+45 38 88 28 46 info@idraetsskolen.net

Bestyrelsesmøde mandag d. 30/9 2019

Referat fra fælles bestyrelsesmøde på Idrætsskolen mandag d. 30/9 2019

Tilstede: Jørn Jensen, Dorte Mørk, Daniele Berardino, Tina Wallenstrøm, Jeppe Skjerning, Cecilie Clausen, Jette W. Nelson, Lise Nielsen, Mads Henriksen, Tonni Frandsen, Morten Lyhne, Mariya Toftegaard, Siri Vikeså, Jon Kramer Laursen, Lillian Svendsen, Martin Højland Nielsen og Søren Stenkilde.

Afbud fra: Jens Boe Nielsen, Jytte Salbæk, Kirsten Kortbek og Anders Nielsen

Dagsorden

 

Kort præsentationsrunde – de nye (Mariya og Cecilie) præsenterede sig.

  1. Orientering om årsplan, temaperioder, koordinatorer, årsarbejdstid og årshjul/v. Søren. Dette skoleårs bestyrelsesmøder er: mandage d. 2/12, 3/2 og 11/5, alle dage kl. 17.30. Skoleåret er forlænget med en uge, så det slutter 26/6, og dermed følger skoleferierne. Da vi har flere elever og lærere, er det muligt for os at have 4 temaer i de fleste perioder. Som nye temafag er bl.a. E-sport og fridykning. I forbindelse med de fleste af vores aktiviteter er der 2 koordinatorer, der står for planlægningen af det pågældende arrangement. Årsarbejdstiden og årshjulet blev kort gennemgået, årshjulet er en oversigt over årets større, tilbagevendende opgaver. Alle planerne/oversigterne er gode, brugbare redskaber til at planlægge årets arbejde.

 

  1. Orientering fra:
  • Elever: Fortalte om de aktuelle temaforløb (grundforløb, dans, triatlon, boldbasis og skovfitness) samt Strandparkløbet, studieturen til Sønderborg med udflugt til Dybbøl Banke og valget til elevrådet.
  • Lærere: Tonni stopper som TR, og pr. 1/10 er Morten ny TR. Vi har haft pædagogiske dage, hvor vi bl.a. drøftede nogle emner fra tilsynsrapporten som elevmedbestemmelse/-indflydelse samt elevernes overgang fra Idrætsskolen til anden beskæftigelse – om vi i den forbindelse kunne blive bedre til at videregive vores viden/erfaringer om den enkelte elev. Arbejdet med elevplaner blev drøftet, bl.a. hvordan vi bedst beskriver elevernes fortsatte positive udviklingsmuligheder, også efter endt ophold på Idrætsskolen. Tina berettede om et vellykket kursus i naturterapi, omhandlende naturens gavnlige betydning for bl.a. udviklingshæmmede.
  • Ledelse: Orienterede om det yderst positive tilsyn vi havde i juni måned (Rapporten kan læses her på hjemmesiden), om Tilbudsportalen, der har skiftet platform/system, således at vi har skullet indberette næsten alle oplysninger igen – og vi afventer nu Københavns kommunes godkendelse af indberetningen. Vi får i oktober nyt tlf. system, da det gamle omstillingsanlæg er forældet. Der er kommet en ny ferielov, hvor man kort sagt overgår fra at optjene ferie i et kalenderår, til at optjene samtidighedsferie. I den forbindelse skal Idrætsskolen efter indefrysningsperioden i slutningen af 2020 indbetale de indefrosne feriepenge til en ny feriefond. Uddannelsesforbundet har indgået ny overenskomst, og efterfølgende har vi forhandlet en lokalaftale på plads, indeholdende vores lønpolitik, diverse tillæg, arbejdsopgaver/tid, videreuddannelse og seniorpolitik.
  • Bestyrelse: Fortalte om hvad vi kunne gøre for at søge Københavns kommunes handicappris, og evt. også få andre til at indstille os til prisen. Jørn og Søren koordinerer det.

 

  1. Økonomisk status p.t./v. Søren: Da vi har optaget flere elever end forventet, har vi større indtægter end budgetteret. Disse øgede indtægter går bl.a til øgede lønomkostninger i.f.m. ansættelsen af en ekstra lærer, til noget større omkostninger i forbindelse med Idrætsskolens 25 års jubilæum samt til lidt øgede udgifter til studietur og kørsel. Regnskabsåret vil ende med et overskud, som vi forventer at hensætte til indbetaling af indefrosne feriepenge i 2020.

 

  1. Oplæg og debatemner
  • Kvalitetsstandarder – status samt evt. konsekvenser for IFU/v. Jørn og Søren: Københavns kommunes vedtagne kvalitetsstandarder drøftes nu i Socialudvalget, om de evt. helt eller delvist skal tilbagerulles. Den endelige beslutning om dette vil blive truffet i forbindelse med Københavns kommunes budgetforhandlinger, der forventes afsluttet primo november. Vi afventer udfaldet af dette, før vi træffer evt. beslutninger i forhold til Idrætsskolen.
  • Vision 2025/v. Søren: Blev gennemgået som et oplæg til debat, og vil efterfølgende blive justeret og viderebearbejdet på baggrund af bestyrelsens og personalets synspunkter.
  • Nuværende årgang elever og undervisning/v. Jette og Danielle: Vores nuværende årgang elever er det højeste antal  vi har haft, 48 elever, hvilket er næsten dobbelt så mange, som da Idrætsskolen startede i 1994. Vi oplever en elevgruppe, der er på et højt fagligt niveau, og som er meget motiverede og engagerede. Det er en fordel når vi har så mange elever, at vi er 9 lærere, og kan opdele eleverne i 4 undervisningshold. Naturligvis kan vi i det daglige mærke, at vi har så mange elever, f.eks. i forbindelse med studieturen, omklædning/bad, morgensamling og frokost. Elevgruppen er som altid meget forskelligartet m.h.t. elevernes funktionsniveau, diagnoser m.m.
  • Samarbejdspartnere og brobygning/v. Mads: På Idrætsskolens hjemmeside har vi udarbejdet en oversigt over alle de samarbejdspartnere vi har. Vi mener, det er meget vigtigt at samarbejde/brobygge med diverse institutioner m.m., således at vi kan vidensdele, udveksle elever, højne kvaliteten af undervisningen, optage praktikanter, deltage i den idræts- og handicappolitiske udvikling, og i det hele tage være med til at sætte Idrætsskolen på kortet i en verden præget af deling, fællesskab, partnerskaber og samarbejde.
  • KU-projektet status/v. Lise: Københavns Universitets undersøgelse støttet af Novo Nordisk fonden går planmæssigt fremad. Projektet omhandler bevægelse, samvær og livsduelighed for unge udviklingshæmmede Det overordnede formål med projektet er at undersøge om ét års ophold på et dagtilbud for psykisk udviklingshæmmede, med fokus på meningsfuld deltagelse i bevægelse og på socialt samvær, skaber en positiv udvikling og øget livsduelighed for tilbuddets brugere. Status på undersøgelsen er p.t. følgende:

Kvalitativ/humanistisk-pædagogisk: observationer i udvalgte fag, interviews

Kvantitativ/fysiologisk: fysiske test og måling af ”færdigheds-fremgang” i udvalgte fag

Godkendelse i videnskabsetisk komité og indsamling af samtykkeerklæring

3 ugers grundforløb med daglig testning på Institut for Idræt

Færdighedstest på IFU

Interviews med elever og pårørende – i gang

Observationer i dans og interviews – artikel på vej

Observationer i fodbold – netop startet

Midtvejstest på Institut for Idræt (december)

Observation i Kropsteater

Evt. observation i klatring, kampkunst, basket og vandring

Afsluttende test på Institut for Idræt, fysiske test på IFU samt sidste interviewrunde, herunder også undervisere.

  • E-sport/v. Jeppe og Morten: Som et nyt fag/tema har vi indført E-sport. Idrætsskolen tilbyder E-sport, hvor fysisk aktivitet og gaming kombineres. Her er fokus på at dyrke e-sport, hvor gaming-delen tager udgangspunkt i kendte spil som FIFA, CS:GO og Gran Turismo, mens den fysiske del vil være forskellige ”brain-breaks” som speedstacking, boldburene eller anden fysisk aktivitet. Vi træner basale skills og dygtiggørelse i de enkelte spil. Herudover har vi også fokus på sunde vaner og fællesskab. I løbet af en uge fylder fysisk aktivitet mere end gaming.
  • Hjemmeside/FB/Instagram/v. Mariya: I løbet af dette skoleår vil vi arbejde på at få en helt ny hjemmeside, der sandsynligvis vil kunne offentliggøres til foråret. På Facebook er der blevet ryddet op i de måder, vores side og gruppe var organiseret på. Endvidere er der kommet nyt og smartere coverbillede, der måske senere vil blive erstattet af en lille video. Vi har for første gang taget Instagram i brug på en bevidst og velovervejet måde, således at vi nu jævnligt også bruger Instagram til flotte billeder, videoklip og stories. Flere og flere af vores elever bruger ofte Instagram.

 

  1. Evt. Ingen emner – men tak for et godt møde, og en altid spændende udvikling på Idrætsskolen !

Næste bestyrelsesmøde er mandag d. 2. december kl. 17.30

Med venlig hilsen,

Søren Stenkilde