Studieturen 2013 – dag for dag

Studietur på Idrætshøjskolen i Sønderborg 4.-8. november 2013

Mandag:

Vi ankom til skolen mandag eftermiddag. Her blev vi indkvarteret på fine 2 mands værelser med eget bad og toilet. Så snart sengene var redt, og tøjet pakket ud, klædte vi om til sportstøj – nu kunne opholdet for alvor begynde! Som start blev vi vist rundt på den store skole af 4 IHS-elever. De 4 elever – Morten, Simone, Marie Louise og Rasmus – havde vi haft besøg af i København ugen inden vi tog på studietur, så det var et dejligt gensyn for alle. Inden aftensmaden tog vi en kvik høvdingeboldturnering og om aftenen var vi alle inviteret til fællesdans med Simone og Rasmus. Vi dansede – i højt humør – til bl.a. ”I like to move it, move it”. Aftenen sluttede i fællesrummet med kaffe og hygge.

IMG 0738

Tirsdag:

Morgenvækning klokken 7 og så ned til spisesalen, hvor et sundt og alsidigt morgenmåltid ventede os. Herefter morgensamling med indlagte historier fra Dybbøl Mølle og 1. slesvigske krig. Herefter undervisning på de 3 hold, vi også havde arbejdet på i ugerne forinden: Triatlon, Parkour og Dans. Triatlon forberedte bl.a. deres løbe- og cykelruter til onsdagens tri-konkurrence. Parkour havde besøg af IHS-eleverne, der havde fået til opgave at lave en handlebane til parkourholdet. Dans fortsatte med deres afpudsning af danse til fremvisning torsdag. Formiddagens undervisning blev afsluttet med 3 kvarters stemningsfuld afspænding. Efter frokost var der mulighed for at køre mountainbike i skov og ved strand, klatre på indendørs klatrevæg eller deltage i sammenspil med en lærer fra IHS. Her fik vi bl.a. styr på rytmerne i ”Nam Nam”. Sidst på eftermiddagen var der Svømmehal for sjov for alle, der havde lyst. Tirsdag aften var der mulighed for at se Olsenbande-film i fællesrummet og Champions League sammen med IHS-elever i den store foredragssal.

IMG 0478

 

 

 

 

 

 

 

 

Onsdag:

Onsdag formiddag arbejdede vi igen på de 3 hold. Triatlon afholdt en flot konkurrence med svømning, løb og cykelløb i naturen omkring højskolen. Eleverne gik til opgaven med stor energi og alvor, og der var mange flotte, individuelle præstationer. Efter formiddagens undervisning var der igen tiltrængt fælles afspænding inden frokost og pause. Eftermiddagens aktiviteter var mountainbike i skoven, tricykeltur for et par stykker, vandretur langs strand og i skov – med både sol og regn undervejs – og endelig kreativt værksted, hvor der blev lavet kollager med vandfarver og billedudklip. Eftermiddagen sluttede igen med Svømmehal for sjov og sauna for alle, der havde lyst. Om aftenen var vi på stemningsfuld fakkelvandring i aftenmørket efterfulgt af aftenkaffe, hygge og spontant ”tegneværksted”.foto fra studietur 20131108 1061920305

Torsdag:

Torsdag morgen var der mange trætte elever ved morgenbordet…. Triatleterne, der havde knoklet dagen før, havde ømme muskler, men tilfredse smil på læben. Formiddagen var i fremvisningens tegn: Danseholdet lavede en flot opvisning med 4 danse, og Parkour og Triatlon fremviste flotte film fra konkurrence og undervisning. Herefter var der endnu engang Svømmehal for alle. Om eftermiddagen var vi til fællessang med Kenneth, der er musiklærer på Idrætshøjskolen. En herlig time hvor mange følelser og stemninger kom i spil. Eftermiddagen sluttede med et fælles Opgave-ræs i skolens store, smukke park tilrettelagt af IHS-eleverne. Her blev der blandt andet løbet forhindringsløb, kastet med cykeldæk og trillet tomme olietønder på tid. Dagen – og studieturen – blev afsluttet med musikalske indslag fra en grønlandsk rapper og en dygtig pianist, fællesdans, fremvisning af kunstværkerne fra onsdagens kreative værksted og aftenhygge.IMG 0639

 

 

 

 

 

 

 

Fredag morgen fik vi taget stor afsked med de 5 IHS-elever, der havde fulgt os igennem alle dagene, og derefter nød alle vist den rolige hjemtur i bussen…. – Godt mætte af oplevelser og indtryk.IMG 0792

Vi synes, vi har haft en dejlig tur med mange skønne og særlige stunder, og at eleverne har været en fornøjelse at være på studietur med. Så tak til alle for denne uge.

          TJEK også billederne fra årets studietur på hjemmesiden (flere er på vej). “NU ER DER KOMMET FLERE BILLEDER KLIK HER

Kategorier: Oplevelser.