I næste uge flytter Idrætsskolens elever og medarbejdere undervisningen til Gerlev Idrætshøjskole. Her venter en uge fyldt med idræt, fællesskab, nye relationer og højskoleliv.
Turen finansieres af en bevilling på 97.000 kr. fra Østifterne. Idræt, fællesskab og nye relationer.
60 elever og medarbejdere fra Idrætsskolen flytter ind på Gerlev Idrætshøjskole, hvor vi skal dele hverdagen med højskolens elever og medarbejdere. Ugen kommer til at byde på idrætsaktiviteter, undervisning, leg og bevægelse – men også på måltider, pauser, samtaler og fællesskab.
Idrætten bliver vores fælles platform.
For Idrætsskolens elever giver det mulighed for at opleve nye fællesskaber og perspektiver på egne muligheder, mens Gerlevs elever får mulighed for at møde mennesker, de måske ellers ikke ville have mødt.
Det er anden gang, Idrætsskolen og Gerlev gennemfører den fælles uge. Sidste års ophold blev en stor succes, og Gerlevs lærere spurgte efterfølgende: “Kommer I igen?”
Det gør vi – og vi glæder os!
En stor tak til Østifterne for støtten på 97.000 kr.