+45 38 88 28 46 info@idraetsskolen.net

Ny brochure

Se vores nye flotte brochure her, hvor du kan forstørre skærmbilledet, og bladre i brochuren:

Klik her

Du kan også ringe/skrive efter en brochure, så sender vi den til dig !

Referat fra bestyrelsesmøde mandag d. 26/9 2022

Tilstede

Jørn Jensen, Jens Boe Nielsen, Gert Thomsen, Anders Nielsen, Camilla Draiby, Dorte Mørk, Morten Lyhne, Frederik Bille Bergholdt og Søren Stenkilde samt hele lærergruppen.

Afbud fra

Katrine Hornum-Stenz og Cecilie Fellow

Dagsorden

  1. Kort præsentationsrunde – udgik, da alle kendte hinanden
  2. Information om skoleåret – alle bilag var på forhånd udsendt til orientering, og der var ingen spørgsmål til indholdet
  3. Orientering fra:
  • Elever – Frederik fortalte om elevrådsmøde, hvor de havde gennemgået vedtægterne, og drøftet at de bl.a. ønsker flere spil, nyt/større sofaarrangement og varm mad til frokost. Endvidere fortalte han om intro-turen, Strandparkløbet og de 4 aktuelle temafag.
  • Lærere – Morten orienterede om den indgåede overenskomst med Uddannelsesforbundet og den nye lokalaftale (udsendt som bilag), samt om KU/KP-opslag med hensyn til at søge studerende der vil undersøge effekten af elevernes ophold på Idrætsskolen – opslag uden resultat. Mads fortalte om et møde vi har afholdt med pårørende/bosted m.h.p. at forbedre vores kommunikation med dem, og Daniele berettede lidt om elevgruppen på 51 elever, den største gruppe nogensinde, og om det grundforløb de netop har været igennem. Eleverne er positive, nysgerrige, men som altid også med mere krævende elever, bl.a. i.f.h.t hygiejne, hvor vi også skal tage hensyn til, at toiletter/omklædningsrum m.m. i GMC er offentligt tilgængelige. Renoveringen i GMC stiller os også overfor praktiske udfordringer i dagligdagen. Jette fortalte om vikarsituationen, hvor vi p.t. har 3 vikarer, men endnu ikke har brugt nogen af dem i dette skoleår, da vi forsøger at spare på vikarkontoen ved ikke at indkalde vikar for den første lærer der er fraværende.
  • Ledelse – Søren orienterede om markedsføring, hvor arbejdet er godt i gang med både brochurer, plakater, flyers, annoncer og en opdatering af hele hjemmesiden. Vi har en dygtig multimediedesigner i løntilskud i september måned. Socialborgmester Karina Vestergård Madsen kommer på besøg på Idrætsskolen 29/11, Socialstyrelsen har fået vores revisorattesterede regnskab vedr. deres tilskud, og Johanne Meyer har meddelt at hun ikke er relevant som evt. bestyrelsesmedlem.
  • Bestyrelse – Anders fortalte om Kirsten Kortbek – Idrætsskolen sender blomster til hendes bisættelse
  1. Økonomisk status p.t. – Vi får noget højere indtægter end budgetteret, da vi har optaget flere elever end forventet/budgetteret fra Region Hovedstaden. Tilskuddet fra Socialstyrelsen er bl.a. brugt på idrætsdagen, diverse ekskursioner og elevarrangementer. Både kørselskontoen og lønningskontoen vil blive overskredet, og derudover har vi naturligvis stigende omkostninger generelt pga. den høje inflation. Årets estimerede resultat forventes at være i balance omkring 0-punktet, plus/minus 100.000,-kr.
  2. Udbud – Søren fremviste PP (bilag fremsendt til bestyrelsen) med hovedpunkterne i udbuddet, bestående af de vigtigste punkter, tidsplanen, 4 forskellige scenarier, indstilling til beslutning om scenarie/kvalitet/pris i tilbuddet, samt evt. uforudsigelige ”jokere” og evt. konkurrenter. Udbuddet/tilbuddet blev grundigt debatteret. Af hensyn til underskrevet tavshedspligt i forbindelse med udbuddet, er der ikke yderligere i dette referat.
  3. Personaleorientering – uden for referat
  4. – ingen emner

 

Mødet var et fælles bestyrelsesmøde, med deltagelse af både bestyrelsen og lærergruppen

Med venlig hilsen, Søren Stenkilde

Introturen til Boserup

Introturen til Boserup

Uge 35 har dannet rammen om den sidste uge i skoleårets intro-/ grundforløb. I denne uge har først Team Vand og Luft og efterfølgende Team Ild og Jord været på introtur i Boserup ved Roskilde fjord.

Formålet for introturene har været at lære hinanden at kende og at få en masse gode oplevelser sammen.

Der har været samarbejdsøvelser, gamle idrætslege, strandaktiviteter, vandaktiviteter, fitnessudfordringer, fællesspisning, vandreture, bål, fællessang og bare hyggeligt samvær ved hytten. Vi har været heldige med dejligt sensommervejr.

Alle teams er enige om at turene har været fantastiske, succesfulde og ”alt for korte”. Allerede nu ser vi en fantastisk idrætsskoleårgang blomstre.

I dag, fredag den 2. september, får eleverne udleveret næste periodes skemaer, skemaer der gælder fra på mandag og til og med uge 40.

Vi glæder os til at tage hul på skoleårets temaer.

Mange kærlige hilsner, Idrætsskolens undervisere.

Skolestart

Skolestart

Så er alle vore 51 nye elever begyndt på det nye skoleår 2022-23 på Idrætsskolen, vi har holdt velkomstmøde og orienteret om planerne for det nye skoleår. De elever, der ikke deltog i velkomstmødet, har fået en kuvert med alle informationer med hjem – ring eller skriv til os, hvis I har yderligere spørgsmål – men I kan sikkert også finde svar på de fleste af jeres spørgsmål her på hjemmesiden.

Referat fra bestyrelsesmøde på Idrætsskolen mandag d. 2/5 2022

Tilstede: Jørn Jensen, Camilla Draiby, Katrine Hornum-Stenz, Morten Lyhne, Frederik Bille Bergholdt og Søren Stenkilde

Afbud fra: Jens Boe Nielsen, Gert Thomsen, Dorte Mørk og Marianne Schubart

Formøde for bestyrelsen 17.30-18.00 i cafeen – herunder velkommen i bestyrelsen til Katrine Hornum-Stenz, institutchef på institut for Terapeut- og Jordemoderuddannelser på Københavns Professionshøjskole

 

Dagsorden

  1. Orientering fra:
  • Elever – Frederik fortalte om studieturen til Kattinge Værk, og om de 4 temaer, de har for tiden: Atletik, krop og Natur, Basketball samt Funktionel træning.
  • Lærere – Morten orienterede om, at der endnu ikke er indgået overenskomst mellem Uddannelsesforbundet og Dansk Erhverv. Når overenskomsten er indgået, er planen at Uddannelsesforbundet kommer ud til os og forhandler en overenskomst direkte med os. Pr. 1. april er alle lønninger reguleret i.h.t. Kompetencestyrelsens lønoversigt, hvilket giver alle en lønstigning på ca. 2,7 %. Det er den lønoversigt, Uddannelsesforbundet normalt følger i deres overenskomst, det er således kun lokallønnen, der p.t. ikke er reguleret, her afventer vi resultatet af forhandlingerne om lokalløn i overenskomsten mellem Uddannelsesforbundet og Dansk Erhverv og/eller direkte med os.
  • Ledelse – Søren orienterede om nye elevers dag, hvor alle elever var mødt op, om KIFU-dagen hvor et hold elever fra os deltog, og om de kommende arrangementer, som Idrætsdagen 18/5, pædagogisk eftermiddag 31/5 med Camilla Draiby (som led i vores tema-p-møder), Lavukstock 3/6 og afslutningen 24/6. Bestyrelsen er som altid velkommen både til Idrætsdagen og til afslutningen. Søren informerede endvidere om 2 af vore elever der er ophørt af forskellige årsager, hvilket er meddelt Borgercenter Handicap.
  • Bestyrelse – som sagt bød vi velkommen til Katrine Hornum-Stenz. Marianne Schubart er udtrådt af bestyrelsen, og vi besluttede at Søren, Morten og Mads mødes og taler om vores kommunikation med elevernes netværk, samt om skolens specialpædagogiske viden og kompetencer, samt efterfølgende afholder et møde med bostedet Vinklen og Marianne. Endvidere kan vi overveje at have kontakt til en specialpædagogisk konsulent. Søren har talt med Johanne Meyer fra UIU/Den særlige Jobformidling om evt. at indtræde i bestyrelsen, og Søren kontakter hende igen.

 

  1. Elevoptagelse 2022-23: Vi fik 73 ansøgere i alt, 46 fra København og 27 fra Region Hovedstaden. Vi har optaget 25 fra København, og 26 fra Region Hovedstaden, i alt 51 elever. Alle kommuner har givet betalingstilsagn. Eleverne fordeler sig med 30 mandlige og 21 kvindelige elever. 18 af de optagne elever er helt nye elever, der aldrig har gået på Idrætsskolen. 16 elever er på kørsel.

 

  1. Årskalender 2022-23: Bestyrelsesmøder på følgende 4 mandage næste skoleår, alle dage kl. 17.30: 26/9 og 5/12 2022, 6/2 og 8/5 2023. Endelig årskalender færdiggøres til august.

 

 

  1. Økonomisk status p.t.: Som tidligere nævnt har vi jo fået et engangstilskud fra Socialstyrelsen, som vi skal aflægge regnskab for inden sommer. Derfor har vi brugt mere end budgetteret på bl.a. ekskursioner. Evt. ubrugte midler skal tilbagebetales. Pga. inflation og prisstigninger kan vi forvente øgede udgifter på både kørsel samt diverse madindkøb. Da der desuden fortsat er negative renter, vil vi i år få øgede udgifter til renteomkostninger pga. vores formue. Vi får i år ekstra udgifter i forbindelse med 2 ansattes fratrædelse, samt fortsat sygefravær med deraf følgende ekstra vikaromkostninger. Det samlede omkostningsbudget vil nok blive ca. 5-600.000,- kr. mere end budgetteret, hvilket vil opvejes af, at vi har optaget 6 elever mere end budgetteret, hvilket giver en samlet ekstra indtægt på 570.000,-kr. Så årsbudgettet forventes fortsat at være i balance.

 

  1. Udbud – Vi har afholdt et tema-p-møde om udbudssituationen, Søren har spurgt BCH om køb af enkeltpladser kunne træde i stedet for udbud, hvilket de har undersøgt og afvist, da det beløbsmæssigt max kunne være 8 elever på grund af tærskelværdien. BCH kommer også på besøg her til idrætsdagen. Søren kontakter Lavuk STU/Skolen på Borgervænget om gode råd om udbud. Mads og Morten arbejder på, om der evt. kunne være nogle studerende, fra enten KU eller KP der ville undersøge elevernes udbytte/effekt af et ophold på Idrætsskolen. Søren har introduceret en plan om at forenkle/fjerne overflødige arbejdsopgaver, for bl.a. på den måde at spore os ind på en hensigtsmæssig tankegang i forbindelse med det kommende udbud. Tidshorisonten vedr. udbud er fortsat som skitseret i sidste bestyrelsesreferat.

 

 

  1. Personaleorientering – uden for referat.

 

  1. Evt.

Næste bestyrelsesmøde er mandag d. 26/9 kl. 17.30, hvilket er et fælles bestyrelsesmøde incl. personalet fra Idrætsskolen.

 

Med venlig hilsen,

 

Søren Stenkilde

Referat fra bestyrelsesmøde på Idrætsskolen mandag d. 7/2 2022

 Tilstede: Jørn Jensen, Gert Thomsen, Dorte Mørk, Camilla Draiby, Morten Lyhne, Frederik Bille Bergholdt, Cecilie Fellow og Søren Stenkilde.

Afbud fra: Jens Boe Nielsen, Marianne Schubart, Kirsten Kortbek og Anders Nielsen

Dagsorden:

Årsregnskab 2021 blev gennemgået. Årets resultat er på kr. 442.704, således at egenkapitalen pr. 31/12 2021 andrager kr. 3.568.534. Vi har haft øgede indtægter, da vi har optaget 4 elever mere end budgetteret fra region Hovedstaden, og vi har modtaget større lønrefusion end forventet, da 2 ansatte er langtidssygemeldte. Vi har haft øgede udgifter til kørsel med eleverne, lønninger og negative renter.

Vores resultat er således et pænt overskud. Vi har i bestyrelsen drøftet egenkapitalens størrelse, og bestyrelsen mener, at det er rimeligt at forsøge at opbygge egenkapitalen svarende til et halvt års drift (ca. 4,5 mill. kr.), for at kunne planlægge og styre økonomien forsvarligt og fleksibelt, bl.a. set i lyset af, at den nuværende egenkapital kun svarer til ca. 3-4 måneders drift af Idrætsskolen. Så i tilfælde af evt. forsinkede tilskud/betalinger, elever der evt. holder op, for få elevansøgninger, langtidssygemeldt personale, evt. afskedigelser eller andet uforudset som f.eks. nedlukning på grund af Corona, er en egenkapital svarende til 3-4 måneders drift ikke stor nok. Årsregnskabet blev godkendt og underskrevet af bestyrelsen, forinden det fremsendes til Københavns kommune.

Orientering fra:

Elever: Frederik og Cille fortalte om de aktuelle temaforløb (Volleyball, dans med kommende opvisning og vinterliv, der skal til Norge i uge 11), og om elevrådsmødet hvor eleverne på opfordring fra elevrådet er begyndt at bruge mobil lidt mindre i pauserne. Endelig er Coronasituationen ved at blive bedre, også på Idrætsskolen, så vi kan begynde at have en lidt mere normal hverdag.

Lærere: Morten orienterede om overenskomstforhandlingerne i Uddannelsesforbundet, der nu forventes genoptaget efter en længere pause, bl.a. pga. Corona, og måske afsluttes i løbet af et par måneder. Når overenskomsten er afklaret, vil vi efterfølgende forhandle lokalaftalen på plads – muligvis vil vi lave nogle mindre justeringer inden da.

Ledelse: Søren fortalte om et kommende tiltag på øget samarbejde med Videnscenter for Handicap, og om årsplanen for 2022-23, der snart er klar.

Bestyrelse: Kirsten Kortbek har meddelt, at hun trækker sig ud af bestyrelsen. Søren kontakter Københavns Professionshøjskole og spørger, om de evt. kunne finde et nyt bestyrelsesmedlem. Dorte fortsætter i bestyrelsen indtil videre, så længe udbudssituationen er uafklaret. Bestyrelsen ønsker fortsat at indlede bestyrelsesmøderne med et kort formøde, nu kl. 17.30, og selve bestyrelsesmøderne begynder så fremover kl. 18.00.

Elevansøgninger p.t.: Vi har d.d. modtaget i alt 58 ansøgninger, hvilket er det næsthøjeste antal nogensinde. De fordeler sig med 36 fra København, og 22 fra regionskommunerne, hvoraf vi p.t. har OK på 8 betalingstilsagn. Søren arbejder fortsat videre på de manglende betalingstilsagn.

Økonomisk status p.t. er ganske kort, at vi allerede har fået næsten halvdelen af årets samlede indtægter i hus.

Udbud:

Tidshorisont: I efteråret 2018 havde vi den første henvendelse fra Københavns kommune vedr. evt. at sætte Idrætsskolens opgave i udbud. I december 2021 havde vi så besøg fra Borgercenter Handicap, der orienterede om, at de ville sætte Idrætsskolens opgave i udbud. Vores nuværende aftale med Københavns kommune forventes opsagt 31/7 2022, med et års varsel, således med virkning fra 1/8 2023. I foråret 2023 vil udbuddet blive offentliggjort, hvorefter vi skal udarbejde et tilbud på opgaven. Hvis/når vi som forventet vinder udbuddet, vil den nye aftale gælde fra 1/8 2023, og 3-4 år frem.

I løbet af i år vil vi forberede os på tilbuddet, og bl.a. forsøge at indsamle dokumentation på effekten af elevernes ophold på Idrætsskolen – noget som Københavns Universitet jo allerede er i fuld gang med.

Vi vil derudover kontakte bosteder, dagtilbud, sagsbehandlere og tidligere elever, og spørge om virkningen af et ophold på Idrætsskolen – er eleverne blevet mere selvhjulpne på områder som bolig, arbejde og kørsel m.m., og er der klare mål for elevernes ophold på Idrætsskolen. Endvidere arbejde på, hvad vi kan gøre, for at eleverne efter endt ophold fortsætter med at dyrke idræt, samt bliver mere selvhjulpne på ovenstående områder.

Endvidere vil vi kontakte tilbud, der har erfaringer med udbud, som f.eks. Kofoeds Skole, Levuk, skolen på Borgervænget m.fl., og lære af deres erfaringer. Derudover vil vi afholde både tema-personalemøde og pædagogisk dag/weekend for internt at orientere om situationen, og drøfte vores muligheder, så alle ansatte vil blive inddraget i processen.

Scenarier: Selve indholdet af vores tilbud er på nuværende tidspunkt uafklaret, og vil bl.a. afhænge at kravene/vilkårene i udbuddet – hvilken pris og kvalitet ønskes der, udover en lovliggørelse af vores aftale. Så vores tilbud til Københavns kommune kan gå lige fra at vi tilbyder vores nuværende koncept hvad angår indhold, kvalitet, normering og økonomi, til et væsentligt forandret indhold m.h.t. antal ansatte, normering, uddannelse, kørsel, studieture, frokost, markedsføring, åbningstider m.m. Men det essentielle vil for os være at forsøge at dokumentere og beskrive vores nuværende høje kvalitet og elevernes store udbytte af et ophold på Idrætsskolen.

Det er kun aftalen med Københavns kommune, der kommer i udbud, så det påvirker ikke vores relationer til regionskommunerne.

Personaleorientering – uden for referat

Evt. – ingen emner

Næste bestyrelsesmøde er mandag d. 2. maj, med et kort formøde kl. 17.30 i Idrætsskolens café, og selve bestyrelsesmødet begynder så kl. 18.00.

Med venlig hilsen,

Søren Stenkilde