+45 38 88 28 46 info@idraetsskolen.net

REFERAT FRA BESTYRELSESMØDE

Bestyrelsesmøde onsdag d. 26/11 2014

nov 26, 2014

Tilstede: Jørn Jensen, Jytte Salbæk, Anders G. Nielsen, Mads Henriksen, Jakob Kofod og Søren Stenkilde

Afbud fra: Jens Boe Nielsen, Kirsten Kortbek og Natacha Soelberg

Dagsorden:

Orientering fra:

Elever: Jakob fortalte om elevrådsmøde, hvor de bl.a. talte om frokosten. Hvis nogle elever har ønsker til maden, kan de give forslagene til Mariann. Eleverne har indkøbt 4 nye sæt spillekort. Jakob fortalte endvidere om studieturen, og viste triatlon-filmen fra turen.

Lærere: Mads orienterede ligeledes om den vellykkede studietur, om det daglige arbejde med elevgruppen, der i perioder kan være udfordrende. Jytte og Jørn tilføjede, at det var en god ide at have strategier for konflikthåndtering. Endvidere nævnte Mads de mange besøgende vi har på Idrætsskolen (praktikanter, studerende m.m.) der ofte giver god energi på arbejdspladsen, men det er naturligvis også krævende at tage imod mange nye besøgende. Til sidst fortalte Mads om arbejdet med ”Bootcamp i træning og trivsel” hvor vi efter nytår vil have et forløb med en elevgruppe med fokus på sundhed, kost og motion.

Ledelse: Søren orienterede om løntilskudsstillingen som Multimediedesigner, hvor Lucas arbejder med at opbygge en ny hjemmeside, om markedsføring og de udfordringer det giver på enkelte dagtilbud, om pædagogisk weekend hvor vi bl.a. arbejdede med det kommende tilsyn/akkreditering, og endelig om vores vellykkede gl. elevers dag, hvor vi havde ca. 65 tidligere elever på besøg.

Bestyrelse – ingen informationer.

Økonomisk status p.t. er fin, vi forventer årsbudgettet overholdt, med et lille overskud.

Forslag til revideret budget 2015 blev fremlagt. Vi har nu fået bekræftelse på vores tilskud fra Socialforvaltningen i Københavns kommune, samt fået et foreløbigt beløb på vores tilskud fra Kultur- og Fritidsforvaltningen/FOS. Det endelige svar får vi efter Folkeoplysningsudvalgets møde 16. december. Budgettet tager udgangspunkt i 40 elever i alt hele året (25 fra København og 15 fra region Hovedstaden), samt en uændret årspris pr. elev. Endeligt budget til bestyrelsesmødet i februar 2015.

Vedtægtsændringer som ønsket af Københavns kommune blev vedtaget og underskrevet.

Kort drøftelse indenfor områderne: overenskomst, lokalaftale, lønpolitik, efteruddannelsespolitik, arbejdsgiver-lønmodtagerorganisationer m.m. Der er stadig ikke forhandlet nogen ny overenskomst på plads, men uanset dette, arbejder Mads og Søren på at udarbejde et forslag/udkast til en lokalaftale.

Idrætsskolens navn/målgruppe: Vi drøftede kort Idrætsskolens navn, og blev enige om at beholde det nuværende navn indtil videre.

Evt. – ingen bemærkninger.

Med venlig hilsen,

Søren Stenkilde