Tilstede: Jørn Jensen, Jens Boe Nielsen, Gert Thomsen, Anders Nielsen, Camilla Draiby, Dorte Mørk, Morten Lyhne, Frederik Bille Bergholdt, Andreas Reimuth og Søren Stenkilde
Afbud fra: Laura Staun Valentiner
17.30-18.00 formøde i cafeen
Dagsorden
- Orientering fra:
- Elever – Frederik og Andreas fortalte om den gode stemning blandt eleverne, om elevrådets arbejde, om den store fest for tidligere elever som vi netop har holdt, om elevjulefrokosten med både bowling, banko og lækkert smørrebrød. Endvidere orienterede de om de 4 aktuelle temaer de har nu, nemlig fitness, volleyball, kropsteater og vandring. Dorte opfordrede elevrepræsentanterne til at sætte fokus på, hvordan de kan hjælpe hinanden med at fortsætte med at være idrætsaktive, når skolen slutter.
- Lærere – Morten fortalte om vores pædagogiske weekend, hvor en konsulent deltog for at hjælpe os med at arbejde videre med bl.a. tillid og trivsel som opfølgning på svarene i vores APV. Vi drøftede udfordringerne mere detaljeret under pkt. 5.
- Ledelse – ingen bemærkninger
- Bestyrelse – der var enighed om, at det var et rigtig godt arrangement med vores demonstration på Rådhuspladsen i forbindelse med sparekataloget.
- Sparekatalog/udbud – hvad så nu ? – Sparekataloget er jo nu droppet, og efterfølgende har Søren i en fælles mail til BCH og FOS spurgt om følgende: ”Hvad sker der med vores aftale med BCH efter 31/7 2024, hvilke planer om et evt. udbud er der nu, og hvad forventer FOS der sker med vores tilskud vedr. 2024 ?” – vi er fra FOS blevet lovet et udkast til en plan i løbet af en uges tid.
- Økonomisk status p.t. blev udleveret på mødet – vi forventer et pænt overskud for 2023 til styrkelse af vores egenkapital, helt i tråd med anbefalingen fra det økonomiske tilsyn: ”Socialtilsynet kan tilslutte sig IVUs bestyrelses målsætning om, at konsolidere tilbuddets egenkapital fra det nuværende niveau svarende til ¼ års drift til et niveau, der svarer til et ½ års drift. Socialtilsynets tilslutning beror blandt andet på risiko og væsentlighed, hvis en større del af personalegruppen har relativ høj anciennitet.”
- Fælles bestyrelsesmøde – kort evaluering – der var bred enighed både i bestyrelsen og i lærergruppen om, at vi fortsat vil have et fælles bestyrelsesmøde en gang årligt. Vi overvejer indholdet af mødet, så det bliver så relevant for alle parter som muligt.
- Personaleorientering – uden for referat
- Evt. – en god debat om frivillige inden for vores arbejdsområde med personer med udviklingshandicap, samt hvordan vi kan dokumentere elevernes udbytte af et ophold på Idrætsskolen.
God jul og godt nytår til alle !
Mvh Søren Stenkilde
Hele Idrætsskolen var i dag onsdag 15/11 inde på Rådhuspladsen for at demonstrere imod Socialudvalgets sparekatalog. Vi var der sammen med bl.a. KIFU, Lavuk Entertainment, Handicapaktivisterne, Vinklen og mange flere. Idrætsskolen stod for opvarmning og mange andre idrætsaktiviteter. Da Socialudvalgets møde sluttede, fortalte Laura Rosenvinge, medlem af Københavns Borgerrepræsentation og socialordfører for Socialdemokratiet, at de havde besluttet IKKE at spare nogen tilbud væk, men finde pengene på anden vis – så det var en stor succes i dag ! Tak for opbakningen fra alle jer der støttede os og hele sagen !
Tilstede: Alle bestyrelsesmedlemmer, lærere og elevrepræsentanter var til stede – ingen afbud.
Formøde for bestyrelsen 17.30-18.00 i cafeen
Dette var et fælles bestyrelsesmøde for personale og bestyrelse.
Dagsorden
- Generel overordnet information om skoleåret til orientering var udsendt. Det drejer sig om årskalender, årsplan med temaperioder, koordinatorer for planlagte arrangementer, årsarbejdstid samt teamfordeling lærere/elever. Dette er de rammer og indhold vi har planlagt for indeværende skoleår. Indholdet blev taget til efterretning uden spørgsmål.
- Orientering fra:
- Elever: Frederik og Andreas fortalte om det første elevrådsmøde, hvor de bl.a. gennemgik vedtægter og trivselsregler. Endvidere fortalte de om introperioden og introturen til H.C.Hansengården i Boserup, og om de 4 aktuelle temafag som er fodbold, kroppen i centrum, cykling og maritimt friluftsliv. Endeligt fortalte de om Strandparkløbet, som vi deltog i sammen med de øvrige dagtilbud i København.
- Lærere: Orienterede om elevgruppen, hvor vi har optaget 51 elever (34 M/17 K). Der er omkring ¾ gengangere, og ¼ nye elever. Det er en harmonisk, relativ homogen gruppe, som er hjælpsomme, motiverede og engagerede, med et godt sammenhold præget af vores ”højskoleånd”. Endvidere fortalte lærerne om vores arbejde med elevplanssamtaler/elevplaner, hvor vi har udarbejdet en ny skabelon til elevplanerne med et ”barometer”. Vi har netop afholdt alle elevsamtalerne, tidligere end vi plejer, med et godt resultat.
- Ledelse: Søren fortalte om socialfagligt tilsyn samt økonomisk tilsyn, begge tilsyn med et flot resultat. Vi har en høj grad af ansvarlig forvaltning af offentlige midler, og vi er blandt de mest kosteffektive dagtilbud i Hovedstadsregionen, vores administrationsomkostninger er væsentligt under omkostningerne i Københavns kommunes egne tilbud. Begge tilsynsrapporter kan ses på vores hjemmeside under ”Dokumentation”. Endvidere orienterede Søren om besøg fra Japan og Taiwan, frokostordningen hvor vi nu bruger Grøndals Spisehus alle dage, markedsføringen der er ved at blive planlagt med brochurer, plakater og annoncer, bl.a. med assistance fra en multimediedesigner der har været i virksomhedspraktik en måned. Vi har ikke modtaget nogen yderligere information om evt. udbud siden foråret, se derfor nedenstående beslutning fra bestyrelsen. Vi får alle et opdateret førstehjælpskursus i oktober, og i november tager vi på pædagogisk weekend i Frederiksdal, bl.a. for at arbejde videre med resultaterne af vores APV.
- Bestyrelsen havde på formødet besluttet, at vi rykker Borgercenter Handicap for information vedr. det evt. kommende udbud – Jørn og Søren skriver i fællesskab en henvendelse til Borgercenterchefen.
- Økonomisk status p.t. er fin, vi regner med at afslutte kalenderåret med et pænt overskud til styrkelse af egenkapitalen, hvilket er helt i overensstemmelse med både bestyrelsens og Socialtilsynets holdning. Derudover forventer vi at bruge midler på bl.a. inventar og indretning.
- Budget 2024 skal indtastes i et stort regneark til Socialstyrelsen inden 31/10, derfor er det udarbejdet tidligere end normalt. Forudsætningerne for budgettet er 25 elever fra København hele året, og 25/20 elever fra Region Hovedstaden. Årspris pr. elev uændret 200.000,- kr. hele året. Dette budget dækker således de forventede omkostninger som vi har nu, til 9 lærere, en forstander og alle vores øvrige udgifter til husleje, kørsel m.m.
- Åben debat/ordet er frit: Jens Boe fortalte om både Special Olympics der har været afholdt i Berlin, samt om Virtus Global Games, der har været afholdt i Vichy i Frankrig – verdens største elite sports arrangement for atleter med udviklingshandicap. Mads præsenterede efterfølgende et oplæg om relationsarbejde. Relationsarbejde er et nøglebegreb i arbejdet med udsatte borgere. Relationsarbejde er en kernekompetence og et grundvilkår for arbejdet med udsatte borgere. Relationsarbejde handler om både at have fokus på den anden og på sig selv. I relationsarbejdet indgår altid to parter; en borger og en professionel.Det er en professionel relation, hvor vi, som professionelle, skal acceptere og handle efter det ulige ansvar – vi er ligeværdige, men ikke ligestillede og vores behov og impulser må vige for den andens. Vi debatterede oplægget både i plenum og i grupper.
- Personaleorientering – ingen emner
- Evt – ingen emner
Skoleårets næste bestyrelsesmøder er mandag 4/12, mandag 5/2 og mandag 6/5, alle dage med formøde kl. 17.30.
Med venlig hilsen,
Søren Stenkilde