Om projektet: ”Idræt, Livsduelighed og Sundhed for personer med Udviklingshæmning”
Siden starten af skoleåret 2019/2020 har Idrætsskolen arbejdet sammen med forskere fra Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet om forskningsprojektet ”Idræt, Livsduelighed og Sundhed for personer med Udviklingshæmning”. Målet med projektet er at klargøre, hvordan længerevarende og inkluderende idrætsundervisning kan være udviklende for elevernes sundhed og trivsel med fokus på deltagelse i meningsfulde fællesskaber. Som titlen antyder, er projektet tværfagligt og går helhedsorienteret til værks, og anvender metoder fra naturvidenskaben og humanistisk samfundsvidenskab. Denne tværfaglighed er valgt, netop for at kunne belyse alle nuancerne af begrebet ”Livsduelighed”, der dækker over evnen til at imødekomme og klare de udfordringer individet møder i hver dagen. Disse udfordringer kan både have personlig, social og fysisk karakter, derfor vil øgede kompetencer inden for disse områder lede til øget livsduelighed.
Brugen af metoder fra naturvidenskaben såsom iltoptagelsestests, kropsskanninger, blodprøver, styrke- og balancetest giver os viden om udviklingen af elevernes fysiske sundhed og kompetencer. Interviews med elever, pårørende og undervisere på Idrætsskolen, samt kvalitative observationer af hvordan hverdagen på Idrætsskolen foregår, vil skabe et billede af hvordan elevernes personlige og sociale kompetencer udvikler sig i løbet af opholdet.
Forskerne fra Københavns Universitet forventer at opholdet på IFU leder til øget livsduelighed, både grundet den øgede mængde fysisk aktivitet eleverne udøver. Men også i høj grad grundet Idrætsskolens tilgang til arbejdet med eleverne og skolens fokus på personlig og social udvikling for eleverne, med idrætten som redskab.
Læs mere om projektet på Københavns Universitets hjemmeside.