+45 38 88 28 46 info@idraetsskolen.net

Referat fra bestyrelsesmøde på Idrætsskolen mandag d. 8/5 2023

Tilstede: Jørn Jensen, Jens Boe Nielsen, Anders Nielsen, Camilla Draiby, Dorte Mørk, Morten Lyhne, Frederik Bille Bergholdt og Søren Stenkilde

Afbud fra: Gert Thomsen, Laura Staun Valentiner og Cecilie Fellow

Formøde for bestyrelsen 17.30-18.00

Bestyrelsesmøde 18.00

Dagsorden

  1. Orientering fra:
  • Elever: Frederik fortalte om vinterlivsturen til Norge (Sulseter), om studieturen til Klinteborg hvorfra han viste en video fra forhindringsløbet, han orienterede om de 4 aktuelle temaer (Kamp & Leg, eventyrsport, atletik samt klatring). Desuden fortalte han, at elevrådet ønsker en fællestur i afslutningsugen, samt en elevfest.
  • Lærere: Morten orienterede om den pædagogiske eftermiddag med udvikling af vore elevplaner, om vores deltagelse i KIFU-dagen som var en stor succes, at vi afholder vores store årlige Idrætsfestival onsdag 10/5, samt om den trivselsundersøgelse blandt eleverne vi netop har gennemført – hvor eleverne generelt er meget tilfredse med de fleste forhold, måske undtagen frokosten, som vi forsøger at forbedre.
  • Ledelse: Søren orienterede om den et-årige aftale bestyrelsen har indgået med BCH: Fra og med det nye skoleår er det Myndighed i Borgercenter Handicap, der træffer afgørelse om en elev må komme på kørsel. Det vil sige, at borgerens sagsbehandler skal behandle en ansøgning om befordring fra eleven. Eleverne kan kontakte deres sagsbehandler herom. Endvidere drøftede vi, om BCH har uddelegeret kompetencen til at forhandle løn for personalet til Idrætsskolens bestyrelse. I forbindelse med det kommende udbud, sender Jørn og Søren i fællesskab en mail til BCH og beder om at få afsluttet udbuddet senest 30/9 hvis muligt. Vi får socialfagligt tilsyn mandag d. 12/6 9-15. Uddannelsesforbundet har opløst deres uddannelsesfond, hvilket bevirker at vi har fået tilbageført ca. 36.000, således at vi har lidt ekstra midler til personaleuddannelse over de næste 3 år. Vi overgår til at få frokost fra kantinen i GMC tirsdage og torsdage fra og med 9/5, og vi har for tiden besøg af en japansk professor, der undersøger livskvaliteten blandt mennesker med udviklingshæmning.
  • Bestyrelse: Udover ovenstående vedr. vores aftale og udbud, som Jørn og Søren ser på, orienterede Jens Boe om den 6. udgave af Virtus Global Games der vil blive holdt i Vichy, Frankrig, fra 4 til 10 juni 2023. Virtus Global Games er verdens største elite sports arrangement for atleter med udviklingshandicap. Endvidere fortalte han, at der fra 17 til 25 juni er Special Olympics World Games i Berlin.
  1. Elevoptagelse 2023-24: Vi modtog ca. 80 ansøgninger til skoleåret 2023-24, og vi har i alt optaget 51-52 elever. De fordeler sig med 25 fra Københavns kommune, og 26-27 elever fra kommunerne omkring København/region Hovedstaden. 16 elever er på kørsel, der er 19 kvindelige elever, og 33 mandlige. 10 elever er helt nye, og har aldrig gået på Idrætsskolen. Vi måtte således desværre give afslag til ca. 26 elever, som er elever fra Københavns kommune, der tidligere har gået på Idrætsskolen.
  2. Årskalender 2023-24 incl. bestyrelsesmøder blev godkendt, dvs. der er følgende 4 bestyrelsesmøder i løbet af skoleåret 2023-24: Mandag 25/9, mandag 4/12, mandag 5/2 og mandag 6/5, alle dage med formøde 17.30, og bestyrelsesmøde fra kl. 18.00.
  3. Økonomisk status p.t. for årets første 4 måneder blev præsenteret på mødet, vi har modtaget første halvårs indtægter, og følger i øvrigt budgettet hvad angår udgifter.
  4. Revideret budget 2023 blev godkendt. Det er baseret på 25 elever fra Københavns kommune hele året, og 26 elever fra region Hovedstaden hele året. Årspris pr. elev er 190.000/200.000 kr. Socialforvaltningens tilskud er nu budgetteret for et helt år. Budgettet er incl. en barselsvikar, og er uden deltagerbetalinger. Vi forventer at bruge nogen af de ekstra indtægter på barselsvikar, maling af lokaler, nye sofaer/stole/borde til elevrum, kurser/efteruddannelse samt hensættelse til egenkapitalen.
  5. APV/personale blev kort gennemgået af Morten og Søren. Vi har drøftet de 2 fokusområder tillid og trivsel på 2 personalemøder, og fortsætter arbejdet med de 2 emner på en pædagogisk weekend i efteråret, gerne med en konsulent i arbejdsmiljø som oplægsholder.
  6. Personaleorientering – uden for referat.
  7. Evt. – ingen emner.

Næste bestyrelsesmøde er et fælles bestyrelsesmøde for personale og bestyrelse mandag 25/9, formøde kl. 17.30, og fælles bestyrelsesmøde fra 18.00.

Jeg ønsker jer alle en god sommer !

Med venlig hilsen,

Søren Stenkilde

Årsberetning 2022

Idrætsskolen har nu eksisteret i 28 år, og vi er således veletablerede i forhold til politikere, forvaltninger, bosteder og brugere. Vi har været i vore lokaler i Grøndal Multi Center i 22 år, og er meget tilfredse med vore faciliteter. Der er mange gode idrætsmuligheder både udendørs og indendørs, og vore egne lokaler fungerer også tilfredsstillende.

Skolen har i 2022 optaget i alt 51 elever (25 fra København og 26 fra region Hovedstaden), hvilket er 6 elever mere fra region Hovedstaden end planlagt i budgettet for 2022, så det er det højeste antal elever vi har haft. Vi har et rigtig godt, varieret og aktivt hold elever i år, men også som altid nogle elever med spændende og krævende udfordringer. Eleverne har som tidligere år selv valgt medlemmer til både elevråd og bestyrelse.

Vi har fået et nyt bestyrelsesmedlem til vores bestyrelse, repræsenterende Københavns Professionshøjskole: Laura Staun Valentiner, der er uddannelsesleder på KP’s fysioterapiuddannelse. Marianne Schubart har trukket sig fra bestyrelsen. De øvrige bestyrelsesposter er uforandrede, og elevrepræsentanterne fra sidste år fortsætter også i bestyrelsen i år.

Personalemæssigt er vi p.t. 9 fastansatte idrætslærere, to fastansatte køkkenassistenter, 2-3 frivillige idrætsassistenter og undertegnede som forstander. Derudover har vi i perioder hvor der er behov for det, en multimediedesigner i løntilskud. Vi har i årets løb sagt farvel til en lærer og en multimediedesigner.

I 2022 har vi fortsat haft fokus på hele skolens samlede kvalitative tilbud, bl.a. i form af en brugerundersøgelse, der er blevet udført af Københavns Universitet/Institut for Idræt, der har fået fondsmidler fra Novo Nordisk fonden til undersøgelsen. Undersøgelsen er nu afsluttet med et flot resultat, og offentliggjort på vores hjemmeside. Endvidere har vi i forbindelse med, at Københavns Kommune satte vores område i udbud, udarbejdet et tilbud, der er indsendt til kommunen, men efterfølgende har Københavns Kommune midlertidigt annulleret/udskudt deres udbud af interne årsager.

Pædagogisk har vi bl.a. arbejdet med undervisningens kvalitet og indhold, elevplaner, udbud og vores vision og strategi generelt. Årets undervisning er forløbet fint, og i store træk som planlagt.

Vi bruger fortsat vores hjemmeside og Facebook meget til information/kommunikation m.m., og vi er også aktive på Instagram, Twitter, You Tube og Linkedin, og vi er naturligvis fortsat registreret på Tilbudsportalen, hvor vi har opdateret alle vore informationer.

Årets resultat er på kr. 426.522,-  således at egenkapitalen pr. 31/12 2022 andrager kr. 3.995.055,-

Vi har haft øgede indtægter, da vi som sagt har optaget 6 elever mere end budgetteret fra region Hovedstaden, og vi har modtaget lidt større lønrefusion end forventet, og endelig har vi modtaget et engangstilskud fra Socialstyrelsen pga. Corona-nedlukningen, der er gået til aktiviteter for vore elever. Vi har haft øgede udgifter til elevaktiviteter, kørsel med eleverne, lønninger, udbetaling af afspadsering/feriefridage, lærer-PC’ere, lærertøj og negative renter. Endvidere har vi på flere andre områder haft øgede omkostninger pga. den høje inflation.

Vores resultat er således et overskud på kr. 426.522,-. Vi har i bestyrelsen drøftet egenkapitalens størrelse, og bestyrelsen mener, at det er rimeligt at forsøge at opbygge egenkapitalen svarende til et halvt års drift (ca. 4,5 mill. kr.), for at kunne planlægge og styre økonomien forsvarligt og fleksibelt, bl.a. set i lyset af, at den nuværende egenkapital kun svarer til ca. 4 måneders drift af Idrætsskolen. Så i tilfælde af evt. forsinkede tilskud/betalinger, elever der evt. holder op, for få elevansøgninger, langtidssygemeldt personale, evt. afskedigelser eller andet uforudset, er en egenkapital svarende til 4 måneders drift ikke stor nok. Dette har årets økonomiske tilsyn fra Socialtilsyn Hovedstaden bakket os helt op i.

Forventninger til 2023

Vi forventer at optage 25 elever fra Københavns kommune i.h.t. vores driftsaftale, samt optage min. 15 elever fra region Hovedstaden fra august 2023.Vi planlægger således at have i alt ca. 40 elever, og dermed 8-9 lærere ansat. Dette vil vi have endelig klarhed over i løbet af marts-april 2023. Årsprisen pr. elev vil være 200.000, -kr. pr. årselev fra august 2023. Ovenstående er udgangspunktet for budgettet for 2023.

I 2023 forventer vi også, at Københavns Kommune genoptager deres udbud, som vi selvfølgelig vil byde ind på. En forudsætning for budgettet 2023 er derfor, at vi vinder udbuddet. Først efter en evt. afklaring af udbudssituationen vil vi have fuldt overblik over vores økonomi for 2023.

Nogle af vore fremtidige udfordringer vil stadig være førtidspensionsreformen, der betyder at færre udviklingshæmmede får tilkendt førtidspension, flere og flere udviklingshæmmede der kommer i ordinære jobs, evt. kommunale besparelser/udbud, færre og ældre udviklingshæmmede og andre udefrakommende faktorer. En afgørende forudsætning for skolens eksistens er naturligvis, at vi fortsat får et tilstrækkeligt antal elevansøgninger også i 2023 og årene fremover, og da der er mange tilbud til udviklingshæmmede, er der en stor konkurrencesituation på vores område, hvorfor udvikling af undervisningen, nytænkning og innovation, udadvendt virksomhed og markedsføring fortsat vil have høj prioritet. Dog har vi indtil videre hvert år næsten dobbelt så mange ansøgere, som vi kan optage.