholdte idrætsdag i dag for alle værkstederne, med næsten 300 deltagere. Nogle elever har desuden deltaget i Tåstrup-løb, og vi er også med i det kommende Frederiksberg stafet og Femina-løbet. Elevrådet er ved at planlægge en elevfest, som skal holdes 7/6.
  • Lærere: Tonni orienterede om de mange forskellige besøg vi ofte har, af praktikanter, studerende, frivillige m.m. Endvidere er en APV (arbejdspladsvurdering) på vej inden længe.
  • Ledelse: Søren orienterede om Persondataloven, der træder i kraft 25. maj. På baggrund af bl.a. et kursus om loven har vi efterfølgende ryddet op/slettet adskillige personfølsomme dokumenter, både i vores IT-system, samt i vore mapper med papirdokumenter. Vi har nu alle vore data liggende i Office 365, der er godkendt til opbevaring af personfølsomme dokumenter. Endelig har vi lagt en artikel op på vores hjemmeside, hvor vi beskriver vores håndtering af persondata.Vi har haft økonomisk driftstilsyn fra Socialforvaltningen, som synes Idrætsskolen er et godt tilbud, og de har godkendt vores årsregnskab for 2016, og arbejder senere på at godkende årsregnskabet for 2017. Til juni har vi desuden socialfagligt tilsyn, hvor vi har udarbejdet en kvalitetsbeskrivelse med 7 temaområder, som vil danne grundlag for tilsynet. Jeg fremsender kvalitetsbeskrivelsen samt tilsynets rapport til bestyrelsen, når jeg modtager den efter tilsynet.
  • Bestyrelsen drøftede Parasport Danmarks plads i bestyrelsen, og det blev aftalt, at Søren kontakter Jens Boe og spørger om hans plads i bestyrelsen, og om en evt. ny repræsentant fra Parasport Danmark.
  1. Elevoptagelse 2018-19 Vi modtog 54 ansøgninger i alt, og vi har optaget 41 elever i alt, 25 fra København og 16 fra region Hovedstaden. Eleverne fordeler sig med 17 M/24 K, og der er 25 elever på kørsel.
  1. Årsplan 2018-19: Bestyrelsen besluttede at rykke næste skoleårs bestyrelsesmøder til mandage. Bestyrelsesmøderne planlægges således til følgende mandage, alle dage kl. 17.30: 1/10 fælles bestyrelsesmøde (Rykket en uge pga. hjemkomst fra studietur), 3/12, 4/2 2019 og 20/5 2019.
  1. Økonomisk status p.t. Der er gået 4 måneder af 2018, og vi har modtaget ca. halvdelen af årets tilskud, og vore omkostninger svarer ca. til 1/3 af årets omkostninger, så det ser fint ud. Bemærk, at istandsættelsen/renoveringen af vore lokaler er uden for budget, det tages af overskuddet i 2017, og dermed af egenkapitalen Vi drøftede i forbindelse med vores nye bogføringsprogram E-conomics evt. til næste år at opdele budgettet månedsvis eller kvartalsvis. Søren vil fremover som sædvanligt cirkle evt. bemærkelsesværdige poster ind, forinden udsendelsen til bestyrelsen. Som sædvanligt godkender bestyrelsen budget i december, og årsregnskab i februar.
  1. IT + istandsættelse: Vores IT-system er nu blevet udskiftet/opgraderet, og fungerer fint. Som nævnt er alle vore data nu i Office 365 i ”skyen”. Hvad angår istandsættelse, er vores arkitekt nu færdig med planlægningen, og alle vore lokaler vil gennemgå en renovering i løbet af juli måned. Hele dette projekt vil koste 450.000,- kr., og finansieres dermed af vores overskud i 2017, hvilket blev godkendt af bestyrelsen.
  1. 25 års jubilæum: Idrætsskolen har i april/maj måned 2019 25 års jubilæum, hvilket vi selvfølgelig påtænker at fejre. Vi har p.t. haft en brainstorming, hvor elementer som en konference, idræt, reception, middag og fest indgår på forskellig vis. Dorte nævnte endvidere ideen om en jubilæumsbog, og en stor fest for alle. Desuden planlægger vi at udarbejde en jubilæumsbrochure og en jubilæums T-shirt/træningsdragt m.m. Vi besluttede i denne forbindelse at fastholde deltagergebyret som det er nu. Søren undersøger i forbindelse med jubilæet Københavns kommunes regler for jubilæumsgratiale, når man har været ansat 25 år.
  1. Personaleorientering: Joan har efter mange gode år på Idrætsskolen besluttet sig til at sige op, og prøve noget nyt et andet sted. Vi forsøger næste skoleår at nøjes med at have en assistent, Mette, og ansætter ikke lige umiddelbart nogen anden i stedet for Joan. En af lærerne har været 4 måneder på barselsorlov, og vi havde en barselsvikar ansat i den periode. Den nuværende årsvikar er også ansat som årsvikar i skoleåret 2018-19. Vi har fortsat en meget lav personaleomsætning, og dermed også en høj anciennitet, hvilket dokumenterer at vi er en god og attraktiv arbejdsplads.
  1. Evt: Ingen emner

 

Med venlig hilsen,

 

Søren Stenkilde