Referat fra bestyrelsesmøde på Idrætsskolen mandag d. 11/5 2020
Tilstede: Jørn Jensen, Jens Boe Nielsen, Dorte Mørk, Kirsten Kortbek, Morten Lyhne og Søren Stenkilde
Afbud fra: Jytte Salbæk og Anders Nielsen
Corona-situationen i.f.m. Idrætsskolen: Vi har besluttet på baggrund af regeringens udmeldinger i sidste uge, samt efter koordineret accept og godkendelse af planerne fra både Socialdirektøren i Københavns kommune, Borgercenter Handicap samt lederen af Grøndal Multi Center gradvis at genåbne Idrætsskolen således:
- Genåbning – vi besluttede at genåbne Idrætsskolen fra mandag 18. maj, for alle der ikke bor på bosteder, dvs. hjemmeboende hos forældre, samt dem der bor i egen lejlighed. Kun med udendørs idræt, ingen kontaktsport, og i små grupper med 1 lærer og 5 elever. I realiteten bliver grupperne jo noget mindre, da ikke alle elever kan begynde – mange bor i bofællesskaber, hvor der fortsat er besøgsforbud, og de må ikke komme. Vi følger naturligvis Sundhedsstyrelsens retningslinjer, og genåbningen vil sundhedsmæssigt komme til at ske fuldt forsvarligt med udgangspunkt i den oversigt vi har lagt på Idrætsskolens hjemmeside.
- Fra mandag d. 8 juni: Yderligere genåbning, hvor indendørs idræt bliver tilladt, hvilket betyder, at GMC nok åbner mere ”officielt” op, men hvor meget ved vi ikke p.t. Fra denne dato kunne vi håbe på, at også elever fra bosteder kan/må møde op, men det er jo egentlig ikke op til os at beslutte – vi kan sige de er velkomne, hvis de må komme for deres kommune.
- Elevoptagelse 2020-21: Vi har nu afsluttet elevoptagelsen til næste skoleår, og har optaget 25 elever fra Københavns kommune, og 22 elever – alle med betalingstilsagn – fra Region Hovedstaden, så vi optager i alt 47 elever, samme antal som vi har nu. Heraf er 26 elever på kørsel, og kønsfordelingen er 25 kvinder og 22 mænd.
- Årskalender 2020-21 blev vedtaget incl. 4 bestyrelsesmøder på følgende mandage kl. 17.30: 21. september, 23. november, 8. februar og 3.maj.
- Økonomisk status p.t.: Økonomien ser fin ud, vi har modtaget alle indtægter for det første halve år, og udgiftsmæssigt ligger vi lidt under det budgetterede, da vi har haft lukket i 2 måneder, og bl.a. ikke haft udgifter til frokost og kørsel i den periode. Det sidste halve år af 2020 vil vi desuden have noget højere indtægter end budgetteret, da vi har optaget 7 elever mere end forventet fra Region Hovedstaden. I den forbindelse forlænger vi ansættelsen af vores årsvikar med et skoleår mere.
- Idrætsskolens navn – efter bindestregen: Bl.a. inspireret af og foranlediget af LEV’s repræsentantskabsmøde, hvor de har ændret deres officielle betegnelse for vores målgruppe, besluttede vi at ændre navn til: Idrætsskolen – for voksne med udviklingshandicap. Det er vigtigt at bemærke tankestregen, således at vores navn er Idrætsskolen, og med et ”appendix” efter tankestregen, der beskriver vores målgruppe.
- Orientering fra:
- Lærere: Morten fortalte om lærernes klubmøde, hvor de bl.a. havde drøftet den kommende genåbning, m.h.t. sundhedsmæssige overvejelser, smitterisiko, hygiejne, toiletforhold m.m. Endvidere orienterede Morten om lærernes indsats på Facebook i lukkeperioden, samt om den nyligt færdiggjorte APV.
- Ledelse: Søren orienterede om arbejdet med den nye hjemmeside, der netop er blevet offentliggjort, og indsatsen på Facebook, hvor vi begge steder har arbejdet ihærdigt i lukkeperioden.
- Bestyrelse: Jørn orienterede om generalforsamlingen i LEV København, hvor der bl.a. er kommet nye bestyrelsesmedlemmer. Ellers ingen informationer.
- Evt. Ingen emner
Med venlig hilsen,
Søren Stenkilde