I dans arbejder vi med forskellige rytmer og musiktyper, og med skiftende udtryk, stemninger og tempoer. Nogle danse laver vi i fællesskab og andre laver lærerne. Dansene kan for eksempel være hiphop, disco, afrikansk dans, jive, gruppedans og pardans.
Dans er kendetegnet ved, at der, modsat meget anden idræt, ikke er noget konkurrence-element, og det har mange af eleverne stor glæde af.
I stedet handler dansen om at koncentrere sig, og om at huske bevægelserne og deres rækkefølge. Det handler også om at gøre sig umage med sine bevægelser og med at mærke musikkens rytme. I dans har vi fokus på at turde give sig hen til dansen og på modet til at fremvise for hinanden og andre. Endelig handler dans selvfølgelig om at have det sjovt og om at nyde at bevæge sig til musik.
Danseforløbet afsluttes altid med en eller flere dansefremvisninger, så danseholdet med stolthed kan vise, hvad de har arbejdet med.