Tilsynsrapport 2011
Læs tilsynsrapport for 2011 her:
Bachelorprojekt – “Et sted mellem loven og formåen”
Et sted mellem loven og formåen
– i arbejdet med mennesker med udviklingshæmning
Somewhere in between Legislation and Capability
– working with mentally challenged people
Bachelorprojekt 09-01-07
Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium
Vejleder: Margit Baaner
Eksamensgruppe 4, S03
Lena Sofie Dilling
Lisbeth Evelyn Elsager
Lisa Friis Nielsen
Jon Jesper Brohuus Petersen
Indholdsfortegnelse
1.0. Udvidet problemformulering. 3
1.1. Problemfelt 3
1.2. Problemformulering. 6
1.2.1. Hypotese 1. 6
1.2.2. Hypotese 2. 7
1.2.3. Hypotese 3. 7
1.3. Målgruppe. 7
1.4. Afgrænsning. 8
1.5. Metode. 8
1.5.1. Teoretisk tilgang. 8
1.5.2. Undersøgelses design. 10
1.5.3. Interviewpræsentation. 11
1.5.4. interviewsammenfatning. 11
2.0. Udviklingshæmmede og socialpædagoger i en Samfundsmæssig og historisk kontekst 15
2.1. Samfundshistorisk oprids. 15
2.2. Ny tid, ny faglighed. 18
2.2.1. Anthony Giddens’ modernitet 18
2.2.2. Habermas’ todelte samfund: Systemet og livsverdenen. 21
2.2.3. Den socialpædagogiske diskurs. 22
2.3. Delanalyse/ – Konklusion. 24
3.0. Den professionelle omsorg. 26
3.1. Omsorg. 26
3.1.1. Etik i omsorgen. 29
3.2. Delanalyse/ – Konklusion. 29
4.0. Det parallelle samfund. 30
4.1. Normalisering og integration. 31
4.2. Fra klient til medborger 33
4.2.1. Magt i den socialpædagogiske praksis. 35
4.2.2. Autonomi og afhængighed. 37
4.3. Delanalyse/ – Konklusion. 39
5.0. Handleperspektiver. 40
6.0. Konklusion. 44
7.0. Litteraturliste. 47
7.1. Primær litteratur 47
7.2. Sekundær litteratur 48
7.3. Websider 49
7.4. Andet 49
1.0. Udvidet problemformulering
1.1. Problemfelt
”… målet er at lade de udviklingshæmmede[1] få en tilværelse så nær det normale som muligt.”[2]
Således formulerede og stadfæstede den danske forsorgschef, N.E. Bank-Mikkelsen normaliseringsprincippet i Åndssvageloven af 1959. Den temmelig enkle formulering var starten på en omfattende international diskussion af normaliseringsbegrebet.[3]
Der er siden teoretiseret meget over begrebet. En af de mest anerkendte teorier kom i 1969. Bengt Nirje, som var formand for den svenske forældreforening[4], formulerede i tråd med den oprindelige tanke, at hverdagsmønstre og livsvilkår skulle være så nær det samfundsgængse som muligt. Han understregede, at det på ingen måde måtte komme til at handle om at gøre det ”unormale normalt”, men at det skulle være et princip omhandlende de ydre forhold, såsom bolig, uddannelse og arbejde hos intellektuelt handicappede.[5]
Normalisering betyder at gøre betingelserne for personer med varig og betydelig fysisk og/eller psykisk funktionsnedsættelse[6] bolig-, undervisnings-, arbejds- og fritidssituation så ”normal” som muligt. Altså, at give dem samme menneskelige rettigheder som alle andre borgere.[7]
Normaliseringstanken startede som en modreaktion i en tid, hvor man isolerede gruppen af mennesker med udviklingshæmning på store centralinstitutioner. Normaliseringen kan derfor ses som en ideologisk tanke om integration og socialisering i samfundet.
Bank Mikkelsens formulering og Bengt Nirjes tanke var i sin samtid epokegørende. Hvis man imidlertid skal vinkle det til et nutidigt perspektiv, må man se på rationalerne bag; da normaliseringsprincippet blev formuleret i 1959, var det ud fra en meget anderledes samfundsmæssig kontekst, end den vi kender i dag.
Begrebet om normalisering har gennem tiden mistet dets oprindelige betydning, og betragtes i dag som en målsætning, der sikrer den enkelte en hjælp i hverdagen.
”Formålet med hjælpen efter denne lov er at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv, eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten”.[8]
Idet konteksten som formuleringen oprindeligt blev til i, ikke længere eksisterer, kunne det tyde på, at vi som socialpædagoger skal arbejde ud fra en konstruktion, som ikke længere kongruerer den oprindelige tanke.[9] En konstruktion i et led, så langt ude, at betydningen ikke udelukkende kan regnes for pålydende. Der er derved farer for, som Nirje pointerer, en stræben efter at gøre det unormale normalt. Altså at målet ikke længere kun gælder om at forbedre de udviklingshæmmedes vilkår, men sågar bestræber sig på at de udviklingshæmmede skal leve og varetage et liv og virke, lig med alle andre samfundsborgere, hvilket de i mange henseender, grundet deres udviklingshæmning, ikke er i stand til.
I vores moderne samfund;
”… sættes værdier som sundhed, intelligens, godt udseende og mestring af eget liv højt. Det er netop værdier, som de fleste voksne med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne har svært ved at leve op til.”[10]
Man kan med andre ord sige, at idet man forsøger at gøre det unormale normalt, i denne sammenhæng, pålægger man den enkelte at skulle leve op til et norm- og værdisæt, som denne sandsynligvis ikke er i stand til.
Med servicelovens ikrafttrædelse i 1998 ophævedes institutionsbegrebet på voksenområdet fuldstændigt.[11] Det vil sige, at de tidligere institutioner er blevet afviklet og erstattet af selvstændige boliger til alle udviklingshæmmede, uanset funktionsniveau, og den udviklingshæmmedes selvbestemmelse er blevet ledetråden for den videre udvikling.[12] Dette fordrer ikke alene en ny faglighed, men også at institutionskulturen[13] på de enkelte bosteder synliggøres og tages op til overvejelse, således at både brugere og socialpædagoger profiterer af de muligheder, der ligger indenfor lovens rammer.
Om arbejdet med personer med udviklingshæmning kan man sige, at det socialpædagogiske arbejde, på et metaplan, består i at fremme en acceptabel balance mellem afhængighed som et vilkår og den enkeltes selvhjulpenhed. Dette fordrer en ændret faglighed i det socialpædagogiske arbejde, som kræver at socialpædagogerne i højere grad reflekterer over egen praksis og handlemåder i det daglige arbejde.
En mangfoldig rolle for socialpædagoger, som er under indflydelse af en lang række faktorer som: regeringens krav, brugerens behov og udvikling, socialpædagogens habitus[14], institutionskulturen og samfundsdiskursen.
Som sagt er medbestemmelse og ansvaret for eget liv i højere grad i dag lagt ud til den enkelte. I forlængelse af dette opstår der et dilemma, hvor magtforholdet i relationen mellem socialpædagoger og brugere er en faktor, der i mange tilfælde spiller ind på de udviklingshæmmedes reelle muligheder for at få indflydelse. Dels består forholdet i at socialpædagogen er ansat i et lønarbejderforhold og dels at brugeren er dybt afhængig af den støtte, vejledning og omsorg socialpædagogen yder. Her kan man igen sige, at det for socialpædagogen gælder om at finde en balance mellem at give omsorgen på et professionelt plan og som afhængighedsskabende på et følelsesmæssigt plan. Altså er det på den ene side vigtigt at socialpædagogen engagerer sig i en grad, så omsorgen bliver fyldestgørende for den udviklingshæmmede, men at socialpædagogen samtidig holder en professionel distance. Dette fordi socialpædagogen ikke yder omsorgen af ren lyst, men også fordi det for denne er en pligt gennem et betalt arbejde. Det er vigtigt at skelne mellem disse to former for omsorg og have det for øje.
Brugerens ofte nedsatte evne til at kommunikere og navigere i samfundet fordrer, at socialpædagogen er indstillet på at kende brugerens behov, og de værdier der ligger til grund for de valg og ønsker, han/hun måtte komme med. Yderligere er forholdet komplekst idet socialpædagogen meget af tiden bevæger sig i et spændingsfelt mellem omsorgstvang og omsorgssvigt. Hvis socialpædagogen vælger at lade brugeren bruge sin ret til selv at bestemme og denne lider overlast, kan der tales om passivt omsorgssvigt, i modsat fald kan for meget intervenering føre til omklamring i den andens liv, altså overdreven omsorg, hvilket kan føre til decideret overgreb.[15]
1.2. Problemformulering
Socialpædagogen, som arbejder med personer med varig og betydelig fysisk og/eller psykisk funktionsnedsættelse i praksis, skal tage udgangspunkt i en tanke om normalisering, som over tid har ændret karakter og betydning. Vi ser det som et problem, at dette er sket i en sådan grad, at normaliseringstanken og den derudfra formulerede lovgivning, i mange henseender ikke stemmer overens med brugerens behov og formåen.
1.2.1. Hypotese 1
Vi antager, at den tilværelse, som udviklingshæmmede gives mulighed for at skabe sig ud fra samfundets rammebetingelser, virker modstridende i forhold til nævnte målsætning om integration og socialisering.
1.2.2. Hypotese 2
Vi antager at bruger/socialpædagog-relationen præges af en asymmetrisk magtrelation, der rummer en fare for at brugeren fratages sin autonomi og derved reduceres til et præskriptivt produkt af socialpædagogens konstruktion af virkeligheden.
1.2.3. Hypotese 3
Vi antager at det samfund som personer med udviklingshæmning gives mulighed for at blive en del af, synes at fremstå som et konstrueret parallelsamfund, hvor den enkeltes integration og socialisering kompliceres, idet den sociale integration synes at være en barriere i det moderne samfund.[16]
1.3. Målgruppe
Vi har valgt at beskæftige os med mennesker med varig og betydelig fysisk og/eller psykisk funktionsnedsættelse i alderen 18-67 år, som er i dag- og botilbud, og socialpædagogerne som arbejder omkring disse. Vi er klar over vigtigheden af det socialpædagogiske arbejde også udenfor bostederne, men har valgt at beskæftige os hovedsageligt med det socialpædagogiske arbejde på bostederne. Vi mener at på grund af de udviklingshæmmedes institutionaliserede liv mener, at det er her, socialpædagogerne har et hovedansvar. Vi afgrænser os fra målgruppen før myndighedsalderen, dels ud fra en viden om at børn og unge indenfor målgruppen endnu ikke er pensionsberettigede, og dels heller ikke medregnes som deltagere på arbejdsmarkedet.
Vi afgrænser os ligeledes fra gruppen af pensionsmodtagere under Lov om Social Service, der varetager tilværelsen uden socialpædagogisk bistand.
1.4. Afgrænsning
Vi vil hovedsageligt fokusere på normaliseringstanken og de ændringer, både politisk og pædagogisk, den har medført for det socialpædagogiske område og de udviklingshæmmede, som denne skal varetage.
Vi vil hovedsageligt beskæftige os med udviklingen på området efter totalinstitutionernes nedlæggelse i 1980, set ud fra de lovmæssige tiltag og den udvikling der på baggrund af SUM-projekterne[17] er sket på området frem til i dag, der har haft og stadig har stor betydning for udviklingshæmmedes liv.
Vi har afgrænset os fra, at gå i dybden med den nye Lov om Social Service, men vil hovedsageligt beskæftige os med normaliseringstanken, som Lov om Social Service er et produkt af.
Vi er klar over at den nye kommunalreform medfører en række ændringer, men har valgt at afgrænse os fra den og det denne medfører for udviklingshæmmede og socialpædagoger. Dette med en tanke om at det er for tidligt at spå om, hvad det kommer til at betyde på området.
1.5. Metode
1.5.1. Teoretisk tilgang
For at belyse vores problemstilling, vil vi danne os viden gennem bøger og artikler, som kan være med til at belyse emnet ud fra de valgte teoretiske vinkler. Vores opbygning af opgaven vil fremstå således at vi tager udgangspunkt i et samfundsmæssigt/samfundsfagligt perspektiv, for derefter at se på socialpædagogens plads og rolle i denne kontekst, og til sidst trække opgaven ned på et brugerplan.
For at anskueliggøre de mere organisatoriske rammer har vi valgt at starte med at lave et oprids af de socio-historiske forhold, som har præget feltet med mennesker med udviklingshæmning gennem de sidste mange år. Vi har dertil valgt at belyse feltet med en sociologisk vinkel, som skal sætte diverse problematikker ind i en samtidig kontekst. Af sociologer bruger vi primært Anthony Giddens[18] og Jürgen Habermas[19]. Anthony Giddens bruger vi ud fra hans modernitetsanalyse, med hvilken han beskriver adskillelse af tid og rum, udlejringen af sociale systemer, specialiseringen og professionaliseringen af disse, som er med til at skabe ændrede betingelser for det stykke omsorgsarbejde, som det socialpædagogiske arbejde består i. I forlængelse af Anthony Giddens, har vi valgt at kæde Lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Katrin Hjorts[20] ”modernisering af den offentlige sektor” sammen med Giddens’ specialisering og professionalisering, med udgangspunkt i, hvilken betydning det har for det socialpædagogiske arbejde, samt konsekvenserne for den enkelte udviklingshæmmede. Som hjælp til analyse af den socialpædagogiske kontekst, i forhold til indsatsområder og handlemuligheder, inddrager vi Jürgen Habermas’ teori om system og livsverden, samt systemets kolonisering heraf. Hans teori tegner et billede af det samfund, som Anthony Giddens og Katrin Hjort beskriver, hvor individualisering, professionalisering og markedsprincipper bliver bærende kræfter, som ikke nødvendigvis stemmer overens med en tanke om socialisering og integration.
På det pædagogfaglige plan, vil vi i forhold til ovenstående se på den måde hvorpå det socialpædagogiske felt definerer sig selv og hvordan de mange, ofte forskelligt rettede diskurser har indflydelse på den konkrete socialpædagogiske praksis. Ikke med direkte udgangspunkt i, men med inspiration fra Michel Foucaults[21] diskursforståelse, vil vi gøre et forsøg på at analysere os frem til hvorledes der er sammenhæng i måden hvorpå socialpædagoger italesætter og handler i praksis og måden, hvorpå det socialpædagogiske felt defineres gennem love, bekendtgørelser og den offentlige debat. Dette vil vi sammenholde med Pierre Bourdieus[22] praktikteori, som vil kunne belyse hvorvidt en teori, lovgivning o. lign. kan ligge direkte forud for praksis, og hvilke konsekvenser det i negativ fald har for det stykke omsorgsarbejde, som det socialpædagogiske arbejde består i. Dette omsorgsarbejde vil vi ligeledes koncentrere os om, set i lyset af ovenstående.
Dernæst vil vi belyse brugerplanet, hvor vi bl.a. vil se på integrationsbestræbelserne jvf. normaliseringstanken, i det samfund, der bliver gjort rede for i afsnittet om de socio-historiske forhold. Ligeledes vil vi se på den udviklingshæmmedes overgang fra klient til medborger, og udfra fire forskellige magtdimensioner, se på magten i den socialpædagogiske relation. Se på, hvorledes dette ofte asymmetriske magtforhold, kan resultere i direkte fratagelse af den enkeltes autonomi, og dermed være i direkte modstrid med dennes rettigheder.
Løbende vil vi indarbejde vores empiriske del, som sættes op i forhold til den teoretiske del af opgaven. Herefter vil vi opsummere i delanalyser og -konklusioner, som til slut skal danne rammen om handlemuligheder, perspektivering og konklusion.
1.5.2. Undersøgelses design
Vi har valgt at lade vores undersøgelsesdesign tage udgangspunkt i opgavens problemformulering. Det har vi gjort, for det første for ikke at fastlåse os selv i de hypotetiske operationaliseringer, som vi har gjort os, og for det andet for at give os selv et bredere arbejdsfelt i forhold til tolkning og analyse heraf.
Vi har valgt at bygge vores design op omkring en række interviews, i et forsøg på at tydeliggøre, fremhæve og understøtte eventuelle problemer udfra vores formulering der problematiserer:
”… at socialpædagogen(…) i praksis, skal tage udgangspunkt i en tanke om normalisering, (…) og den derudfra formulerede lovgivning,(som) i mange henseender ikke stemmer overens med brugerens behov og formåen.”[23]
Vi laver tre delvist strukturerede gruppeinterviews.[24] De vil blive båndet og derefter transskriberet, for senere analyse og fortolkning.[25]
Steiner Kvale[26] introducerer i sin bog ”Interview”, en metode for udarbejdelse af interviewguide[27], som vi har valgt at benytte os af. Metoden består af overordnet forskningsspørgsmål, som uddybes i en række sammenhængende interviewspørgsmål.[28]
Det er vigtigt at vi udviser åbenhed undervejs i interviewet, og er bevidste om brugen af begreber, der kan være flertydige eller fremmede for socialpædagogen, da dette kan sætte personen i en ubehagelig situation.
Undersøgelsen kommer til at finde sted på et § 92[29] bofællesskab. Bofællesskabet er delt op i tre selvstyrende teams under samme ledelse. Det er altså tre forskellige bofællesskaber, som ledes fra centralt hold, men har samme ramme og tilsammen udgør stedet.
1.5.3. Interviewpræsentation[30]
Som nævnt i ovenstående valgte vi at fortage interviews af socialpædagoger på et bofællesskab for udviklingshæmmede. Vi valgte derfor at foretage et interview i hver af de tre teams. Hovedemnerne i disse interviewspørgsmål[31] var:
•Brugernes selv- og medbestemmelse
•Integration og socialisering
•Socialpædagog/brugerrelation
•Øget dokumentation af det socialpædagogiske arbejde
•Ændrede arbejdsopgaver
1.5.4. interviewsammenfatning
Vi erfarede at socialpædagogerne i de tre teams er enige om, at hverdagen i høj grad er præget af ændrede arbejdsopgaver. Nogle af disse opgaver påhvilede tidligere ledelsen, men er i dag lagt ud i de selvstyrende teams. Dette er opgaver såsom vagtplaner, rengøring og økonomi. De mener dog også, at opgaverne i nogle henseender er blevet lettet fx ved at handleplaner udfærdiges efter et § 111[32] skema. De sagde også, at opgavernes karakter har ændret sig, da beboerne i højere grad end tidligere er bevidste om deres ret til selv- og medbestemmelse, da mange kommer direkte hjemmefra, og derfor ikke i samme grad er vokset op på institutioner.
I forhold til de nye arbejdsopgaver finder nogle af socialpædagogerne i bofællesskabet det vanskeligt at leve op til lovens krav om daglig dokumentation if. t at yde beboerne den optimale omsorg. De siger dog samtidig at selve dokumentationsdelen, selvom den tager ekstra tid, giver en øget faglig refleksion, hvilket man må sige er positivt. De påpeger også at fagligheden kan lide lidt under de mange praktiske opgaver, men at den hele tiden har været til stede, og at den er med til at sikre et højt etisk niveau i arbejdet, med og omkring beboerne. De påpegede også at fagligheden forsøges medtænkt if. t brugernes selv- og medbestemmelse hvor den løbende er til diskussion.
De interviewede lagde vægt på, at de arbejder med respekt for den enkelte beboers handicap, men med det for øje, at de i nogen grad skal beskyttes. De fortalte, at de støtter og vejleder dem i de situationer, hvor deres handicap begrænser deres kommunikation, ligesom de støtter og vejleder dem i deres daglige gøremål. For som de udtrykte, bor deres beboere på bofællesskabet af en grund. De mener ikke, at de er normale, og at de aldrig bliver det, selvom de går på arbejde og deltager i sociale arrangementer med ligesindede. De mener sågar at det vil være overgreb at sende dem ud i verden uden at skærme både dem og de såkaldt normale. De fortæller, hvordan nogle af de udviklingshæmmede ser ”normale” ud, men mangler fornemmelsen for, hvor tæt man kan gå på et fremmed menneske, og at det derfor kan gå galt.
I forhold til normaliseringstanken, som bl.a. har handlet om, at integrere og bo i et nærmiljø, ser socialpædagogerne en bagside, ved at beboerne derved bliver meget opmærksomme på, at de bor på en institution og har brug for hjælp. De har frie valg, men i og med at de bor på en institution, kan og skal de ikke leve normalt.
I forhold til vores spørgsmål vedrørende misforholdet i at skulle tage udgangspunkt i den enkelte, samtidig med at være pålagt en række krav if. t serviceloven svarede socialpædagogerne lidt forskelligt, men var enige om at der i bofællesskabet tages udgangspunkt i den enkelte beboer. Alt efter handicap ser de det som en nødvendighed at tolke og bøje loven, så det ikke ender med, at beboerne omsorgssvigtes og socialpædagogerne ser magtesløse til. De mener, at det er vigtigt at tage hensyn til omsorgspligten, og at det er vigtigt, at det arbejde der udføres med den enkelte tager udspring i de konkrete og individuelle handleplaner, for at omsorgen ikke skal komme til ligne overgreb, men et hensyn og en beskyttelse af den enkelte.
I forhold til hvordan det påvirker deres relationer med den enkelte, mener socialpædagogerne at relationerne er ligeså forskellige som mennesker er forskellige, og at der jo altid er nogen, man klinger bedre med end andre. De mener dog ikke, at det påvirker socialpædagogerne personligt. De siger, at det gælder om, at få afsluttet enhver situation så ingen sidder tilbage og er frustreret, hvilket de ofte gør med en arm om skulderen, og en dialog om hvad og hvorfor.
Socialpædagogerne i bofællesskabet fortæller, at der på stedet er forskel på om beboerne færdes i fællesstuen, eller om de er i deres egne lejligheder. I fællesstuen er der sociale spilleregler for, hvordan man opfører sig når man er sammen dér, men i beboernes egne lejligheder kan de selv bestemme, hvordan de vil opføre sig. Socialpædagogerne mener sågar, at det ganske enkelt ville skabe kaos, hvis beboerne selv skulle bestemme, hvordan de måtte opføre sig i fællesstuen. De mener, at en del af opgaven går ud på at skabe hjemmelige rammer, til gavn og glæde for alle. De siger dog samtidig, at en del af beboerne har potentiale til at bestemme på nogle områder, men at det er de færreste, der kan overskue rationalerne bag. Dette kan fx være det at give et nej, som kan medføre utilsigtede og uoverskuelige konsekvenser. Her fortæller de, at det er vigtigt, at der i handleplanerne foreligger klare aftaler vedrørende strukturen for dagligdagen, der stemmer overens med de krav man stiller til de enkelte, da det er en del af opgaven at hjælpe dem til en større forståelse, når de vælger eller bestemmer noget selv.
Om socialpædagogerne præger beboerne svarer de, at det er uundgåeligt. De sammenligner det med det gængse samfund, såsom når en ny socialpædagog kommer til bofællesskabet, vil beboerne, alt efter om det er en mand eller en kvinde, skifte fx. tøjstil, så det matcher. Derudover kommer socialpædagogerne jo med hver deres habitus, og de påpeger her vigtigheden af, at der i personalegruppen er åbenhed og dialog om dette for sammen at skabe en fælles kultur, så beboerne der er lette ofre for en mulig manipulation, ikke får trukket normer og værdier ned over hovedet, der ikke nødvendigvis stemmer overens med deres oprindelige behov og egne normer og værdier.
Socialpædagogerne på bostedet forklarer at den vigtigste opgave for dem som socialpædagoger, består i at udvikle og vedligeholde færdigheder hos beboerne, der gør disse i stand til at leve og klare hverdagen så godt som deres handicap tillader det. De mener ikke at de er med til at skabe et afhængighedsforhold, men at de yder en omsorg der svarer til den enkeltes behov.
I forhold til vores spørgsmål vedrørende integration svarer socialpædagogerne, at de ikke tror på 100 % integration for deres beboere. De fortæller, at alt for mange af dem ikke kan leve op til de krav og forventninger der ligger i Serviceloven, og derfor lider nederlag i forsøget på integration. De bevæger sig i en gråzone, hvor deres potentialer ikke rækker til at varetage de mangeartede funktioner der indeholdes i et ”normalt” liv, og derfor ender som marginaliserede, ensomme og som passivt omsorgssvigtede!
På baggrund af dette mener socialpædagogerne, at det vil være det mest optimale, at skabe et parallelsamfund[33] for disse mennesker, for at gøre det muligt for dem at leve et liv så tæt på det normale som muligt. Socialpædagogerne mener, at dette endnu ikke er gået op for politikerne i Danmark, men det er som de ser det, den eneste mulighed, for ikke at de som socialpædagoger, skal tabe beboerne til udstødelse.
Med udgangspunkt i sammenfatningen af vores interviews vil vi, som nævnt i metoden, gennem opgaven holde interviewene op overfor vores udvalgte teori og med udgangspunkt i disse, udfra vores problemformulering og hypoteser, diskutere og sammenfatte delanalyser og -konklusioner, som skal hjælpe os på vejen til en konklusion.
2.0. Udviklingshæmmede og socialpædagoger i en Samfundsmæssig og historisk kontekst
For at belyse overskriften er det nødvendigt, at danne sig et overblik i både et historisk og et samtidsperspektiv. Det er nødvendigt fordi:
”For at blive klog på nutiden og for at kunne spå om fremtiden er man nødt til at kende fortiden.”[34]
Dette på et socialområde, som mere end noget andet, har gennemgået enorme forandringer de sidste 20 år.
2.1. Samfundshistorisk oprids
Blandt de tidligste historier om udviklingshæmmede, har man historien om de udstødte, de uproduktive eller de afvigende. I 1880 til ca. 1910 etablerede man de første store anstalter. Fra ca. 1910-1950’erne realiseredes den totale institution. Den var selvforsynende og isoleret fra resten af samfundet. Isoleret i den forstand, at totalinstitutionerne udgjorde beboernes samfund, som var afgrænset og lukket i forhold til omverdenen.[35] Disse institutioner var præget af en struktur, der hovedsagligt var baseret på overvågning, regelmæssighed, ro og i det hele taget fastlåste tidsskemaer. Der blev tænkt i pleje og omsorg og ikke i personlig udvikling af den enkelte.
Det problem, der opstod her var, at beboerne næppe kunne eller ville give udtryk for deres behov, når hele ideologien bag omsorgen lå i, at plejeren vidste hvad der var bedst for den enkelte, når alt blev planlagt uden om beboeren.
I 1950 – 1970’erne blev der gjort oprør fra bl.a. pårørendes side mod disse forhold og nye tanker om normalisering og integration vandt indpas i samfundet. I forbindelse med dette opbrud blev forældreforeningen ”Evnesvages Vel” stiftet.[36]
Normaliseringsmålsætningen blev udslagsgivende for normaliseringsbestræbelser hvori der hovedsagligt lå to ideologiske omdrejningspunkter: det ene gjorde op med opfattelsen af at udviklingshæmmede primært stod for at skulle plejes og passes. De skulle i stedet igennem socialpædagogisk arbejde udvikles hen imod en så normal fremtræden og virke som muligt.
Det andet rettede sig mod de udviklingshæmmedes kår og blev kendt som Bank-Mikkelsens normaliseringssyn:
”Det, normaliseringen drejede sig om for Bank-Mikkelsen, var at sikre, at udviklingshæmmede fik de samme samfundsmæssige rettigheder og muligheder som andre for at leve et liv så nær det normale som muligt…” [37]
Året 1980 blev starten på en ny epoke; en tid præget af store omvæltninger. [38] Åndssvageforsorgen blev lagt ud fra staten til amterne. Udlægningen betød institutionsnedlæggelser. Fra at være domineret af en medicinsk tilgang, blev der hermed støbt et fundament til en mere humanistisk tilgang, hvor etik og retssikkerhed diskuteredes og den enkelte kom i centrum med fokus på livsvilkår og indflydelse på eget liv.
Perioden 1986-1997 var rig på socialpædagogiske udviklingsprojekter, som fokuserede på den enkeltes mulighed for udvikling, kvalitet i omsorg og pædagogik og satte fokus på dialogen mellem socialpædagoger og mennesker med udviklingshæmning.[39] Eksempelvis er ”det kan nytte” -projektet et produkt heraf.[40]
Lovgivning og økonomi fulgte med de socialpædagogiske tanker i denne periode og understøttede de nye initiativer. I 1985 blev § 68 – bofællesskaber – skrevet ind i Bistandsloven. SUM – Socialministeriets Udviklingsmidler – fra 1988 var med til at finansiere udviklingsprojekter og aktionsforskning. Livskvalitet, retssikkerhed og brugerindflydelse var denne periodes kodeord. Socialpædagoger og andre fagfolk prøvede at formulere et livskvalitetsbegreb, men fandt frem til, at livskvalitet ikke er noget, man kan give andre. Men socialpædagoger kan hjælpe det enkelte menneske med at skabe sin egen livskvalitet.[41]
De mange udviklingsprojekter har bekræftet socialpædagogernes tanker om, at det ikke nytter at trække egne eller samfundets værdier ned over hovedet på folk, men i praksis var det stadigvæk socialpædagogernes værdier og normer, der bestemte hvad det var godt for beboerne, ligesom det stadig var socialpædagogerne, der i høj grad styrede beboernes økonomi.[42]
Da Serviceloven i 1998 indførtes, fik alle voksne med udviklingshæmning ret til deres eget private hjem, hvor de selv måtte bestemme, samt retten til at sige til eller fra overfor støtte.[43] Dette har forandret socialpædagogernes arbejde og dermed socialpædagogens rolle radikalt. Tidligere var tendensen at socialpædagogen var en slags ”ekspert” i det gode liv, der kunne støtte den udviklingshæmmede borger i at leve efter de fællesskabte normer. I dag er den udviklingshæmmede ekspert i sit eget liv og socialpædagogen en hjælper, der skal støtte den enkelte i at realisere det.[44]
”Pædagoger skal ikke tage beslutninger på beboernes vegne, men de skal heller ikke lade stå til og smide det faglige ansvar væk. Hverken for ham, der vil spise sukkermadder dagen lang, eller hende, der synes det er hyggeligt at gå på togskinner.”[45]
Institutionsbegrebets ophævelse og tanken om normalisering har affødt en nogenlunde gængs opfattelse i samfundet om, at udviklingshæmmede bor ligesom ”os andre”.
Det skitserer således et paradigmeskift, der er og har været på vej i de sidste 50 år indenfor det socialpædagogiske område. Dette gør det yderligere interessant at se på, hvorledes de socialpædagogiske konstruktioner af den professionelle omsorg ses og forstås i lyset af et historisk og nutidigt samfundsperspektiv.[46]
2.2. Ny tid, ny faglighed
Det socialpædagogiske felt stiller stadig større og ændrede krav til socialpædagogen.
For at tydeliggøre dette, har vi på et overordnet niveau, inddraget sociologen Anthony Giddens’ modernitetsanalyse, med hvilken han beskriver et samfund, som gennem en årrække, har ligget under for store forskydninger på samfundsplan. Forskydninger, som ikke mindst det socialpædagogiske felt, skal forholde sig til. Forskydningerne ses i det værdigrundlag, der danner rammen om den normative opfattelse af det samfund, vi agerer i. Det har bl.a. affødt store ændringer i livsformer, kultur, menneskesyn, samfundsværdier, levevilkår osv. – hvordan globaliseringen med sin adskillelse af tid og rum og udlejring af sociale systemer, har ledt os ind i den modernitet, som vi i dag er en del af.[47]
2.2.1. Anthony Giddens’ modernitet
Anthony Giddens, forklarer med sit begreb adskillelse af tid og rum, hvordan man ikke længere er fysisk betinget i en interaktion, da der via Internet, telefon, fax og medier muliggøres en tilstedeværelse, uafhængig af en faktisk, fysisk tilstedeværelse. Det er imidlertid interessant at se nærmere på, hvis man drager paralleller til det samfund, hvori vi som socialpædagoger skal agere.
Det er interessant i den forstand, at nogle af de socialpædagogiske kerneopgaver ligger i omsorgsrelationen. Vi mener at omsorgsrelationer generelt i det pædagogisk arbejde, kræver såvel en fysisk som en psykisk tilstedeværelse. Så i takt med at adskillelsen af tid og rum frigør den enkelte, hvorved denne gøres uafhængig af de traditionelle værdier: eksempelvis familien og lokalsamfundet, [48] er den socialpædagogiske berøringsflade, i mødet med brugeren, blevet bredere. Det er den i og med, at størstedelen af omsorgen lægges i den socialpædagogiske praksis. Paradoksalt nok har den socialpædagogiske praksis ikke nødvendigvis mulighed for at opfylde denne pga. normering, lønarbejderforhold mm.[49]
Adskillelsen af tid og rum, synes altså at stå i misforhold til den socialpædagogiske kerneopgave, idet Giddens’ modernitet, skitserer nogle tendenser som på flere punkter modstrider den socialpædagogiske praksis og de udviklingshæmmedes sociale formåen og kompetencer.
Katrin Hjort, skriver i sin bog, ”Moderniseringen af den offentlige sektor”[50], at moderniseringen kan skitseres som decentralisering, mål- og rammestyring og kvalitets- og kompetenceudvikling.
De enkelte institutioner ”tvinges” til at udvikle sig mere ”virksomhedsorienteret”. Med andre ord markedsgøres vilkårene, og driften gøres konkurrencedygtig, som eksempelvis i den private sektor. Selvstændigt driftsøkonomisk ansvar, virksomhedsplaner, lønpolitik, kvalitets- og kompetenceudvikling etc., samtidig med at regeringen med mål- og rammestyring, via lovgivning, økonomi mm., forbeholder sig retten til at fastsætte de overordnede mål i virksomheden.[51]
De ændrede krav og arbejdsopgaver trækker socialpædagogen længere og længere væk fra ”gulvet”. Mindre direkte udviklings – og relationsarbejde og flere administrative pligter.
Empiridelen tegner et billede, som bl.a. understøtter ovenstående postulat. En socialpædagog beretter om, hvorledes de gennem de sidste 10 år, har fået langt mere administrativt arbejde og at det er vanskeligt at nå dokumentationen, hvis de skal yde det optimale for den enkelte bruger.[52]
”Fordi hvis du skal lave den dokumentation som der er krav om, jamen så har vi jo ikke den tid med brugeren vi skal have.”[53]
Det virker umiddelbart en smule modstridende i forhold til, at den enkelte skal udvikle sig i en retning, hvor denne er i stand til leve i et samfund hvor betingelserne for bolig-, undervisnings-, arbejds- og fritidssituation gøres så normale som muligt. En sådan udvikling fødes netop i de arenaer, som mange udviklingshæmmede ikke selv kan administrere, og derfor kræver støtte og vejledning. Der ligger altså et misforhold i at socialpædagogen nu, mere end tidligere, skal tage udgangspunkt i og fokusere på den enkelte, samtidig med at andelen af administrative opgaver i hverdagen tager til. De nye og ændrede krav til den socialpædagogiske praksis, er ikke nødvendigvis negative, men hvis man anskuer det udfra et spørgsmål om ressourcer, må det umiddelbart skabe en uligevægt i praksis: socialpædagogiske opgaver kontra de administrative. Man kan med andre ord sige at det er problematisk for idéen om udvikling af det socialpædagogiske virkefelt, at der ikke tilføres ressourcer.[54]
Begreber som brugerindflydelse har en god klang og må beskrives som en positiv forventning, der skal sikre brugerens livskvalitet. Men en positiv forventning som denne kan blive til et negativt krav, hvis socialpædagogen blot oplever, at det resulterer i yderligere travlhed i det daglige arbejde.
Socialpædagogerne, som vi har interviewet, finder det svært at leve op til Servicelovens krav, fordi de i mange tilfælde har med beboere at gøre som det er svært at få passet de krav der bliver stillet.
”Mange af vores beboere ville få kaos i deres hoved hvis de skulle leve efter Serviceloven.”[55]
Meget tyder altså på, at socialpædagogen sættes i et krydspres, hvor regeringens bureaukratiske forvaltning med love, regler, cirkulærer etc., risikerer at forvitre de oprindelige tanker om inddragelse og autonomi. Socialpædagogen skal nemlig på den ene side fungere som lønarbejder og opnå nogle foruddefinerede målsætninger, samtidig med at hun/han skal arbejde forståelsesorienteret empatisk og fordomsfrit understøtte menneskelig læring og udvikling.
Hanne Kathrine Krogstrup[56] forklarer, udfra en krydspresmodel[57], hvorledes et forsøg på at håndtere disse modsatrettede krav, kan resultere i det der hedder ”tillært udygtighed”[58]. Denne tillærte udygtighed består i at eksempelvis en personalegruppe, som forsvarsmekanisme, mod de modsatrettede krav, udvikler blinde pletter på praksis; brugerens behov og perspektiver. Man vedkender sig eksempelvis udadtil at arbejde med brugerens autonomi, mens man indadtil udvikler antagelser om at brugeren ikke er i stand til at administrere denne autonomi.[59] Derved bliver det i denne sammenhæng ikke direkte de moderne krav, som står i misforhold til den enkelte, men en indirekte følgevirkning.
2.2.2. Habermas’ todelte samfund: Systemet og livsverdenen
Sociologen, Jürgen Habermas, opererer med det todelte samfund: system- og livsverden. Et todelt samfund, hvor hver del repræsenteres af vidt forskellige normer, værdisæt, logikker etc. De er gensidigt afhængige af hinanden, samtidig med at have hver deres rolle i samfundet.
I grove træk, kan man sige at Habermas’ teori bygger på at systemets logik, i større og større grad, vinder udbredelse i livsverdenen.[60]
Livsverdenen er den enkeltes subjektive af normer og værdier, som gør mennesket i stand til at indgå i sociale fællesskaber. Det er de mere bløde værdier som moral, kultur og identitet, der er herskende og er karakteriseret ved fravær af penge. Habermas bygger således livsverdenen op omkring en gensidig forståelse mennesker imellem, hvor denne gennem kommunikative interaktioner/handlinger reproducerer sig selv[61] udenfor den politiske og økonomiske sfære, hvor det enkelte menneske har mulighed for indflydelse på eget liv.[62]
Systemet består af markedet og staten, der henholdsvis regulerer det økonomiske og det politiske liv og står for den materielle reproduktion i samfundet.[63] Systemet er derved baseret på ikke-menneskelige handlinger og intentioner, men er kendetegnet ved funktionalitet, effektivitet og rationalitet. Systemet er altså styret af penge og magt.[64]
Det er dog her den gensidige afhængighed træder i karakter, idet der i et hvert samfund som minimum skal produceres i et omfang, der sikrer befolkningen. Der skal ligeledes;
”… være metoder til fordeling af goderne og til løsning af interessekonflikterne. Og der skal forefindes et system til opretholdelsen af sikringen mod ydre fjender. Alt dette hører til den materielle del af tilværelsen.”[65]
Med udgangspunkt i Habermas, Hjort og Giddens, vil vi i næste afsnit se nærmere på hvilke konsekvenser denne samfundsudvikling har for den socialpædagogiske praksis. En praksis som primært består af kommunikativ handlen[66], må derfor problematiseres, idet de arenaer som den kommunikative handlen fødes og trives i, øjensynligt ligger under for de førnævnte forskydninger og markedsgjorte krav, altså systemets logik, der i større og større grad vinder udbredelse i livsverdenen.
Bent Madsen opstiller et skema[67], som viser hvorledes socialpædagogiske diskurser har ændret sig fra behandling, til handling og sidst til forhandling.[68] Diskursens forhandling udspringer primært af den politiske og økonomiske ”modernisering af den offentlige sektor”, som Katrin Hjort i sin bog af samme titel, skitserer som decentralisering, mål- og rammestyring og kvalitets- og kompetenceudvikling.[69]
Sammenfattende for de tre diskurser kan man sige, at de alle er udtryk for, hvordan samfundet vælger og har valgt at forholde sig til og sætte ind overfor individer og grupper, som ikke er i stand til at leve op til de forventninger, som de pålægges af samfundet. Forventninger om at leve en tilværelse så nær det normale som muligt, under de sociale vilkår de stilles til rådighed.[70]
”Diskursen giver et svar, der bygger på bestemte teoretiske forståelser og interventionsmetoder, der anses for at være bedst egnede til at integrere og normalisere afvigende individer og grupper.”[71]
2.2.3. Den socialpædagogiske diskurs
Begrebet diskurs refererer ikke til én bestemt opfattelse, men er en måde sprog bruges på, bl.a. indenfor en social praksis. En italesættelse – en måde, at tale om og forstå verden på.[72] Sprog skal i denne sammenhæng forstås som et kommunikationsmiddel, hvis betydning er fastlagt før sproget selv. Betydningen er betinget af de mennesker, der har ”skabt” sproget – det vil sige socialt betinget. Dette betyder, at vi indenfor visse kulturer og sociale sammenhænge forbinder de samme ord med de samme fænomener, hvor diskursen indbefatter midlertidig fastfrysning af disses betydning.[73]
Diskurser beskrives i Bent Madsens[74] bog, ”Socialpædagogik”, ud fra en antagelse om at virkeligheden tilskrives mening gennem måden, som denne italesættes på, men også gennem anvendelsen af begreber, der tilskrives bestemte betydninger.[75]
Da diskursens fastlæggelse er betinget af den kultur og sociale sammenhænge, som den benyttes i, betyder det også at diskursen ikke er ens i alle kulturelle eller sociale sammenhænge. I socialpædagogisk sammenhæng betyder dette, at den måde hvorpå vi ser individer eller grupper af individer på, er fastlagt af den dertilhørende samfundsdiskurs. Altså i det socialpædagogiske arbejde, ud fra én diskurs, ikke nødvendigvis benytter sig af samme socialpædagogiske tiltag overfor individer eller grupper af disse. Diskursen er derfor med til at ”skabe” individer og grupper af individer, samt de socialpædagogiske tiltag overfor disse.[76] Det vil sige, at begrebet omsorg, som vi senere vil forsøge at forholde til Jürgen Habermas’ system og livsverden, tilskrives en bestemt betydning, alt efter konteksten.
Omsorg tilskrives traditionelt en mening, som består af mellemmenneskelig handling, som fordrer at man handler i forhold til det menneske, man yder sin omsorg over for.[77] Dette til forskel fra begrebet omsorg ifølge den socialpædagogiske diskurs, hvor omsorgen ikke nødvendigvis baseres på gensidighed i ydelserne.
Omsorgen som begreb, tillægges mening og italesættes ud fra forskellige måder at se verden på, og tilskrives derved en anden betydning.[78] En dynamisk proces, hvor den enkelte diskurs i dialog med de allerede etablerede diskurser forandrer sig.[79] Den dynamiske proces kommer til udtryk idet måden, hvorpå det socialpædagogiske arbejde italesættes.
På den ene side præger det socialpædagogiske arbejde den samfundsmæssige diskurs, og på den anden side præges den samfundsmæssige diskurs, af den socialpædagogiske diskurs.
Man kan på den baggrund udlede, at måden hvorpå socialpædagoger italesætter og handler i praksis, ikke nødvendigvis er i fuldstændig overensstemmelse med måden det socialpædagogiske felt defineres gennem love, bekendtgørelser og den offentlige debat.
Som Bourdieu beskriver det i sin praktikteori, kommer praksis før teori. Det gør den fordi den praktiske – og den teoretiske logik er modstridende. Dvs. at vi handler udfra personlig habitus og den socialpædagogiske diskurs før vi sætter teori på og at personlig habitus i handlingen til hver en tid vil komme før den politiske (teoretiske) målsætning for denne handling.[80]
De to kan forenes, men gør det over tid og da samfundet og mennesket som individ er i konstant udvikling, vil handlingen og teorien derom også være det.
Ud af dette kan vi udlede, at måden hvorpå socialpædagoger knytter teori eller dokumentation til en praksis, i forhold til en målsætning, ikke altid vil stemme overens, med den måde de i praksis udfører den på. Dette er også gældende for omsorgen.
For at sætte det i et tidsperspektiv, kan man også udlede at de ændringer der i teorien (Jf. Lov om Social Service) kom i 1998 ikke blev indlejret i praksis på samme tid. Dette vil tage en årrække. Derfor harmonerer den socialpædagogiske praksis på nuværende tidspunkt måske ikke med den politiske målsætning. Muligvis vil den harmonere om nogle år, men måske vil diskursen eller målsætningen til den tid have gennemgået forandringer, så disse aldrig kommer til at harmonere.
2.3. Delanalyse/ – Konklusion
Gennem de sidste 50 år, har ikke mindst samfundet, men i høj grad også vilkårene for mennesker med udviklingshæmning ændret sig. Vi har været inde på, hvorledes bestræbelserne på at gøre vilkårene, rettighederne og mulighederne for at leve et liv så nær det normale som muligt, startede som en modreaktion og senere blev til en målsætning. Hvorledes man har teoretiseret sig væk fra den oprindelige tanke og nu sidder tilbage med en diffus størrelse, som har lagt og lægger op til megen debat. En meget markant og vigtig diskussion, er diskussionen om livskvalitet. Der findes mange forskellige og ofte modsatrettede definitioner på, hvad et godt liv er. Men kan andre i virkeligheden være dommere over den subjektive oplevelsesværdi af verden? Vi mener ikke at livskvalitet kun handler om, hvilke valg der træffes, men også om, hvordan den enkelte har det med de valg, der træffes. Derved må eksperten på eget liv altså være subjektet. Det skitserer således et paradigmeskift der er og har været på vej i de sidste 50 år indenfor det socialpædagogiske område.
Vi har med Giddens, Habermas og Katrin Hjort forsøgt at give en karakteristik af disses teorier, og anskueliggjort hvorledes det nye virkefelt, som i den socialpædagogiske praksis, på flere punkter, besværliggøres af samfundsudviklingen.
Grunden til at vi ser praksis besværliggjort i denne sammenhæng, er primært at vi ud fra Giddens’ modernitet, ser en tendens til at de mellemmenneskelige relationer, for personer med udviklingshæmning, i højere grad er blevet socialpædagogernes ansvar. Samtidig med at man, som Katrin Hjort påpeger, markedsorienterer det socialpædagogiske felt, gives der mindre plads til netop disse mellemmenneskelige relationer.
Katrin Hjorts teorier konkretiserer på et eller andet plan Habermas’ teori om system og livsverden, som beskriver en praksis der primært består af kommunikative handlinger, som derfor må problematiseres, idet de markedsgjorte krav, karakteriserer systemets logik, der i større og større grad vinder udbredelse i livsverdenen. Vi ser en stor opgave, som ligger i, på den ene side at være loyal over for systemet og samtidig stimulere og sikre rummet for kommunikativ handlen. En socialpædagog siger i et af vores interviews, at man simpelthen ikke kan efterleve alle de krav (lovgivning), der bliver stillet.[81] Hun sagde at de selvfølgelig gjorde det i starten, af frygt for ”systemet”, men at de har fundet måder at omgås tingene, som tiden er gået, altså at måden hvorpå socialpædagoger italesætter og handler i praksis, ikke nødvendigvis er i fuldstændig overensstemmelse med måden det socialpædagogiske felt defineres udfra.
3.0. Den professionelle omsorg
”Omsorg og omsorgsarbejde er ikke det samme: Voksne friske mennesker føler behov for andres omsorg i mange forskellige situationer(…) Omsorg er ikke noget vi gør os fortjent til at få, eller noget vi får ud fra hvad vi kan gøre til gengæld.”[82]
3.1. Omsorg
Omsorg kan med andre ord karakteriseres som det at interessere sig -, bekymre sig -, eller at sørge for en anden. Altså en mellemmenneskelig handling, som fordrer at man handler i forhold til det menneske, man yder omsorg overfor. Behovet for omsorg er latent, og nærmest noget man har ret til at få dækket. Det fordrer at andre indfrier dette behov. Disse andre vil oftest være personer, vi er knyttet til gennem familie-, kærligheds- eller venskabsbånd. Traditionelt var det familien og lokalsamfundet, der havde ansvaret for at varetage omsorgen.[83]
Ofte bruges ordet omsorg i forbindelse med en menneskelig relation som ikke er gensidig. Det vil sige i situationer hvor den modtagende har særlige behov, som den ydende kan sørge for at opfylde, hvor udvekslingen ikke er direkte gensidig. Eksempelvis kan omsorg, i forhold til personer med udviklingshæmning, sjældent baseres på gensidighed i ydelserne. Behovene for omsorg dækkes derved af, at andre udfører noget for og med den enkelte. Også her betragtes omsorg som en potentiel kvalitet ved et møde mellem mennesker, men ikke som en selvfølge. Det er denne form for omsorg, der er omsorgsarbejde: den professionelle omsorg.[84]
Ansvaret for omsorgen, er i dag delt mellem familien og kommunen. Ved at se på Anthony Giddens’ modernitet og sammenholde det med teorien om system- og livsverden, kan man belyse, hvilken betydning det har for omsorgen, som basalt behov.[85] Nemlig at omsorgen i dag i modsætning til tidligere er placeret i systemverdenen og ikke livsverdenen og at omsorgen derfor i større grad er lagt ud til den socialpædagogiske praksis.[86]
Habermas har endnu et aspekt i sin teori, som han kalder systemets kolonisering af livsverdenen. Livsverdenen er som beskrevet bygget på forholdet mennesker imellem, såsom omsorgsrelationen. Det indbefatter det personlige netværk, egen behovsstyring og varebytning. Relationer som beror på etik, respekt og hensyntagen, i modsætning til systemets behov for profit. Vi finder livsverdenen i familien og mellem venner, hvor sociale og kulturelle behov organiseres i selvregulerende forhold. Det vil sige integrerede livssammenhænge, som kan overskues, stabile normer, traditioner osv.[87]
Begreber som ”adskillelse af tid og rum” og ”udlejring af sociale systemer”[88] beskriver netop, hvordan stabile normer og traditioner langsomt ophører med at eksistere. Dermed erstattes de kommunikative handlinger i højere grad af strategiske handlinger, idet den menneskelige adfærd i stigende omfang styres af penge og magt. Dette har stor betydning for den professionelle omsorg, da denne ligger implicit i den kommunikative handlen, men samtidig er en opgave for et felt som i stadig større grad overtages af den strategiske handlen – systemverdenen.
”En alvorlig følge af denne udvikling er, at mennesker nok integreres i systemet, men ikke i det sociale fællesskab, på baggrund af kulturelle normer. Derved opstår der brud i den samfundsmæssige integrationsproces, og symptomerne er identitetstab, motivationstab, orienteringstab og meningstab.”[89]
Den socialpædagogiske kerneopgave er at skabe rum for og understøtte den kommunikative handling. Dette besværliggøres, idet den samlede indsats har det tosidede mål, at skulle tilfredsstille systemets materielle reproduktion samtidig med at understøtte livsverdenens reproduktion. Altså arbejde udfra den enkelte brugers behov, men samtidig arbejde udfra en overordnet politisk målsætning. Dette kan man vælge at se sort og hvidt, men det påpeges at det bliver et problem, hvis man begrænser sig til én forståelse af, at den socialpædagogiske praksis udelukkende består af kommunikative, forståelsesorienterede handlinger, idet kommunikative handlinger, paradoksalt nok, også skal kunne trives i systemiske sammenhænge. Det skal den fordi social kontekst også er præget af systemets logikker som lovgrundlag etc.[90] Altså arbejder vi også udfra politiske og samfundsmæssige normer og værdier – diskurser. På denne måde er system – og livsverdenen og den strategiske – og kommunikative handlen uadskillelige.
Den socialpædagogiske kerneopgave må derfor strække sig udover det at skabe rum for – og understøtte den kommunikative handling, men også at sikre den.
Man kan altså sige, at omsorgen bliver professionaliseret/markedsgjort. Når omsorgsarbejde bliver professionelt/lønarbejde indenfor det offentlige, ændres relationen mellem omsorgsgiveren og modtageren. Den offentlige omsorg kan karakteriseres ved ikke at bygge på moralsk ansvar, men derimod på sociale rettigheder, som den enkelte har som samfundsborger, og gøres derved til et kontekstuelt og individuelt fænomen.[91]
Vi mener, at der kan opstå et dilemma i forhold til at skulle yde et professionelt stykke arbejde. For det første arbejder man ud fra en lovgivning og en række krav, for det andet skal man tage udgangspunkt i den enkelte, med dennes behov og rettigheder og for det tredje, kan man ikke se sig fri for sin egen habitus. Dette er alle faktorer der påvirker den måde, hvorpå omsorgen defineres. Det bliver derfor en hårfin balancegang, som skal opretholdes i forhold til omsorgen. Det er bl.a. én af årsagerne til handleplanerne, som skal medvirke til at målsætningen for den enkelte bruger udarbejdes i forhold til brugerens ønsker. Hvis ikke denne balance opretholdes, kan det direkte føre til omsorgssvigt, eller omsorgstvang.[92]
Omsorgen i det socialpædagogiske arbejde er, som det fremgår af ovenstående, meget kompleks. En række faktorer har afgørende indflydelse på, hvorledes omsorgen udmønter sig i praksis. Historiske og samfundsmæssige diskurser, juridiske målsætninger og rammer, kommunale, amtslige og institutionelle fortolkninger af disse rammer og målsætninger samt det konkrete møde mellem omsorgsgiveren og omsorgsmodtageren er af afgørende betydning. Det der imidlertid er interessant i denne sammenhæng, er mødet mellem omsorgsgiveren og omsorgsmodtageren, idet den måde omsorgen i praksis kommer til udtryk på, på mange måder er forudbestemt af den enkeltes habitus: Måden, hvorpå den enkelte tilskriver omsorgen mening og en forhåndsantagelse om, hvordan det gode liv leves.[93]
3.1.1. Etik i omsorgen
Det at yde omsorg har generelt en positiv lyd. Men hvis den omsorg der ydes, ikke er en omsorg som personen ønsker at modtage eller endnu værre, hvis denne ikke kan sige nej tak, til at modtage omsorgen, er der risiko for at modtageren krænkes og at socialpædagogen fremstår som krænker af modtagerens autonomi.
I mange tilfælde har udviklingshæmmede svært ved at ytre, hvad de ønsker af hjælp og omsorg fra socialpædagogen – i visse tilfælde er de måske slet ikke bevidste om, hvad det er de ønsker. Derfor handler omsorg i det socialpædagogiske arbejde ligeså meget om at definere indholdet og betydningen af omsorgen, som dét rent faktisk at yde den, hvilket kan være svært nok, hvis den udviklingshæmmede ikke selv er klar over dette.
Når nu det at yde professionel omsorg beror på forholdet mellem den udviklingshæmmede og dennes socialpædagoger, er der i høj grad grund til at være bevidst om at etik og moral er vigtige komponenter i arbejdet. Dette for ikke at forholdet skal belastes af misforståelser som senere vil være til følelsesmæssige eller korrumperende gener der igen vil sænke troværdigheden mellem parterne. For socialpædagogernes vedkommende kan der ligge mange og nøje overvejede motiver til grund for at udføre de daglige arbejdsrutiner, men hvis handlingerne beror på personlige ureflekterede handlinger og ikke kan retfærdiggøres indenfor rammerne, der enten i forhold til loven eller institutionens værdiggrundlag omkring etik og moral, er aftalt, er chancerne for overgreb tilstede. At handle etisk korrekt, kan fx være den betegnelse man bruger, når man omtaler den enkelte udviklingshæmmede. Fx som mennesker med udviklingshæmning og ikke et udviklingshæmmet menneske. Det at være et menneske, må altid tælle mest og derfor, med respekt nævnes først.
3.2. Delanalyse/ – Konklusion
Som vi påpeger i ovenstående, er der forskel på den professionelle omsorg, som ydes gennem et lønarbejderforhold og den omsorg som ydes af lyst gennem familie eller andre relationsforhold. Grundet systemets kolonisering af livsverdenen er en stor del af den omsorgsopgave som før lå i familien, altså livsverdenen, lagt over til en socialpædagogisk opgave i systemverdenen.
Det har betydning for omsorgen, at en stor del af denne nu er baseret på et lønarbejderforhold og ikke et lystforhold – altså den professionelle omsorg.
Den professionelle omsorg er som nævnt præget af flere aspekter.
Et er, at de kommunikative handlinger, som omsorgsarbejdet er knyttet til og som tilhører livsverdenen, nu er erstattet af strategiske handlinger. Dette mener vi og de interviewede socialpædagoger har stor betydning både for socialpædagogens praksis og arbejdsforhold, men også for de udviklingshæmmede, som gerne skulle nyde gavn af den professionelle omsorg.
Tidligere nævner vi den ændrede arbejdsopgave for socialpædagoger, som indbefatter større dokumentation og administrativt arbejde. Dette betyder mindre direkte relationsarbejde, hvilket vi mener i sidste ende går ud over det udviklingshæmmede. Et andet aspekt er det, at socialpædagogens indhold og definition af omsorgen er påvirket af forskellige ydre og indre ting, såsom: egen habitus, historiske og samfundsmæssige diskurser, juridiske målsætninger og rammer, kommunale, amtslige og institutionelle fortolkninger af rammer og målsætninger for omsorgen.
I forhold til sidst nævnte har vi erfaret vigtigheden af, både gennem læsning, egen praksiserfaring og samtale med de interviewede socialpædagoger, at socialpædagoger er bevidste omkring det etiske aspekt i omsorgsarbejdet. Da socialpædagogers omsorgsarbejde tager udgangspunkt i både den lovmæssige målsætning og de udviklingshæmmedes individuelle behov og samtidig er præget af egen habitus. Vi mener dette kræver en stor bevidsthed fra socialpædagogers side, så brugerne hele tiden holdes i centrum for målsætningen for omsorgen.
4.0. Det parallelle samfund
Som vi har skrevet, lever vi i et moderne samfund, hvor det kræves af den enkelte, at denne skal kunne fungere som et selvstændigt individ og tage ansvar for egne handlinger. Til gengæld er det også et samfund, hvor der lever ca. 36.000 mennesker med udviklingshæmning,[94] som i mange henseender ikke formår at opfylde disse krav. Den socialpædagogiske støtte i hverdagen er derfor nødvendig. Vi har tidligere været inde på, at den primære opgave må ligge i at skabe et rum, hvor kommunikativ handlen sikres.[95] Men er det overhovedet muligt, hvis man skal arbejde udfra en normaliseringstanke, som i dag dikterer integration og socialisering, uden at skabe en form for pseudoverden – ”Det parallelle samfund” Et samfund, hvor der selvfølgelig tages udgangspunkt i den diskursive virkelighed, som kræver selvstændighed, individualitet, ansvar for egne handlinger etc., men samtidig tager hensyn til at ikke alle har samme forudsætninger i mødet med denne virkelighed.
De interviewede socialpædagoger mente ligeledes, at det at skabe et parallelt samfund for de udviklingshæmmede, i virkeligheden er det mest optimale, if. t. at omgås og efterleve kravene og lovgivningen, men at det endnu ikke var gået op for de danske politikere. Socialpædagogerne så det som den eneste mulighed, hvis ikke de skulle tabe de udviklingshæmmede til udstødelse.[96]
4.1. Normalisering og integration
Siden udlægningen i 1980, har integration, normalisering og livskvalitet været nøglebegreber i socialpolitikken. De er uløseligt forbundet med bestræbelserne på at give mulighed for et liv så nær det normale som muligt, med integrationen som omdrejningspunktet for bestræbelserne.[97] Udflytningen fra totalinstitutionerne i 1980’erne, var altså et forsøg på at normalisere livsbetingelserne. Man forsøgte dette ved fysisk, at integrere gruppen af udviklingshæmmede i lokalsamfundet og dets aktiviteter. Man har dog måtte erkende at bestræbelserne langt fra lykkedes.[98]
” …hvis man sammenligner med hvordan det var i 90’erne, med ”så normalt som muligt” og det var virkelig forfærdeligt. Der skete det, at rigtig rigtig mange prøvede at bo i egen lejlighed og bofællesskaber i nogle år, og så fik vi en ordentlig flok tilbage igen på døgninstitution for det gik jo ikke. Så derfor har jeg det lidt… når man siger at leve en tilværelse så nær det normale som mulig…”[99]
I bogen ”Omvendt integration” skelnes der mellem 6 forskellige former for integration. Fysisk, funktionel, samfundsmæssig, administrativ, økonomisk og social integration.[100] Vi har for at gøre det mere overskueligt, valgt at samle de 6 forskellige former for integration i 2, med inspiration fra Bent Madsen[101]: fysisk og social integration, med udgangspunkt i karakteristika fra ovenstående 6 former. Den fysiske integration dækker over de første 5 nævnte og er indbegrebet af boligforhold, brugen af faciliteter og aktiviteter i lokalmiljøet, adgang til uddannelse, samme rettigheder som alle andre, økonomi, heri ret/pligt til egen indkomst og udgift på lige fod med andre, etc.
Den sociale integration består i interpersonelle relationer. Socialt integreret i lokalsamfundet betyder at de udviklingshæmmede, gives mulighed for/retten til egenhændigt, at skulle indgå i subjekt-subjekt forhold. Eksempelvis gode naboskaber og venner fra idrætsklubben.[102] Den sociale integration, foregår som tidligere nævnt i de arenaer, hvori Habermas’ kommunikative handlinger ligeledes trives.
Hvis man gør status over normaliseringsbestræbelserne, som de tager sig ud i dag, kan man sige, at man langt hen ad vejen er lykkedes i fysisk at integrere i lokalmiljøerne etc. Det vil sige at ud fra en ”parcelhusnormalitet”[103], hvor 100kvm bolig i almennyttige boligområder, synes at være den mest normale måde at leve sit liv, er det på sin vis lykkedes. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at det har ført til social integration. I mange tilfælde har det medført ensomhed og ringe social kontakt til naboer og lignende. Det kan der være flere grunde til, både manglende sociale kompetencer og afvisende forud antagelser – fordomsprofiler[104].[105]
Det tyder imidlertid på, at normalisering af livsbetingelser, ikke er tilstrækkeligt i forhold til, at skabe sig en tilværelse så nær det normale som muligt, i den betydning som formuleringen kommer til udtryk i dag.[106]
Problemet ligger måske i, at vi som Bengt Nirje advarede mod, har bevæget os mod at gøre det unormale normalt. Der vil da være tale om assimilation, hvor der forsøges at få det fremmede og anderledes til at forsvinde.[107] Ved assimilation forstås en proces, hvor det anderledes søges usynliggjort i en ensidig tilpasning – den måde flertallet lever deres liv på. Assimileringen vil i dette tilfælde tegne et billede af integrationsbestræbelserne som værende et middel til at opnå på forhånd, fastlagte mål – en normal tilværelse.
4.2. Fra klient til medborger
Sammen med normaliseringstanken er der opstået lovmæssige rettigheder som skal sikre at de udviklingshæmmede ikke udsættes for ”negativ” særbehandling[108]. Dette medfører at de udviklingshæmmede som tidligere havde status som nogle, vi skulle opdrage eller undervise til et normalt liv nu har fået medborgerstatus.[109] Dette indebærer at de udviklingshæmmede rent juridisk er sikret de samme rettigheder som andre danske borgere. Men at sikre de udviklingshæmmede rent juridisk, er ikke det samme som at ændre synet på de udviklingshæmmede, hvilket kun kan ske over tid.
Da totalinstitutionerne fandtes, blev de udviklingshæmmede kaldt for klienter og blev behandlet ligeså. Klientgørelse betyder at man tilpasses eller undertrykkes af de mennesker/det system, man er en del af. Dvs. der blev kigget på handicappet/sygdommen frem for mennesket og de behov denne har.
Pensionsreformen gjorde at klienten nu skulle være borger og administrere et ”normalt liv”, dvs. selv betale regninger og gøre de daglige indkøb osv. – fra ingen indflydelse til selv- og medbestemmelse.
Som borger kunne den udviklingshæmmede benytte sig af de offentlige tilbud såsom idrætsforeninger og aftensskoler, men at kunne administrere dette forudsatte at denne havde ressourcer såsom viden og handlekraft til at benytte sig af disse. Hvilket ofte ikke var tilfældet, hvorefter foreninger såsom SUKA[110] blev dannet.
Men stadig skal den handicappede igennem en diagnosticering, hvilket fører til klientgørelse, for at få tildelt de rette ydelser, som f.eks. at modtage pension. Hvor langt er vi så i virkeligheden nået? Og vil den handicappede nogensinde få ressourcer nok til at kunne administrere et normalt liv?
”… ikke en tilværelse så nær det normale som muligt for de er ikke normale.”[111]
Det at være borger betyder, at man er en del af samfundet og dettes fællesskab. Borgerskabet indebærer, at man har mulighederne for at handle politisk, at man er ligeværdig og ligestillet.[112]
I medborgerrollen ligger der en del krav. Krav om selvstændighed, omstillingsparathed, politiske holdninger osv., som den handicappede kan have svært ved at leve op til, da denne ikke har de ressourcer der skal til for at administrere disse ”opgaver”. Det vil sige, at de tildeles en status, som de ikke kan leve op til, hvilket fører til flere nederlag.[113]
De udviklingshæmmede lever i en todelt verden, hvor de på den ene side er en del af det ”normale samfund” og på den anden side det handicappede, hvor de ikke er i stand til at leve uden socialpædagogisk hjælp og støtte.[114] Dvs. at de er pålagt to svært forenelige og modsatrettede roller, der gør at de endnu engang bliver ramt af nederlag.[115]
Under alle tre interviews blev denne påstand bekræftet og en af socialpædagogerne sagde dette, om de krav der bliver stillet til den udviklingshæmmede:
”Man stiller nogle forventninger og krav som de ikke kan leve op til og det giver bare nederlag i stedet for kvalitet i deres liv. Så hver gang der bliver stillet krav der er for høje, får selvværdet et gok. Det kan godt være at de ikke mærker det, men så bliver de bare mere afhængige.”[116]
Som før nævnt er det svært for den udviklingshæmmede at mestre denne todelte verden, da man fra samfundets side har sat en label på dem, hvor der ses på handicappet frem for mennesket bag. Dette indebærer som oftest en social devaluering.[117]
Social devaluering betyder at der ses på det, den handicappede ikke kan. Dette kan føre til udvikling af lavt selvværd og selvagtelse, altså kan, hvis den handicappede tager den sociale devaluering på sig, dette betragtes som et ekstra handicap oveni det egentlige.[118]
Når man som udviklingshæmmet bliver udsat for social devaluering, kan det være svært at opretholde sin status som medborger, og de bliver derfor (igen) underlagt klientrollen.[119]
Fordomsprofiler, som nævnes i det forrige afsnit, er også en af de ting der skaber den sociale devaluering. Det er det der sker, når vi som mennesker har en negativ opfattelse af en anden person uden overhovedet at have mødt denne. Vi danner nogle meninger udfra antagelser om hvordan f.eks. udviklingshæmmede er og dømmer dem derudfra. Dette gør det igen svært for denne at blive en del af samfundet.[120]
4.2.1. Magt i den socialpædagogiske praksis
Der findes magt i alle menneskelige relationer, mellem mor og barn, imellem venner og ikke mindst i forholdet mellem socialpædagog og bruger.[121]
Når man er bruger i ordets forstand, har man brug for noget af nogle andre, dette sætter brugeren i et afhængighedsforhold, som når udviklingshæmmede ikke altid kan få hjælpen andre steder fra. I og med brugeren har brug for socialpædagogen til at klare dagligdags ting såsom tøjvask, rengøring, madlavning osv. skaber dette en asymmetrisk magtrelation, da det altid vil være brugeren der har brug for socialpædagogen for at fungere i det daglige.[122] (Jvf. afsnit 3.0.) Samtidig besidder socialpædagogen nogle magtredskaber i form af uddannelse, viden om lovgivning osv.
Det at modtage hjælp vil som regel betyde, at man står i gæld til den som yder hjælpen, men som udviklingshæmmet er det ikke muligt at betale tilbage, hvilket medfører fratagelse af værdighed – at have sin værdighed i behold er en vigtig del af det at have magt over eget liv og handlinger.[123]
Ifølge Søren Christensen og Poul Erik Daugaard Jensen[124] findes der fire forskellige magt dimensioner. Disse er; direkte -, indirekte -, bevidsthedskontrollerende – og strukturel magt.[125] Den direkte magt er den mest synlige; dér hvor nogen tager en beslutning på et andet menneskes vegne, som når socialpædagoger tager en beslutning uden om brugerne, omhandlende dem, fx. at det tøj brugeren har valgt at tage på, ikke er godt nok til anledningen og får denne til at skifte.
Den indirekte er, når vi som socialpædagoger sætter begrænsede valgmuligheder op for brugeren i en beslutningsproces, som når socialpædagogen giver brugeren nogle valgmuligheder som på forhånd er valgt af denne, for at undgå de valg som socialpædagogen ikke bryder sig om.
I den bevidsthedskontrollerende magt påvirkes brugerens forestilling om egne interesser. På denne måde kan valgene denne tager, fremstå som egne valg, men disse er i virkeligheden beskrivende for socialpædagogens ønsker for brugeren.
I den strukturelle magt er det vaner, normer, rutiner og regler som indirekte påvirker brugeren og dennes valg. Hvis man eksempelvis altid har spist kl.18 på bostedet, kan dette fremstå som brugerens udtrykte ønske, da denne har en forestilling om, at sådan gør man.[126]
Udover disse fire typer magt findes endnu én, som er på spil i relationen mellem bruger og socialpædagog – nemlig definitionsmagten. Modsat de fire første magttyper er denne en magt som vi aldrig vil slippe af med, men som altid vil spille ind i relationen mellem bruger og socialpædagog. Definitionsmagten har indflydelse på, hvordan den udviklingshæmmede ser sig selv som menneske og derigennem besidder socialpædagogen en magt over den udviklingshæmmedes selvbillede.[127]
”De udviklingshæmmede er meget afhængige af de reaktioner, de får fra deres omsorgspersoner, for at kunne opbygge et billede af, hvem de er, for at skabe sig selv, for deres egen selvagtelse. Den måde pædagogerne svarer på den udviklingshæmmede kommunikation, hvordan de sætter ord på hans handlinger og oplevelser, hvad de reagerer på og ikke – i disse processer ligger deres definitionsmagt. Denne magtposition kan bruges på måder, som fremmer den udviklingshæmmedes selvstændighed, tro på sig selv, respekt for sig selv og andre, men den kan også bruges på måder, der underminerer hans selvrespekt og selvstændighed.”[128]
Med andre ord kan definitionsmagten, hvis den ikke bruges i god sags tjeneste og med øje for den udviklingshæmmedes selvværd og integritet, være med til at fratage den udviklingshæmmede sin autonomi.
4.2.2. Autonomi og afhængighed
Ifølge Immanuel Kant[129] er mennesket et selvlovgivende væsen. Det vil sige at mennesket kun følger etiske love og principper, som det i kraft af at være et fornuftsvæsen, sætter for sig selv.[130] Det er dette Kant kalder for autonomi.
I den vestlige kultur ses det enkelte individs autonomi som en overordnet værdi.[131] Altså ses autonomi som øverste værdi i etikken, mens man ser på selvhjulpenhed som ideal for økonomi og arbejdsliv. Da afhængighed ses som en form for afmagt og derigennem mangel på eller fratagen af autonomi, sidestilles det derfor med mangel på overordnede værdier. Uafhængighed ses derfor som vores kulturs forbillede og sidestilles sågar med frihed.[132]
Paradoksalt nok er mennesket af natur et afhængigt væsen, hvilket indebærer at mennesket fra fødsel til død er afhængigt af andres omsorg. Nogle mere end andre. Så i en tid hvor autonomien sidestilles med frihed bliver afhængigheden negligeret, hvilket sætter de mere afhængige, såsom de udviklingshæmmede, i et dilemma.
”Så vi tager jo lidt deres frihed, men det er for at beskytte dem eller for at sikre dem. De kan jo ikke altid selv drage konsekvensen af, hvad der vil ske, når de laver nogle handlinger. Men der er jo det ved serviceloven, at man er lige på grænsen, for hvad må man og hvad må man ikke, for de skal jo have lov til stort set alt medmindre det er til fare for dem selv eller andre.”[133]
Derfor kan man sige at omsorg kun er moralsk og ansvarlig, når den gives med fuld respekt for modtagerens autonomi.[134] Altså i socialpædagogens tilfælde, at man i den grad det er muligt, lytter til den udviklingshæmmes ønsker og behov og derfra yder den omsorg som denne ønsker at modtage. Hvis ikke er det, er det autonomien forstået som selvbestemmelsesretten hos den udviklingshæmmede, socialpædagogen ikke respekterer.[135] Dette fordrer at socialpædagogen er bevidst om både de udviklingshæmmedes afhængighed af dem som hjælpere og som omsorgsgivere, men også at de er bevidste om og respekterer de udviklingshæmmedes autonomi.
”Udgangspunktet for omsorgen i et medborgerperspektiv er ikke… at den handicappede skal lære, således at kompetencen øges på de områder, hvor han er funktionshæmmet. Udgangspunktet er i stedet personens eget ønske om, hvordan hans liv skal udformes. Målet er at øge mulighederne for, at den handicappede kan leve det liv, han ønsker, frem for at bruge sine kræfter på at øge sine kompetencer på de områder, hvor samfundet finder det mest hensigtsmæssigt…”[136]
Med dette citat i baghovedet er det igen af stor betydning at socialpædagogen er bevidst omkring det, der ligger bag dennes handlinger i omsorgen. Altså at socialpædagogen fx er bevidst omkring egen habitus, så denne ikke bliver grundlaget for målsætningen vedrørende den enkelte bruger. Man kan komme udenom dette ved at benytte sig af nogle socialpædagogiske metoder til at klarlægge den udviklingshæmmedes normer og værdier og udfra disse, sætte en målsætning for den enkelte. Dette gøres eksempelvis via handleplaner, hvor den udviklingshæmmede kan være med til at tydeliggøre og planlægge egne behov for socialpædagogisk bistand.
Med udgangspunkt i regeringens målsætning må det være den enkelte socialpædagogs ansvar at målsætningen bliver fulgt, men med fokus på og udgangspunkt i respekten for den udviklingshæmmedes autonomi og afhængighed.
”Der er jo det ved Serviceloven at man er lige på grænsen for, hvad man må og hvad man ikke må, for de skal jo have lov til stort set alt medmindre det er til fare for dem selv eller andre.”[137]
Som en socialpædagog her beskriver det, kan det være svært altid at tage udgangspunkt i brugerens ønsker. Til tider mener vi, at vi ved bedre eller har nogle erfaringer i vores bagage, som vi mener, de kan drage nytte af, uden selv at erfare dem. I visse tilfælde mener vi oven i købet, at de ikke er i stand til at drage nytte af deres erfaringer, og at vi derfor skal skåne dem for disse. Men er det i overensstemmelse med Serviceloven og den udviklingshæmmedes autonomi? Nej det er det ikke, og det er mange socialpædagoger bevidste om. Flere socialpædagoger har udtalt, at de vælger at se gennem fingre med Serviceloven, da den ikke kan følges i praksis. Men hvorfor se gennem fingre med en lov som retssikrer de udviklingshæmmede og derigennem disses autonomi? Kan det være fordi Serviceloven har lagt rammer for det socialpædagogiske arbejde som retssikrer brugerne, men som ikke nødvendigvis sikrer den enkeltes livskvalitet? Måske handler det om at finde en balance mellem afhængigheden og autonomien.
Som det ser ud lige nu, lever vi i et samfund, hvor afhængigheden negligeres, og autonomien er i højsæde. Dette smitter af på rammesætningen omkring de udviklingshæmmede, men måske må vi erkende, at de udviklingshæmmede aldrig vil bliver uafhængige og at mange ikke er i stand til at benytte sig af deres autonomi. Så selv om samfundets udvikling har gjort meget godt for udviklingshæmmede, ved bl.a. at retssikre dem, har samfundstendenserne også gjort kårene værre for denne gruppe mennesker. Med dette menes samfundstendensen som tidligere nævnt vægter selvstændighed, uafhængighed og autonomi.
4.3. Delanalyse/ – Konklusion
Ovenstående skitserer, at det imidlertid tyder på, at normaliseringen af livsbetingelser ikke er tilstrækkelig i forhold til, at skabe sig en tilværelse så nær det normale som muligt, i den betydning som formuleringen kommer til udtryk i dag.
Som vi ser det, ligger problemet dels i samfundsholdningen og dels i regeringens positivistiske udgangspunkt. I at tillægge sig en positivistisk tilgang til handicapområdet, som ellers er præget af humanisme og bløde værdier.
På den anden side kan man sige, at lovgivningen, positivistisk eller ej, kan omgås, idet den gennemgår flere led, inden den konkret kommer til udtryk i hverdagen. Stadigvæk er det en svær balancegang, at guide og vejlede uden at omsorgstvinge og negligere den enkeltes rettigheder. I empirien siger en socialpædagog, at de dårligst stillede, er den gruppe, som er klar over, at de har rettigheder, da udviklingshæmmede ofte kan have svært ved at se konsekvenser af til- og fravalg.[138]
Vi skal selvfølgelig pointere, at denne retssikkerhed har medført, at de udviklingshæmmede nu har fået medborgerstatus. Vi må ikke glemme barrieren i samfundets holdning – den sociale devaluering. Dels er det vigtigt, at vi som socialpædagoger er opmærksomme på dette, dels at vi er opmærksomme på vores rolle i magtrelationen, men også at samfundet bliver opmærksomt på dette. Den assimilerende tendens, som vi ser, reducerer på mange måder deres medborgerstatus til klientstatus, idet de tilpasses eller undertrykkes af de mennesker/det system de er en del af.
Vi mener, at det er af stor betydning, at socialpædagogen er bevidst omkring egen habitus, så ikke den, men den udviklingshæmmedes subjektive oplevelsesværdi ligger til grund for definitionen i målsætningen – en relation med udgangspunkt i respekten, for balancen mellem den udviklingshæmmedes autonomi og afhængighed.
Vi lever i et samfund, hvor afhængigheden negligeres og autonomien er i højsæde, hvilket afspejler sig i rammesætningen omkring det, som de udviklingshæmmede stilles til rådighed.
Vi støtter selvfølgelig op om rettighedstiltagene, men må også erkende, at selvom samfundets udvikling har gjort meget godt for gruppen af udviklingshæmmede, har samme udvikling på andre punkter haft modsat effekt. Vi ser derfor det parallelle samfund, som en nødvendighed. Et parallelt samfund hvor kommunikative handlinger sikres, hvor afhængigheden ikke negligeres, hvor den enkelte ikke nødvendigvis stilles overfor en række uoverskuelige valg og hvor balancen mellem autonomi og afhængighed opretholdes.
5.0. Handleperspektiver
Vi synes, at vores opgave åbner for en del, heriblandt et fremtidsperspektiv, som dels stiller spørgsmålstegn ved de socialpædagoger som fungerer i praksis og dels ved pædagoguddannelsen – hvorvidt socialpædagoger er rustet til at varetage de opgaver, som de mødes med i praksis? Administrative opgaver, omsorgs- og relationskompetencer, viden om samfundsforhold, sundhedshensyn etc. Der stilles med andre ord store krav til kommende socialpædagoger!
Katrin Hjort gør i sin bog ”Modernisering af den offentlige sektor” rede for en undersøgelse hun har lavet. Undersøgelsen var en del-undersøgelse, som skulle afdække forholdet mellem, hvad de nyuddannede socialpædagoger lærte på uddannelsen, kontra hvilke kompetencer de skulle besidde, når de kom ud i praksis.[139] Undersøgelsen viste, at langt de fleste nyuddannede socialpædagoger ikke levede op til de krav, der mødte dem, når de kom ud i felten.
Det skal siges, at undersøgelsen er omkring 10 år gammel, så vi mener ikke, at det er et validt grundlag at konkludere udfra, men undersøgelsens formål mener vi bestemt indeholder nogle elementer, som kunne bruges til en mere moderne udgave.
Vi mener, at vi kunne komme langt med implementering af diverse strategier – eksempelvis recovery, empowerment[140] og Marte Meo[141], der alle bygger på at fremme den enkelte eller gruppens udviklingsmuligheder, samspil og kommunikative kompetencer, for at varetage hele eller dele af deres fysiske og psykiske liv.
Metoderne går alle ud på at anerkende, forstå og tage udgangspunkt i personernes styrker og fremme det næste trin – den nærmeste udviklingszone.
Under indsamlingen af vores empiri, er vores antagelser om det liv, de udviklingshæmmede lever blevet bekræftet – de lever i det, som vi har valgt at kalde det parallelle samfund, der for manges vedkommende nok er det tætteste de kommer på at få en tilværelse så nær det normale som muligt.
Når det så er sagt, ser vi, udfra en empowerment tanke, en mulighed i, at der fra samfundets og erhvervslivets side, indtænkes, at virksomheder kan påtage sig deres del af det sociale ansvar. Det kan ske, ved at udlægge dele af den produktion, som kan varetages på de beskyttede værksteder. Vi ser det som en handlemulighed, idet den gerning de udviklingshæmmede i dagligdagen skal varetage, får et værdigt indhold, giver mening og til slut giver dem en plads i den produktion, der holder hjulene i gang. Vi ser allerede tendenserne så småt, men vi ser til gengæld også mange sidde i en slags beskæftigelsesterapi.
Et par eksempler fra erhvervslivet, er eksempler fra GrundFoss eller Ikea, hvor der i dag er ansat udviklingshæmmede til at varetage forskellige opgaver og hvor de arbejder sammen med ikke udviklingshæmmede. Udover empowerment, ser vi det som en metode til omvendt integration, idet begge grupper kommer i berøring med hinanden. Derved får begge mulighed for, at danne sociale fællesskaber udenfor de berøringsflader, der normalt ses for udviklingshæmmede.
Den omvendte integration stammer fra en tanke om, at man forholder sig til hinanden. Det er imidlertid svært i dét samfund, som vi tidligere har beskrevet – et samfund som primært er rettet mod funktionalitet.
Den omvendte integration, vil altså bestå i en dialektisk proces, hvor to eller flere forståelser skal nå frem til en fælles. En fælles forståelse og dermed en forholden sig til hinanden.
Vi mener at jo større kendskab mennesker uden udviklingshæmning, får til mennesker med udviklingshæmning, des mindre berøringsangst og jo større mulighed for social integration, begge veje. På den anden side kan vi også se, hvorledes det tilnærmelsesvis tager karakter af en utopi. Vi har i opgaven gjort rede for en række faktorer, som besværliggør denne proces. Der skal med andre ord ske en total holdningsændring, såvel på samfundsplan, som på individplan.
Det er ikke kun på arbejdsmarkedet vi ser en mulighed for omvendt integration. Vi ser det også medtænkt i de nærmiljøer, der udgør de udviklingshæmmedes livsverden, i idrætsforeninger, i dagtilbud og i skoler, at der som tidligere var frivillige med socialt engagement og overskud til at være noget for andre, der kunne fungere som ledsagere og sociale relationer for udviklingshæmmede.
Vi ser det både som et perspektiv og en handlemulighed, at der på bosteder for udviklingshæmmede etableres brugerråd med deltagelse af beboere, socialpædagoger, repræsentanter fra beboernes sociale netværk, fra kommunen og foreningen LEV. Ikke sådan at alle skal deltage i alle møder, men at der én til to gange om året kunne afholdes møder, hvor eventuelle større uoverensstemmelser eller beslutninger kan drøftes. Deltagelsen af de ”eksterne ” deltagere mener vi vil være med til at sikre et etisk niveau omkring overholdelse af indgåede aftaler, og at beboerne bliver hørt med den rette forståelse og respekt. Vi mener, at det er gavnligt for det faglige niveau, at der fra kommunal side er føling med, hvad der rør sig på institutionerne. Ligesom det for socialpædagogerne kan være spændende at få evalueret deres daglige praksis fra brugernes vinkel, en slags tilfredshedsundersøgelse.
Som en del af den fremtidige arbejdsopgave, ser vi en mulighed i, at der oprettes projekter for udviklingshæmmede, hvor en form for uddannelse i både praktiske og sociale færdigheder blev en mulighed. At socialpædagogerne blev efteruddannet i metoderne, som tidligere anført, omkring recovery- og empowermentstrategier. Dette virker fremmende på forståelsen, bruger og socialpædagog imellem, sådan at socialpædagogerne, omkring udviklingshæmmede, bliver bedre til at tilsidesætte egne potentialer og i højere grad hjælper den udviklingshæmmede med at fremme deres. Således at der i højere grad er mulighed for, at denne udvikler en egen identitet og handlekompetence.
Endelig, at regeringen ud over at udvikle kompensationsstrategier for brugernes manglende fysiske formåen også tager fat på den psykiske og sociale del. For som vi ser det, er integrationen på det fysiske plan kommet langt, men på det sociale er der lang vej endnu.
Normalisering betyder som nævnt at gøre betingelserne for mennersker med udviklingshæmnings bolig-, undervisnings-, arbejds- og fritidssituation så ”normal” som muligt. Altså, at give dem de samme menneskelige rettigheder som alle andre borgere. Grundlæggende en god tanke, som vi ser det, men vi mener til gengæld at den meget positivistiske, og demokratiserende tilgang vi har i Danmark, også kan udmunde i en række barrierer.
Eksempelvis kan vi tage hul på regeringens kompensationsstrategier, som eksempelvis gør det muligt at opretholde en bolig-, undervisnings-, arbejds- og fritidssituation så ”normal” som muligt. Barriererne opstår, hvis man blot nøjes med, men ikke også skeler til andre end den positivistiske indgangsvinkel; den funktions-, produkt- og profitorienterede. Det mener vi fordi, at man kan kompensere nok så meget. Hvis kompensationen eksempelvis består af transport til og fra en given aktivitet og tilværelsen derudover består i at bo i egen lejlighed i et anvist boligområde, hvor den udviklingshæmmede ikke er garanteret en social status af betydning, er man lige vidt. Manglende social status er nemlig ikke befordrende for hverken den videre integration eller udvikling. Der er overhængende risiko for klientgørelse, stigmatisering og udstødelse.
Ydermere kan man sige, at hvis man skal ind og kompensere for et handicap, bliver man nødt til at tage udgangspunkt i dette, altså handicappet. At tage udgangspunkt i handicappet er ligeledes en karakteristika fra klientbegrebet. Vi mener derfor, som vi tidligere skrev, at vi bliver nødt til at have en bredere tilgang til denne gruppe af mennesker. En bred tilgang, hvor der ikke tages udgangspunkt i handicappet, men i mennesket bag og den samfundsmæssige kontekst, som denne indgår i.
6.0. Konklusion
Under indsamlingen af vores empiri, er vores antagelser om de udviklingshæmmedes liv, blevet bekræftet; de lever i noget der kunne ligne et parallelt samfund, der for manges vedkommende nok er det tætteste de kommer på at få en tilværelse så nær det normale som muligt.
Ud fra det problem og de antagelser vi indledte opgaven med at skitsere, kan vi her konkludere, at vi ikke alene gennem den teori vi har orienteret os i, og den empiri vi har foretaget, har fået bekræftet, at det skaber væsentlige og store problemer at normaliseringstanken, og den derudaf formulerede lovgivning, i mange henseender ikke stemmer overens med brugerens behov og formåen.
Hvis vi ser på Servicelovens krav og hvordan det er muligt at efterleve disse i den daglige praksis, fordrer det at man arbejder udfra en slags selvregulerende pædagogik, hvor man bliver nødt til at gå ind og gradbøje Servicelovens krav for at disse kan fungere i den daglige praksis. Under vores interviews udtrykte socialpædagogerne flere gange, at det var deres mulighed for at skabe den bedst mulige tilværelse for brugerne. Det kan jo virke paradoksalt, når nu Serviceloven har til formål, at sikre de udviklingshæmmedes selv- og medbestemmelse, at mulighederne er bedst når man vælger at se bort fra den. I virkeligheden betyder det vel, at den stadig fungerer mere på det formelle plan end på det reelle plan.
Da lovgivningen og derigennem retningslinjerne og rammerne for de udviklingshæmmede defineres udfra en tid og en samfundsdiskurs der, som den ser ud på nuværende tidspunkt, ikke gavner de udviklingshæmmede, er der mange aspekter som herigennem påvirkes.
Skal de udviklingshæmmede komme til at leve et liv så nær det normale som muligt, kræver det at rammerne og de muligheder de får stillet til rådighed, stemmer overens med de udviklingshæmmedes behov og formåen. For at dette skal blive muligt, kræver det at samfundsholdningen grundlæggende ændres. Som det ser ud i dag stemmer samfundets grundlæggende værdier ikke altid overens med de udviklingshæmmedes egentlige formåen, samtidig med at begreber som uafhængighed og holdninger, som er præget af fordomsprofiler, endnu engang devaluerer og på sin vis stigmatiserer gruppen af mennesker med udviklingshæmning.
Hvis vi skal nå frem til integration af de udviklingshæmmede, kræver det at synet på dem ændres i en grad, så disse ikke ses på som ”unormale” og anderledes. Integrationen må nødvendigvis gå begge veje. Ellers bliver det en tilpasning og ikke integration i den forstand, der tiltænkes. Der bliver da tale om en assimilation, som vi skriver i opgaven, hvor det anderledes søges usynliggjort i en ensidig tilpasning – den måde flertallet lever deres liv på.
På grund af disse aspekter, er der på nuværende tidspunkt fare for, at de udviklingshæmmedes status som borgere, ender med blot at være en floskel og reelt kun et pænere ord for klient. Dette pga. den drejning som samfundets værdier er i gang med, som ikke tager hensyn til grupper såsom de udviklingshæmmede.
Derfor mener vi at kunne konkludere at, som samfundsdiskursen, lovgivningen, og i det hele taget normerne og værdierne ser ud i dag, er de udviklingshæmmede bedre stillet med at leve deres liv i den såkaldte parallelle verden, hvor der tages hensyn til deres handicap, med udgangspunkt i mennesket og hvor afhængighed er et af livets uundgåelige aspekter.
Vi skriver i opgaven, hvorledes Katrin Hjort, som konkretiserer Habermas’ teori om system og livsverden, problematiser, at de markedsgjorte krav – systemets logik, i større og større grad vinder udbredelse i livsverdenen. Vi mener, at der er en stor socialpædagogisk opgave i, på den ene side at være loyal over for systemet og samtidig stimulere og sikre rummet for kommunikativ handlen. At skabe et parallelt samfund, ser vi altså som måden at skabe og sikre dette rum for den kommunikative handlen.
Da vi nu mener, at det parallelle samfund vil være det mest optimale for de udviklingshæmmede, fordrer dette en meget stor bevidsthed fra socialpædagogernes side. En bevidsthed om at vi, hvis vi skaber et parallelt samfund, som socialpædagoger er nødsaget til, i endnu større grad end nu, at være bevidste om aspekter som samfundets diskurs og egen habitus. Samtidig med dette er magten også et aspekt som socialpædagogerne ikke må negligere betydningen af. At vi er bevidste om vores besiddelse af magt overfor denne gruppe af mennesker. Specielt definitionsmagten er en faktor som kan spille ind i dannelsen af dette parallelle samfund. Det er vigtigt at vi er bevidste omkring vores påvirkning af disse mennesker. Dette for at det parallelle samfund ikke blot overtager vores samfunds normer og værdier. Men derimod, at de udviklingshæmmede kan være rammesættende for dette – deres samfund. Det kræver igen en stor faglighed og større metodeudvikling til, at klarlægge den enkelte brugers behov, ønsker, normer og værdier.
Det kræver dog også en bevidsthed om at dette samfund bliver dannet, og at vi derigennem beskytter dem og måske udelukker dem fra den sociale integration. Så er det parallelle samfund på sigt det vi burde bestræbe os på? Vi kan derfor også konkludere at vi som pædagoger faktisk sættes i et dilemma. Et dilemma hvor vi bliver nødt til at omgås ”reglerne”, i en grad, så de i virkeligheden mister deres betydning. Det tyder imidlertid ikke på, i vores empiriske materiale, at socialpædagogerne lader sig berøre af dette, at de føler dilemmaet vi antog, men det kan også være fordi, at de i så lang tid har måttet regulere hverdagen for brugerens ve og vel. Man kunne ligeledes have en antagelse om at deres faglige stolthed kunne få et knæk, men det havde den altså ikke. Derfor kan man tale om at den pædagogiske verden herved i virkeligheden beviser, og gør sig fortjent til, at denne skulle have ekspertstatus.
7.0. Litteraturliste
7.1. Primær litteratur
•Andersen, Heine og Kaspersen, Lars bo – ”Klassisk og moderne samfundsteori”, Hans Reitzels Forlag 2. reviderede udgave, 4. oplag 2003 (Del 3)
•Andersen, Ib – ”Den skinbarlige virkelighed”, Forlaget samfundslitteratur 2. udgave, 2. oplag 2003 (Kap. 8-9)
•Bengtsson, Steen – ”Princip og virkelighed”, Socialforskningsinstituttet 2005 (Kap. 3)
•Faureholm, Jytte – ”Fra livstidsklient til medborger”, Munksgaard-Rosinante 1996 (Kap. 1)
•Hansen, Bjarne Gorm mfl. – ”Voksenliv og læreprocesser i det moderne samfund”, Forlaget Munksgaard 1. udgave 2. oplag 1998 (Kap. 5+6)
•Henriksen, Jan-Olav og Vetlesen, Arne Johan – ”Omsorgens etik”, Nordisk Forlag 2000 (Kap. 1)
•Hjort, Katrin – ”Modernisering af den offentlige sektor”, Roskilde Universitetsforlag 2002 (Kap. 2)
•Holm, Per og Holst, Jesper m.fl. – ”Liv og kvalitet i omsorg og pædagogik”, Forlaget Systime 1. udgave, 7. oplag 2002 (Kap. 1 afsnit 1 og Kap. 2 afsnit 1)
•Krogstrup, Hanne Kathrine – ”Det handicappede samfund”, Forlaget Systime 1. udgave, 4. oplag 2004
•Kvale, Steiner – ”Interview”, Hans Reitzels Forlag 1997 (Kap. 6-7)
•Madsen, Bent – ”Socialpædagogik og samfundsforvandling”, Hans Reitzels Forlag 1. udgave, 12. oplag 2004 (Kap. 2-3)
•Madsen, Bent – ”Socialpædagogik”, Hans Reitzels Forlag 2005 (Kap. 2)
•Møgelmose, Karin – ”Omvendt integration”, Formidlingscenter Øst 1999 (Indledning, Kap. 1-2)
•Mørch, Susanne Idun – ”Den pædagogiske kultur”, Systime 1. udgave, 6. oplag 2005 (Kap. 1+16)
•Olesen, Søren Gytz – ”Pædagogiske praktikker”, Forlaget PUC 2000 (Kap. 2+9)
•Olesen, Søren Gytz og Pedersen, Peter Møller – ”Pædagogik i sociologisk perspektiv”, Forlaget PUC 1. udgave, 2. oplag 2003 (Kap. 7+9)
•Schwartz, Ida – ”Livsværdier og ny faglighed”, Semi-forlaget 2001
•Sørensen, Ditte – ”Omsorgskonstruktioner”, Systime Academic 2005
•Sørensen, Peter Westergaard – ”Jeg er OK som jeg er”, Forlaget Udvikling 2003 (Indledning, Kap. 1-2)
7.2. Sekundær litteratur
•Becker-Kristensen, Kristian – ”Politikkens Nudansk Ordbog med etymologi”, Politikkens Forlag a/s 2. udgave, 2. oplag 2001
•Hansen, Hans Christian – ”De glemte”, Forlaget Udvikling 2002
•Hansen, Mogens og Thomsen, Poul og Varming, Ole – ”Psykologisk pædagogisk ordbog”, Nordisk Forlag 12. udgave 1999
7.3. Websider
•www.oligo.dk
•http://www.handivid.dk/subpages/Idraet/konferenceoplaeg-birgit.html#_ftnref8
•www.handivid.dk/subpages/Idraet/konferenceoplaeg-birgit.html
•http://www.social.dk/tvaergaaende_indgange/lovgivning/Forskrifter_i_fuld_tekst/Love/Lov_om_social_service.html#Kapitel%201
•http://www.galathea-explorer.dk/artikler/default.asp?cid=11886
•http://www.lev.dk/index.php?id=52
•http://www.drachmannbornholm.dk/Det_Kan_Nytte/Det%20kan%20nytte.htm#Referencerammen
•http://www.sl.dk/home/Socialp%C3%A6dagogen/Arkiv/2005/2005-16/S%C3%A6rforsorgen%20-%20Medborgerskabets%20tid%20-%202005.aspx
•http://www.ruc.dk/inst10/om_inst10/personale/VIP/kh/
•http://www.socsci.auc.dk/~hannek/cv.htm
•http://www.laereplan.info/artkler/bent_madsen
•http://www.leksikon.org/art.php?n=1952
•www.psykosyntese.dk/0-41/
•http://www.lev.dk/index.php?id=17
•http://www.forlagetsl.dk/Visning_af_titel.242.0.html?&cHash=2ee046c43a&ean=9788759309247