Socialpraktikrapport

Min socialpraktik

Af Aron Rösling, 8. kl. Bernadotteskolen

(Aron og David, begge fra 8. kl. på Bernadotteskolen, var i socialpraktik hele januar måned 2011 på Idrætsskolen. Dette er deres egen rapport fra opholdet)

Indholdsfortegnelse

Indledning…………………………………………………………………….. 3

Idrætsskolen………………………………………………………………….. 3

Hverdagen på idrætsskolen……………………………………………… 3

Interview med medarbejder…………………………………………….. 6

Beskrivelse af en af eleverne…………………………………………… 7

Hvordan der arbejdes på Idrætsskolen………………………………. 8

Uddrag fra min dagbog………………………………………………….. 9

Min første dag………………………………………………………………. 9

Min første grundtræningsdag………………………………………….. 9

Min sidste dag……………………………………………………………. 10

Mig selv……………………………………………………………………. 11

Evaluering………………………………………….………………11

Indledning

Jeg var så forbandet heldig at få en praktikplads på Idrætsskolen for udviklingshæmmede sammen med David. Jeg tror selv at jeg var i praktik på det bedste sted man kan forestille sig, som David sagde: ”hvis jeg prøver at forstille mig hvordan det skulle være bedre, bliver det bare dårligere”. På idrætsskolen fik jeg bevæget mig hver dag, jeg fik varm mad hver dag, og i det hele taget er var der en varm og imødekommende stemning.

Idrætsskolen

Idrætsskolen ligger bagerst i Grøndal Centret i nordvest kvarteret. Grøndal centret er det gamle Bella center, der nu er et kæmpestort idræt og motionscenter. Det ligner en kedelig lagerhal udenpå men indeni er det meget smukt. Der er højt til loftet og eksotiske slyngplanter op ad væggene i mellemgangene til de utallige haller. Idrætsskolens lokaler ligger på første sal med udsigt over de udendørs fodboldbaner. Skolen har ikke egne idrætslokaller, de bruger bare Grøndal centrets haller, der sjældent er optagede i skoletiden. Skolen er for voksne udviklingshæmmede, men der er ikke noget aldersloft. I øjeblikket er skolens ældste elev 64. Et skoleforløb varer et år, men mange af eleverne søger ind til et år mere. Skolen drives privat og der er 38-39 elevpladser. Pladserne bliver købt af Frederiksberg kommune, Københavns kommune og Region Hovedstaden. Udviklingshæmmede søger ind gennem deres kommune eller region. Chefen på skolen hedder Søren Stenkilde, det var ham der startede skolen i 1994. Der er ansat én sekretær og syv lærere. Desuden er der også to elever, der er blevet ansat efter at have gået på skolen. De vasker tøj og laver mad. De bliver betalt med en symbolsk timeløn (de får jo statsstøtte på grund af deres handicap). Arbejdstiden er 9-14 plus to personale møder om ugen, der varer to timer hver.

Hverdagen på idrætsskolen

En dag på idrætsskolen startede med at jeg mødte op klokken ni ligesom alle andre elever og lærere, udover den lærer der åbner skolen, og sørger for at de elever der bliver kørt med privatbus, kommer sikkert fra bussen til skolen. Fra klokken ni har elleverne en halv time til at klæde om til deres idrætstøj. På idrætsskolen foregår alt i elevernes tempo. Derfor gjorde det heller ikke noget hvis jeg kom en smule for sent, bare jeg var der inden morgenmødet, som startede tyve over ni. Morgenmødet er et hurtigt møde for personalet, hvor det hurtigt bliver gennemgået, om der er nogle elever der er fraværende og andre småting. Efter det hurtige morgenmøde er der morgensamling i idrætsskolens kantine. Morgensamlingen starter altid med at der bliver sunget en sang. Det er den samme sang hver morgen en uge ad gangen, så eleverne kan nå at lære den at kende. Bagefter spørger Søren (chefen) om der er nogen af eleverne der har noget de vil sige, mens alle er samlede. Det er der altid, men fordi det er udviklingshæmmede, er det tit lidt irrelevante ting; som for eksempel da de alle sammen havde været til midtvejssamtale (det er det samme som konsultationer), ville halvdelen af eleverne sige at de havde været det, selvom man skulle tro, at alle vidste at alle havde været det. Bagefter blev dagens skema gennemgået, langsomt, tydeligt og med tegnsprog, til de elever der havde høreproblemer (det er meget almindeligt for udviklingshæmmede at have høreskader). Bagefter gik eleverne og deres lærere ud til deres hold. Mens jeg var der var holdene sundhed og ernæring, håndbold og kropsteater. Holdene havde kørt to uger inden ferien og fortsatte til februar. Der er altid mellem tre og fire hold, og forløbene plejer at vare mellem tre og fem uger (det forløb der kørte mens jeg var praktikant varede seks uger, fordi der var åbent hus om torsdagen i den sidste uge; så det ville være dumt hvis der skulle være besøg, lige efter eleverne var startet på noget nyt). Jeg var blevet sat på kropsteater, som er teater undervisning med fokus på kropssprog. Det vil sige at jeg var på hold med de samme elever og lærere, fra ti til kvart over elleve, og efter pausen fra kvart i tolv til et hver dag undtagen grundtræningsdagen om onsdagen. Holdet brugte Grøndal Centrets fægtesal til undervisningen. Om morgenen på kropsteater holdet startede vi altid med en meget simpel opvarmning, der gik ud på at lærerne på holdet (det vil sige Jeppe Tina og Jette) eller jeg havde noget musik med, som vi satte på en ghettoblaster, så skulle eleverne gå rundt i takt til musikken. Jeg havde regnet med at de ville have svært ved det, men alle eleverne (selv dem der var meget handikappede), kunne sagtens gå i takt til musikken uden problemer. Så fandt lærerne og jeg på lidt forskelige ting alle skulle gøre s f.eks.: gå som en robot, gå som en soldat, som Charlie Chaplin, se stresset ud mens du farer rundt, se forelsket ud etc. Alt hvad der kan få eleverne til at udfolde deres kropssprog. Det skal siges at måden der blev undervist på til kropsteater, gik meget ud på at eleverne skulle inspireres af os; så alt hvad de skulle gøre gjorde vi også. Efter opvarmningen fortsatte vi med kropssprogs øvelser. Det var meget forskelligt hvor svært eleverne havde det med øvelserne. Jack som var super god til at tale og både interesserede sig for sport og politik havde meget svært ved det, svært på den måde, at han ikke rigtig kunne forestille sig hvordan det han gjorde så ud. Selda som ikke har noget sprog havde meget let ved det. Hun kan forstå det meste, men ikke selv tale. Rigtig mange af eleverne, havde svært ved at holde masken. Hvis bare der var noget der virkede det mindste fjollet eller komisk, kunne de begynde at grine. Selvom de havde fået at vide, at alle skulle være helt stille. På det område var der dog en tydelig udvikling, næsten alle blev bedre til det efter et par uger. En af øvelserne eller nærmere legene blev kaldt ”myretuen”. Det gik ud på at alle skulle gå lydløst rundt mellem hinanden i en klump, som i en myretue. Når der var en der stoppede med at gå, skulle alle stoppe, og når der så var en der startede på en ny gangart (samme slags gangarter som i opvarmningen), skulle alle gøre det samme som personen. Den leg brugte vi rigtig meget, meningen med den er at få eleverne til at samarbejde og være opmærksomme. Vi brugte også ”gæt og grimasser” og en øvelse hvor der blev delt to hold. I holdene skulle eleverne selv aftale, hvordan man viste forskellige følelser, som lærerne gav dem. Derefter skulle alle gå rundt mellem hinanden, og så skulle eleverne gætte, hvad de andre havde prøvet at vise. Men det store projekt på holdet, var at vi skulle lave en forestilling som resten af skolen skulle se. Efter den første time, var der pause. Eleverne holdt pause i elevrummet og lærerne på læreværelset lige ved siden af. Der var altid brød og frugt til både eleverne og lærerne i pausen. Jeg og David blev opfordret af Jeppe til at holde pausen med eleverne, så vi kunne lære eleverne bedre at kende. Det var en hamrende god ide. Efter den første uge kunne vi begge alle navnene, og de var alle sammen fantastiske at være sammen med (både eleverne og deres navne). Vi spillede som regel bordfodbold med dem i pausen. Nogle af dem var meget dygtige til det, og vi fik jævnligt bank af Tom Teddy, Klaus og Anders. I den anden time lavede vi det samme som i den første time, ud over at vi plejede at slutte af med afspænding. Det vil sige at alle eleverne lagde sig på hver sin yoga måtte, og så skulle de bare ligge og slappe af, mens Tina talte beroligende om hvad vi havde lavet den dag. Klokken et gik eleverne i bad og klædte om til deres hverdagstøj. Det havde de en halv time til. Klokken halv et var der frokost, det var altid varm og sund mad. Mange af eleverne har problemer med deres vægt, og det er også et vigtigt formål for idrætsskolen at hjælpe udviklingshæmmede med at tabe sig. Efter maden tog eleverne videre. De gik næsten alle sammen på en eller anden form for fritidsklub, nogle blev kørt i privatbus og andre kunne finde vejen selv.

Interview med medarbejder

Jeg har interviewet Jeppe, som er idrætslærer på idrætsskolen for udviklingshæmmede. Jeg har haft fornøjelsen at arbejde sammen med ham til hverdag på kropsteater. Jeppe blev ansat i august 2007, hvilket vil sige at det er hans fjerde år som lærer, han er i gang med nu. Inden han blev ansat, var han vikar på skolen i et par år. Jeppe er uddannet folkeskolelærer på Blågård seminariet med historie, dansk og idræt som linjefag. Alle lærerne på skolen er uddannede lærere og ikke pædagoger. Det er noget af det der karakteriserer idrætsskolen; at lærerne er idrætslærere og ikke pædagoger, men selvfølgelig er pædagogik en vigtig del af deres arbejde. Jeppe startede med at være vikar på skolen, mens han gik på seminar. Da han var færdig uddannet arbejdede han på en skole i Holte, indtil der var en ledig stilling på idrætsskolen. Dan søgte han og fik. Inden han startede som vikar på idrætsskolen, havde Jeppe allerede erfaring med handikappede; han havde en handikappet pige i aflastning i sin fritid sammen med sin kæreste. Det vil sige at han passede hende i weekender og på aftalte dage. Det gør han ikke længere, nu har han sine egne to børn at bruge sin fritid på. Når jeg spørger til Jeppes erfaring med idræt, kommer der et langt svar, han siger at han altid har dyrket rigtig meget forskellig idræt. Som ung spillede han badminton, håndbold, fodbold, tennis og i det hele taget meget boldspil. Senere hen begyndte han at fokusere mere på løb og cykling, men lige for øjeblikket er Jeppes store lidenskab crossfit, som han også underviser i i Crossfit Copenhagen. Jeg spørger Jeppe hvad motivationen er for at arbejde sådan et sted som her, han svarer: ”Først og fremmest er det det at arbejde med mennesker, så er det også at acceptere og nyde, at der ikke er to dage der er ens. Og så skal man se udfordringerne og det spændende i at man udvikler sig sammen; det er ikke kun eleverne der udvikler sig, men også underviseren. Det går sådan to veje, og hvis man kan se mulighederne og det udfordrende i det, så tror jeg grundlæggende, man har motivation for at arbejde sådan et sted som her og generelt arbejde med mennesker. Jeppe siger at meningen med idrætsskolen i forhold til de udviklingshæmmede, er at de skal have et sted hvor de kan komme ud og møde nye mennesker på et ligeværdigt plan. Og først og fremmest at de elever der måske er vant til en meget firkantet hverdag, og måske er vant til at arbejde på beskyttede værksteder, kan blive udfordret og prøve noget nyt. Når de så mødes og kommer med nogle forskellige kvaliteter, sker der noget nyt for eleverne. Udover det mener Jeppe at idræt generelt, sætter positiv energi i omløb, uanset om man er udviklingshæmmet eller normalt begavet. Jeg spørger Jeppe om han kan fortælle en god, spændende eller speciel oplevelse, han har haft, mens han været ansat på idrætsskolen. Han siger at der har været mange gode oplevelser, men hvis han specielt skal fremhæve en oplevelse, så er det her for nylig, hvor skolen var på studietur i Sverige og blandt andet skulle segle i canadiske kæmpekanoer, med plads til seksten mennesker. På den første dag var der nogle elever der skulle cykle ned til kanoerne sammen med Jeppe. Han havde sagt at der bare var en lille tyve minutters cykeltur derned, det endte så med at vise sig at tage en lille time at komme derned. ”Men den glæde der var ved bare at fortsætte og få cyklet hele vejen, var en stor oplevelse; at se hvordan man kan finde sammen gennem idræt. Generelt var hele turen en stor udfordring men også en stor succes.” siger Jeppe. Når jeg spørger ham, om der er noget han ville tilføje til interviewet, fremhæver han det smukke ved at dyrke anerkendende pædagogik, og sætte alle lige og tage udfordringerne der kommer i løbet af et års forløb, som de kommer. ”Det er også vigtigt at hele tiden kommunikere; lytte til kolleger, lytte til elever og lytte til hinanden, og hele tiden være i forandring og være åben over for forandring. Fleksibilitet og åben for forandring, det er nøglen til at arbejde med mennesker”, slutter Jeppe af med at sige.

Beskrivelse af en af eleverne

Jeg har valgt at beskrive en af eleverne ved navn Victor. Victor er tyve år gammel og er udviklingshæmmet, men som mange udviklingshæmmede ligger hans handikap på tekniske færdigheder, og ikke på hans sociale kompetencer. Victor er meget forstående og har let ved at afkode mennesker. Han behøver ikke nogen motivering for at deltage i idrætten, som mange af de andre elever har brug for; han møder op om morgenen og er altid frisk som en havørn. Mens jeg var i praktik snakkede han meget om at han havde fået en lejlighed i bofællesskabet lygten, og at han snart skulle flytte til den. Hvis alt er gået som det skulle er han flyttet nu. Han var specielt glad, for at han ville få sin egen vaskemaskine. Victor er en af de mindre udviklingshæmmede: han har ingen problemer med at tale, han har let ved at acceptere forandringer, hvis bare han for at vide hvad der vil ske i god tid inden, og så er noget af det særlige ved ham hans musikalske evner. Victor er meget dygtig til at spille guitar, men det særlige ved hans spil, er at han er venstrehåndet. Venstrehåndsguitarister plejer at bytte om på strengenes rækkefølge, så de kan lave de samme greb som højrehåndsguitarister bare spejlvendt. Victor bytter ikke om på strengene, det vil sige at han er nød til at finde på akkorderne selv, men det har han ingen problemer med. Desuden er han gehør, hvilket vil sige at hvis han har hørt en sang kan han spille den. Jeg var meget sammen med Victor i min hverdag, fordi han også var på Victor er et fantastisk menneske, han er meget varm, åben og imødekommende, men samtidig har han en stor forståelse for at ikke klistre sig fast til en, men det har jeg generelt oplevet som et fællesdrag hos eleverne.

Hvordan der arbejdes på idrætsskolen

Som Jeppe sagde i interviewet arbejder idrætsskolen med anerkendende pædagogik, det vil sige at de som udgangspunkt sætter alle lige, og hvis der så er nogen der har svært eller let ved noget, må man ændre på deres udfordringer. Det er meget tydeligt hvordan lærerne som udgangspunkt ser at alle har de samme kompetencer, og derefter retter udfordringerne til, så ingen har det for svært og ingen keder sig. Hver gang de starter et nyt projekt starter de forfra, og sætter eleverne på et lige plan igen, for man kan aldrig vide, om der er nogen der har et særligt talent i det nye emne. En vigtig del af idrætsskolens pædagogik, er at lærerne er lærere og ikke pædagoger. Det er vigtigt i forhold til skolens formål, nemlig at udfordre eleverne i stedet for at pakke dem ind. Selvfølgelig er det meget objektivt at eleverne for en tryg hverdagsrutine, men som mange af lærerne har påpeget mens jeg har været i praktik, fungerer idrætsskolen meget som en højskole for udviklingshæmmede. Hvilket vil sige at eleverne skal få lov til at komme ud af deres daglige rutine, og flytte deres grænser. Som jeg har nævnt før, for eleverne nye skemaer hver tredje til femte uge hvilket indebærer meget mere forandring, end mange af dem er vant til. Det er heller ikke dem alle der har lige let ved denne konstante forandring. Der var specielt en enkelt elev, der havde det meget dårligt med at hverdagsrutinen ændredes så ofte. De fleste elever synes dog at det er spændende, at hele tiden få lov til at prøve nye sportsgrene og idrætsformer. Hver gang en ny periode er lige rundt om hjørnet, snakker lærerne med de elever der er i stand til at vælge selv, om hvilket hold de har lyst til at være på. Somme tider bliver de sat på et hold af lærerne, hvis de synes det ville være det helt rigtige for eleven. De elever der ikke er i stand til at vælge selv, bliver sat på det hold lærerne mener er bedst for dem.

Uddrag fra min dagbog.

Jeg og David sad inde på lærerværelset hver dag efter arbejde, og skrev dagbog. Her kommer nogle af de bedste og mest specielle oplevelser, jeg har haft på idrætsskolen:

Min første dag:

”Jeg var meget spændt inden jeg mødte op, men jeg blev helt jeg blev helt rolig efter at blive varmt modtaget af Jeppe, vores praktikantvejleder. Eleverne skulle komme klokken ni og have klædt om inden halv ti. Så morgenen foregår rimeligt stille og roligt. Når eleverne har klædt om er der morgensamling med fællessang. I dag sang vi ”Sikken en morgenstund”. Jeg var på kropsteater holdet. Vi skulle lave øvelser med eleverne der handlede om ansigtsudtryk, kropssprog, humører og følelser. Lærerne lavede alting sammen med eleverne. Klokken halv to er der mad hver dag.”

Min første grundtræningsdag:

”I dag skulle vi skøjte. Det var ikke alle eleverne der kunne. Så dem der kunne og kom med, var dem der ikke havde så alvorlige udviklingshæmninger. Banen lå på genforeneningspladsen, og var cirka 400 meter rundt om. Henrik som er autist, fik hurtigt sine skøjter på og kørte bare derudaf. Han kørte ikke særligt hurtigt, men heller ikke langsomt. Han blev bare ved, som om det var det eneste han havde i hovedet. Jeg lagde mærke til at de fleste af de udviklingshæmmede, var rimelig bange for at tage chancer. Jeg havde regnet med det omvendte; at de ville være dumdristige og kaste sig ud i det, uden at tænke på følgerne. Efter pausen var eleverne på fire forskellige grundtræningshold: boksning, fitness, spinning og svømning. Jeg valgte at hjælpe til på fitness som jeg ellers er meget imod, det er jeg stadigvæk efter at have prøvet det. Som om man behøver 500 kilo elektronisk lort for at bevæge sig og komme i form: man behøver sig selv, et gulv og en vej. Så behøver man selvfølgelig også en hel del viljestyrke, og den har eleverne ikke. Derfor kan jeg godt se meningen med at udviklingshæmmede bruger maskiner.”

Min sidste dag:

”I dag var vores sidste dag på idrætsskolen, det bliver vel meget sjovt at komme tilbage til skolen og klassen, men det er også sørgeligt at skulle forlade idrætsskolen. Jeg og David ville gerne give noget til lærerne, som tak for det fantastiske praktik ophold. Vi kunne ikke finde på nogen gave, så vi købte morgenmad i stedet. Vi skulle mødes ved en bager, der ligger tæt på idrætsskolen. For en gangs skyld var det mig der kom for tidligt og David der kom for sent. Under hele forløbet var David kommet ti i ni, og jeg var kommet ti over ni. Vi købte femten gigantiske snegle og et franskbrød. Vi var bange for at lærerne var for sunde til at spise overzised kageværk, men næsten alle spiste en hel kæmpesnegl. Jeg holdt en slags mini takketale til morgenmødet. Jeg og David fik en trøje hver med idrætsskolens logo, fordi vi har været så gode praktikanter. Inden morgenmaden havde Jeppe sagt at han ville skrive en udtalelse til mig og David, derfor skulle han have vores e-mail adresser. Der var åbent hus i dag. Det vil sige at kommende elever (udviklingshæmmede) kan komme og kigge på, være med til undervisningen og gå til og fra de forskelige hold som de vil. Der var rimelig mange gæster allerede fra morgenstunden af. Til kropsteater lavede vi den sædvanlige gå-til-musik opvarmning, bagefter lavede vi myretue og til sidst legede vi gæt og grimaser. I pausen sad vi på lærerværelset, og fik os nogle gode snakke med Toni Schule og Mads. Jeg følte mig rigtig hjemme blandt lærerne, og det var kedeligt at tænke, at det var det sidste frikvarter. Klokken tolv viste vi kropsteater forstilingen for gæsterne. Der var mange, fordi de alle var blevet sendt derhen fra de andre hold. Det gik meget meget bedre end første gang, og gæsterne synes det var spændende. Fordi der var åbent hus, skulle skolen holde åbent til klokken seksten. Alle gæsterne gik ved et tiden, men en aftale er en aftale, specielt når man har med udviklingshæmmede at gøre. Mange af dem bliver forvirrede, hvis tingene ikke er som de er blevet planlagt. Så vi spiste frokost som vi plejer, og dem der var nød til at gå klokken to gik, og vi sagde ordentligt farvel til dem. Det var overraskende mange der skulle afsted cirka halvdelen. Så fordi vi var så få tilbage, samlede kropsteater og sundhed og ernæring sig i ét hold, og lavede en et-minut-gør-så-meget-du-kan workout. Det var faktisk rimelig hårdt, fordi man selv kunne bestemme hvor meget man ville give. F.eks. skulle vi lave rygbøjninger i et minut, man bestemte selv hvor mange man ville lave; så det blev så hårdt som man gjorde det. Bagefter sagde vi farvel til de sidste elever der var tilbage. Så sad vi lidt og talte med lærerne og sagde til sidst farvel. M. sagde at hun syntes vi skulle komme på besøg, for så ville eleverne blive så glade.

Mig selv

I starten var det lidt svært at deltage som lærer, jeg var med til alt hvad eleverne gjorde, men sådan noget som at give forslag til hvad eleverne skulle gøre, give feedback på deres præstationer og rette på dem, kunne jeg først gøre, efter jeg havde lært alle eleverne at kende. Det tog lidt tid, og jeg vil sige at jeg først rigtig følte mig som en lærer i den tredje uge. Som sædvanligt var det en fordel at jeg havde mine tekniske færdigheder og udstyr; da vi skulle lave kropsteaterforestilling skulle der bruges nogle lydeffekter, og dem har jeg masser af i mine Jam Packs. Jeg fik derfor hovedansvaret som lydmand. Det føltes godt at kunne bidrage med noget som andre ikke kunne. I løbet af kropsteater undervisningen, blev eleverne ofte delt op i hold. Det plejede at være tre hold: Tina, Jeppe og Jette fik et hold hver, og jeg var ”hjælpelærer” på et af dem. Jeg var glad for at jeg ikke blev kastet ud i at skulle instruere et hold selv fra starten, men i den sidste uge da jeg kendte eleverne rigtig godt ,var der en dag hvor Jette var syg. Der fik jeg et hold alene. Det var tydeligt, at det var nogle af de meget velfungerende elever jeg fik. Men det var stadigvæk en kæmpe tilfredsstillelse at det lykkedes mig, at få et lille stykke op at køre. Mens jeg har været praktikant, har jeg fået et meget godt forhold til skolens fantastiske personale. Jeg og David har tit siddet og snakket med lærerne, længe efter vi egentlig havde fri. Vi snakkede som regel med lærerne, om vores store fællesinteresse nemlig idræt og bevægelse, men ofte snakkede vi også om eleverne. Nogle gange forsinkede det os gevaldigt i at skrive dagbog.

Evaluering

Jeg mener generelt at socialpraktik er en god ide, men det kan jeg jo sagtens sige, når jeg har fået en af de bedste (og mest eftersøgte) pladser. Min socialpraktik har været fantastisk. Jeg har oplevet meget, og lært hvordan det er at arbejde med mennesker. Jeg har lært en masse dejlige nye mennesker at kende (både personale og elever). I starten var jeg lidt urolig for om det ville blive kedeligt i længden, men som sagt blev det mere spændende for hver dag, fordi jeg lærte arbejdsmetoden og eleverne bedre at kende efterhånden. Jeg har det ikke sådan at jeg kunne tænke mig at blive ansat på idrætsskolen her og nu, som jeg har hørt at nogle praktikanter har haft det med deres praktiksted, men man kan aldrig hvide hvad fremtiden byder. En ting er dog helt sikker: jeg kunne godt have været på idrætsskolen en måned mere.

Årsberetning 2010

Idrætsskolen for udviklingshæmmede har nu eksisteret i 16 år, og vi er således veletablerede i forhold til politikere, forvaltninger, bosteder og brugere. Vi har nu været i vore lokaler i Grøndal Centret i 10 år, og er meget tilfredse med stedet. Der er mange gode idrætsmuligheder både udendørs og indendørs, og vore egne lokaler fungerer også tilfredsstillende, og bliver løbende renoveret.

Skolen har i 2010 optaget i alt 39 elever, en mere end sidste år, for at dække omkostningerne ved en lærers sygefravær. (25 fra København, 2 fra Frederiksberg og 12 fra region Hovedstaden). Der har i slutningen af året været nogle elevrokeringer, der er enkelte elever der er holdt op, og vi har i stedet optaget nogle nye.

Personalemæssigt er vi 8 idrætslærere, en forstander, en sekretær samt 2 udviklingshæmmede i skånejobs. Vores sekretær fratrådte midt på året, og vi har ansat en ny god sekretær i stedet. Derudover er en lærer som nævnt langtidssygemeldt pga. knæoperationer, og vi har ansat en årsvikar i stedet.

Vi har i 2010 bl.a. deltaget i Special Olympics i Næstved, deltaget i Glostrup-stævnet, løbet Damhusløb, været på studietur til Sverige, holdt gl. elevdag, midtvejssamtaler, pædagogiske dage og meget mere. Årets undervisning er forløbet fint, og som planlagt.

Pædagogisk har vi bl.a. arbejdet med Idrætsskolens værdigrundlag, i form af fundament, skoleliv, sund frokost m.m.

Vi har udarbejdet en ny hjemmeside for Idrætsskolen, og den vil løbende blive udbygget.

Vi har i slutningen af året færdiggjort skolens APV.

Forventninger til 2011

Vi forventer fortsat at optage 25 elever fra Københavns kommune i.h.t. vores driftsaftale, samt optage 12 elever fra region Hovedstaden og 2 elever fra Frederiksberg kommune, som vi har indgået samarbejdsaftale med, og således kunne have 39 elever, og dermed 8 lærere ansat. Dette er udgangspunktet for budgettet for 2011.

Vi er meget bevidste om udfordringerne i forbindelse med den nye strukturreform og dens konsekvenser, bl.a. oprettelsen af www.tilbudsportalen.dk (hvor Idrætsskolen er registreret), og de enkelte kommuners øgede selvstyre, med de fordele og ulemper det kan give Idrætsskolen. Endvidere vil vi være opmærksomme på de evt. økonomiske besparelser de enkelte kommuner kunne blive udsat for, og hvad det kan have af betydning for Idrætsskolen.

I Københavns kommune er der flere ændringer på vej i forbindelse med oprettelsen af administrationscentre, koncernservice, fælles drift og sammenlægning af institutioner.

I 2011 vil vi fortsat sætte fokus på hele skolens samlede kvalitative tilbud, og bl.a. arbejde videre med individuelle handleplaner for eleverne, samt Idrætsskolens værdigrundlag generelt. Endvidere er den fortsatte rekruttering til bestyrelsen som sædvanlig en udfordring. En afgørende forudsætning for skolens fortsatte eksistens er naturligvis også, at vi fortsat får et tilstrækkeligt antal elevansøgninger i 2011 og årene fremover.

Endvidere vil vi istandsætte vores cafe med nye møbler, lamper og plakater, vi vil få gjort så vore ovenlysvinduer kan åbnes, og vi vil få opdateret vores IT m.h.t. både maskiner og programmer. Disse omkostninger er ikke umiddelbart inkluderet i vores budget for 2011, hvorfor vi forventer at bruge noget af egenkapitalen på disse investeringer.