Japansk universitets- opgave
Ansøgning om økonomisk støtte
Ansøgning om støtte til deltagerbetaling, kørsel, studietur eller Landsidrætsstævne/Special Olympics:
Jeg ansøger hermed Idrætsskolens støtteforening om helt eller delvist tilskud til betaling af en af ovennævnte udgifter:
Navn:
Adresse:
Ansøgning skal afleveres til Idrætsskolen senest 2 uger før betalingsfristen.
Du vil få svar på din ansøgning senest 2 dage inden sidste betalingsfrist for den pågældende udgift.
Underskrift:
——————————————————————
Valgmuligheder i et overset parallelsamfund
Valgmuligheder i et overset parallelsamfund
Voksne mennesker med udviklingshæmning er en lidt overset gruppe i Danmark, der ofte lever sin egen beskyttede tilværelse i en form for parallelsamfund. Og ikke bare er de overset, de følger også en lidt mere fastlagt og forudsigelig rute i hverdagen og i livet, en rute som de måske ikke alle nødvendigvis selv har valgt, eller som de selv har lyst til at vælge. Voksne mennesker med udviklingshæmning over 18 år, men under 25 år, går først og fremmest i skole, dvs. ungdomsskole, i ca. 3 år, som ”tilfældigvis” også er de 3 år man har til rådighed inden for Særligt Tilrettelagt Uddannelse, eller STU. Dog skal man ikke nødvendigvis gå på en specifik skole, man har valgmuligheder inden for STU-reglerne. Når man har brugt de 3 års ”klip” op på sit STU-klippekort, står verden åben for dem, ligesom for andre unge, der f.eks. er blevet studenter. Eller gør den?
De ”valgmuligheder” som voksne mennesker med udviklingshæmning har, er i første omgang typisk et beskyttet værksted. Og måske vælger den unge ikke helt selv, men bliver visiteret, dvs. henvist, til et beskyttet værksted. Et beskyttet værksted kan være et ganske udmærket tilbud for mange, men naturligvis ikke for alle. På de beskyttede værksteder arbejder man f.eks. med en produktion, det kan f.eks. være at samle ”kanyleposer” til Københavns narkomaner, det kan være pakning af diverse produkter for en virksomhed, eller det kan være egenproduktion af f.eks. trævarer som stylter, dukkehuse, trommer eller deciderede kunstværker i form af malerier, krukker, potter m.m. Man kan også arbejde udendørs som gartner, eller beskæftige sig med computer/IT, musik, idræt eller genbrug. Alt sammen gode og udmærkede ting, men hvad nu, hvis man enten har lyst til at uddanne sig yderligere, ud over de 3 år i ungdomsskolen, eller hvis man har lyst og mod på et rigtigt lønnet job på det ordinære arbejdsmarked?
Ja, så begynder mulighederne at snævre sig lidt ind. Der findes mig bekendt ikke nogen decideret uddannelse for mennesker med udviklingshæmning. Der eksisterer en række tilbud, såsom Center for Specialundervisning for Voksne (CSV), hvor der undervises i dansk, engelsk, computer, træsløjd, billedkunst m.m., der er flere andre STU-tilbud, men dem kan man jo desværre ikke benytte, hvis man har brugt alle sine 3 års klip på en ungdomsskole. Derudover er der f.eks. en højskole, Djursland Folkehøjskole, hvor man kan tage på nogle måneders højskoleophold. En mellemting mellem uddannelse og arbejde kunne være Glad fagskole, hvor man kan arbejde og uddanne sig inden for teater, radio, animation, TV, køkken, design og service, men flere af disse tilbud er også tilrettelagt som STU-tilbud, og dermed ikke mulige for dem, der har brugt sine 3 års ”klip” op. Så der eksisterer nogle undervisningstilbud, men en egentlig uddannelse findes ikke for voksne mennesker med udviklingshæmning.
Hvis man har lyst til at prøve kræfter på det ordinære arbejdsmarked, har man forskellige muligheder, hvor man f.eks. via en jobkonsulent i Ungdommens Uddannelsesvejledning kan få arbejde i Føtex, Bilka, McDonald’s og Silvan m.m. på vilkår, der er tilpasset den enkelte.
Endelig er der en helt anden mulighed, nemlig et år på Idrætsskolen, hvor man via idræt kan få udfordringer, der giver en mod på nye tiltag i livet og hvor man kan tænke over, hvad man egentlig mest har lyst til. På Idrætsskolen bliver man undervist i idræt hver dag i løbet af et skoleår, man kan komme i god form og kondition, man kan finde den idrætsgren man har allermest lyst til at fortsætte med at dyrke efter endt ophold på Idrætsskolen, og man møder en masse nye venner og kammerater. Mange med udviklingshæmning har, ligesom mange andre mennesker, behov for at tabe sig, spise og leve sundt, komme i bedre form. Et år på Idrætsskolen er medvirkende til, at man kan udvikle sig fysisk, psykisk og socialt, og i det hele taget gennemgå en stor personlig udvikling, således at man måske kan have mod til at træffe nogle nye valg i sin tilværelse bagefter. Når man holder op på Idrætsskolen, kan man endvidere fortsætte med at dyrke idræt i KIFU (Københavns Idrætsforening For Udviklingshæmmede), i SUKA eller i en almindelig idrætsforening.
Folketinget vedtog i 2010 en lov om handle-betalingskommuner, der gør valget kompliceret. Det er i dag sådan, at det ikke nødvendigvis er borgerens bopælskommune, der træffer beslutning om, hvilket tilbud til hvilken pris, der er det optimale. Borgerens handle-betalingskommune, som ofte er den kommune man er født i, har det økonomiske ansvar, hvilket jo i sagens natur kan gøre situationen mere indviklet. Hvem bestemmer, hvad man kan vælge, borgeren, bopælskommunen eller betalingskommunen ?
Så ja, der er forskellige valgmuligheder, men det er alligevel, som om der mangler noget. Der er ikke nogen rigtig, kompetencegivende uddannelse for voksne mennesker med udviklingshæmning. Det kunne være en uddannelse som pedel, servicemedarbejder, gartner, rengøringsassistent, praktisk assistent i en idrætshal, svømmehal eller stadion, maler, cykelmekaniker eller meget andet. Jeg tror, at voksne med udviklingshæmning generelt har langt flere kompetencer og udviklingsmuligheder, end mange (-og de selv) tror. Det er lige før det er et tabuemne, men jeg tror, mange mennesker med udviklingshæmning måske har levet et overbeskyttet liv, hvor de er blevet hjulpet lidt for meget. Hvis der er en, der ikke kan finde ud af at binde sine snørebånd eller tage sko på, så er der jo næsten altid en hjælpsom pædagog inden for rækkevidde. Når de skal gøre rent, købe ind, gå i banken får de en ”hjemmedag”. Nu er det jo slet ikke sådan, at jeg mener de alle kan klare sig helt på egen hånd, men under trygge og velordnede rammer har de et stort udviklingspotentiale. Mennesker med udviklingshæmning er bestemt ikke hæmmede i deres udvikling, de kan rigtig meget, hvis bare de får lov til at vise det, prøve det, turde det, som de f.eks. gør det i idrætsundervisningen på Idrætsskolen. Der er rigtig mange virksomheder, skoler, institutioner og organisationer der med stor fordel for alle parter ville have gavn af at ansætte og uddanne mennesker med udviklingshæmning. Der er allerede en IT-virksomhed, ”Specialisterne” der beskæftiger autister og personer med Aspergers syndrom, men også inden for mange andre brancher og arbejdsområder vil der kunne være job- og uddannelsesmuligheder for mennesker med udviklingshæmning, der har mod på nye udfordringer, og for virksomheder, der ønsker en stabil, rolig, grundig og pålidelig arbejdskraft.
Når jeg tager rundt og besøger beskyttede værksteder, skoler, klubber og bosteder for voksne mennesker med udviklingshæmning, er det som om mange af dem lever og færdes i en lidt lukket og beskyttet parallelverden. Jeg møder de samme personer på værkstedet, som jeg senere på dagen møder i klubben og om aftenen hjemme på bostedet. De færdes som ”På myrens fodsti”, og går ad de slagne veje, de allerede trådte stier. Det ved jeg godt, mange af alle os andre også gør, men mennesker med udviklingshæmning gør det måske i endnu højere grad end andre, og tillige køres flere af dem ofte sammen i minibusser fra det ene sted til det andet. Så i virkeligheden er deres dag fuldt besat med gøremål, de er beskæftiget hele dagen, og har det på mange måder godt, men som sagt beskæftiger de sig måske ikke altid med noget de selv har valgt, og måske heller ikke altid med det, de allerhelst ville. På den baggrund tror jeg, det ville være fint med endnu flere valgmuligheder, med endnu mere konkurrence på området, så der var en bred vifte af undervisningstilbud, uddannelsestilbud, arbejde og anden beskæftigelse og aktivitet til voksne mennesker med udviklingshæmning, både inden for det offentlige som private område, til glæde og gavn for alle parter. På den måde tror jeg, mange ville kunne komme ud af deres lidt beskyttede, forudsigelige verden, og komme ud og møde den store verdens udfordringer og prøvelser, med de valg, konsekvenser og muligheder for udvikling det indebærer. Dette er ikke muligt for alle, det er jeg godt klar over, men måske er det muligt for langt flere, end man lige forestiller sig.
Søren Stenkilde
Forstander
Økonomisk tilsyn 2015
Socialpraktik Rapport
Læs en flot socialpraktikrapport fra elever fra Bernadotteskolen