Vores værdigrundlag
Idrætsskolens formål er gennem daglig undervisning i idræt og bevægelse at tilbyde voksne personer med udviklingshandicap mulighed for personlig udvikling.
Formål og grundidé
Idrætsskolens formål er gennem daglig undervisning i idræt og bevægelse at tilbyde voksne personer med udviklingshandicap mulighed for personlig udvikling indenfor 4 kerneområder: Det fysiske, psykiske, sociale og idrætskulturelle. Grundidéen er, at den personlige udvikling skal øge den enkeltes livsduelighed. Det vil sige styrke den enkeltes indflydelse på eget liv, og forbedre mulighederne for at agere i og i forhold til det omgivende samfund.
- Fysisk får du erfaringer med mange forskellige idrætsaktiviteter og sportsgrene, en aktiv og sundere hverdag, og du får styrket og udviklet hele din krop.
- Psykisk udvikler du din tro på dig selv og det du kan. Du får modet og lysten til at kaste dig ud i nye udfordringer og styrker kendskabet til dig selv, dine reaktioner og dine handlemuligheder.
- Idrætskulturelt får du idrætsoplevelser som tilskuer, og kendskab til idræt i foreninger og i byens rum. Du er idrætsudøver både som deltager i undervisningen, og til stævner og løb.
- Du deltager i et stærkt socialt fællesskab med mange forskellige mennesker. Du udvikler dine muligheder for at danne venskaber og får fokus på din egen og andres rummelighed og tolerance.
Idrætsskolens grundsyn er defineret af en optimistisk holdning til det enkelte menneskes udviklingspotentiale og en tro på livslang læring for alle. Vi opfatter mennesket som et unikt, handlende jeg, der påvirker og påvirkes af omgivelserne. Vi mener, at de mellemmenneskelige relationer er af afgørende betydning for det enkelte menneske og dets udvikling Som følge af vores grundsyn, stiller vi tydeligt og tålmodigt krav til den enkelte elev og viser, at vi tror og forventer, at eleven kan indfri dem – enten nu eller med tiden.
Vi har en forventning om, at alle elever tager ansvar for at bidrage aktivt til det positive fællesskab, som skabes både i og omkring idrætsundervisningen, og som er afgørende for alles trivsel, læring og forandring. Det er centralt og naturligt for os, at mødet mellem mennesker præges af dialog og værdighed samt gensidig respekt, ligeværdighed, rummelighed og tillid.
Kroppen som centrum for udvikling
På Idrætsskolen er kroppen, bevægelsen og sansningen i centrum for elevens udvikling. Inspireret af en krops-fænomenologisk tilgang hylder vi opfattelsen af, at al handling sanses gennem kroppen før den erfares og erkendes kognitivt.
Fælles for skolens elever er, at de har svært ved kognitive processer. Netop derfor bliver sansningens betydning for handling, erfaring og erkendelse interessant for alle os på Idrætsskolen. Man kan sige, at vi med den aktive brug af kroppen og sanserne skyder genvej til intellektet og tænkningen, og dermed til den alsidige personlige kompetenceudvikling.
Uanset den enkelte elevs udgangspunkt, så er det vores mål og ønske, at alle eleverne gennem et ophold på Idrætsskolen dels får øget deres egne handlemuligheder, dels at de bliver bevidste om disse handlemuligheder – altså bevidstgøres om, hvad de egentlig kan.
Idrætten som ramme for udvikling
På Idrætsskolens danner idrætten rammen om det positive bevægelses-fællesskab og om den personlige kompetenceudvikling. Hos os er idrætten både et mål i sig selv og et middel til over tid at skabe udvikling og forandring hos vores elever. Vi arbejder med et bredt idrætsbegreb og læner os op ad det internationale begreb Adapted Physical Actvity, på dansk kaldet Tilpasset Idræt og Bevægelse.
Når idrætten er et mål i sig selv, så handler det om her og nu at lave en meningsfuld undervisning og skoledag. Ved at give plads til idrættens egen-kvaliteter, som eksempelvis bevægelsesglæde, fællesskabsfølelse, spænding samt oplevelsen af dygtiggørelse og mestring, får vi gode betingelser for at skabe daglig motivation hos vores elever. En motivation, der er grundlæggende for overhovedet at kunne arbejde succesfuldt over tid med idrætten som middel til udvikling og forandring.
Idrætsfællesskabets styrke er, at det med sine faste regelsæt og gennemskuelige strukturer kan opfattes som et ”minisamfund” i det store samfund. Et sted, hvor sociale spilleregler og omgangsformer kan erfares, gentages og indlæres under trygge og overskuelige rammer. Og et sted, hvor kroppen, frem for den kognitive tænkning, er centrum for udførelsen og læringen.
De fysiske, psykiske, sociale og idrætskulturelle handlekompetencer, som eleverne erfarer og opbygger i idrættens rum, kommer dem først og fremmest til gode i den daglige undervisning og skolegang. Samtidig skaber erfaringerne også grobund for bevægelsesglæde og livslang idrætsdeltagelse.
Men kompetencerne er på mange måder overførbare til elevernes øvrige liv, og derfor får idrætten og læringen også positiv indvirken på den generelle oplevelse af selvstændighed, livsduelighed og trivsel. Med andre ord bliver idrætten i sig selv et middel til udvikling og forandring.
Udviklingspotentialet er integreret i selve udøvelsen af faget, i selve bevægelsen. Man kan altså ikke læse eller tale sig til de fysiske og idrætslige oplevelser. De skal erfares kropsligt gennem bevægelse i det fysiske, psykiske og sociale handlerum, og det er idrættens store styrke.
Når vi arbejder med idrætten som middel til personlig udvikling, så har vi netop fokus på, hvordan den enkelte idrætsaktivitet kan bruges i kompetenceudviklingen indenfor vores 4 kerneområder; det fysiske, psykiske, sociale og idrætskulturelle.
Empowerment – en pædagogisk inspiration
I efterlevelsen af vores grundidé er vi inspireret af Empowerment-tanken, hvor der stræbes efter, at den enkelte elev øger sine egne ressourcer, styrker sit selvbillede og opbygger evner til i højere grad at kunne handle på egne vegne. Herved øges elevens samlede livsduelighed.
Vores elever er dagligt afhængige af andres støtte og hjælp. Netop derfor mener vi, at en (voksende) fornemmelse af kontrol og meningsfuldhed i eget liv er yderst værdifuld for oplevelsen af selvstændighed, trivsel og livskvalitet.
Tænkningen betyder, at vi på Idrætsskolen sætter fokus på elevernes ønsker, behov og kompetencer, og at vi, med respekt for den enkeltes udgangspunkt, sætter eleven i en aktiv handlende rolle. På den måde mærker eleverne vores tiltro og forventninger til dem, samtidig med at de får handleerfaring, føler ansvar og oplever handleglæde i eget liv.
Vi stræber efter at give den enkelte elev mulighed for at opleve frihed og udvikling i trygge rammer, og opfatter idrætsarenaen som et særdeles velegnet sted at give den enkelte erfaring med Empowerment.