SENESTE NYT FRA IDRÆTSSKOLEN

Yderligere genåbning af Idrætsskolen

maj 25, 2020

Kære elever i botilbud,

På baggrund af nedenstående information fra Borgercenter Handicap, åbner vi nu op på Idrætsskolen for alle vore elever, også for jer der bor i botilbud. I er således velkomne igen fra og med på onsdag d. 27. maj. Vi gennemgår fra vores side elevlisterne, og foretager en faglig vurdering af hver enkelt elev, og ligeledes vil vi bede jer om på bostederne i henhold til informationen fra Borgercenter Handicap at foretage en faglig vurdering, om det er forsvarligt at den enkelte beboer begynder på Idrætsskolen igen. I vil i løbet af mandag-tirsdag den 25-26 maj blive ringet op af jeres kontaktlærer, hvor I vil få yderligere individuel information, og hvor I kan stille spørgsmål.

I bedes alle give os besked senest tirsdag d. 26.maj, om I forventer at begynde igen på Idrætsskolen på onsdag.

For de af jer, der er på kørsel med Skovlunde Busser, bedes I senest i morgen tirsdag 26. maj give os besked, om I forventer at begynde igen på onsdag, og om I således forventer at blive hentet på bostedets adresse. Som udgangspunkt kører vi efter den oprindelige ruteplan, men der kan være nogle tidsmæssige mindre ændringer på baggrund af en lidt ændret rute. Vi vil også gerne vide, hvilke elever der ønsker at køre til Lavuk om eftermiddagen, og på hvilke ugedage.

Læs venligst vores sundhedsfaglige og praktiske retningslinjer i forbindelse med genåbningen på vores nye hjemmeside her:

Vi glæder os meget til at se jer alle igen!

Med venlig hilsen,

Søren Stenkilde

Information om åbning af dagtilbud i Borgercenter Handicap

Borgere, der er raske og ikke er i risikogruppen for at blive smittet med COVID-19, kan i de fleste tilfælde snart møde op i dagtilbud i Borgercenter Handicap igen.

Vi er glade for at kunne informere dig om, at dagtilbuddene i Borgercenter Handicap åbner igen fra på mandag d. 25. maj 2020. Vi skal stadig passe på hinanden, og genåbningen af dagtilbuddene sker derfor – ligesom genåbningen af resten af landet – ud fra sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Den gradvise genåbning af det danske samfund gælder også for københavnere, der er tilknyttet Borgercenter Handicap. Socialudvalget har derfor i dag vedtaget at åbne alle kommunale dagtilbud for borgere, der ikke selv er i risikogruppen for at blive smittet med COVID-19 – og også selvom de bor på botilbud med andre borgere, der er i risikogruppen.

Gradvis åbning af dagtilbud

Åbningen af dagtilbuddene starter på mandag d. 25. maj, men det er dog ikke ensbetydende med, at alle brugere af dagtilbud i Borgercenter Handicap kan møde op i deres dagtilbud fra på mandag.   Socialudvalget har besluttet, at det er det enkelte botilbud, som ud fra en faglig vurdering, beslutter hvilke beboere, der kan sendes i dagtilbud. Der kan være tale om botilbud, hvor der bor borgere i særlige risikogrupper og det kan gøre, at det ikke er alle – eller overhovedet nogen – der får tilbudt at starte op i deres dagtilbud.     Det kræver en del forberedelse at åbne dagtilbuddene op igen på en måde, der følger sundhedsmyndighedernes anvisninger. I Borgercenter Handicap er vi i gang med at gøre klar på dagtilbuddene, så vi kan tage imod alle vores brugere på forsvarlig vis. Vi skaffer ekstra lokaler, sørger for øget rengøring, indretter efter myndighedernes anvisninger og ansætter også flere medarbejdere.   Vi ønsker, at det skal være trygt for dig og dine pårørende at møde op i dit dagtilbud igen. Og der er stor forståelse for, at det kan kræve lidt tilvænning og ekstra hjælp, hvis du fremover muligvis skal møde op i nye lokaler og med nye medarbejdere. Vi står selvfølgelig klar til at hjælpe, planlægge og guide, så du og resten af vores brugere af dagtilbuddene får en tryg opstart igen.

Hvad sker der nu? Du og dine pårørende vil blive kontaktet hurtigst muligt med henblik på at planlægge, hvornår og hvordan du bedst kommer tilbage til dit dagtilbud. Tak for din forståelse for, at vi i Borgercenter Handicap gør vores bedste for at give dig den bedst mulige hverdag på trods af omstændighederne og myndighedernes retningslinjer. Vi glæder os meget til at se dig igen! Hvis du har yderligere spørgsmål, kan du henvende dig til lederen af dit dagtilbud.

Med venlig hilsen Borgercenter Handicap, Socialforvaltningen”