+45 38 88 28 46 info@idraetsskolen.net

Bestyrelsesmøde mandag d. 20/5 2019

Referat fra bestyrelsesmøde på Idrætsskolen mandag d. 20/5 2019

Tilstede: Jørn Jensen, Jens Boe Nielsen, Jytte Salbæk, Dorte Mørk, Kirsten Kortbek, Tonni Frandsen, Jon Kramer Laursen og Søren Stenkilde

Afbud fra: Anders Nielsen

Dagsorden

  1. Orientering fra
    1. Elever: Velkommen til Jon, der er ny elevrepræsentant i bestyrelsen. Jon fortalte om de 3 temaforløb adventure, kropsteater og volleyball, samt om KIFU-dagen, Lavukstock og nye elevers dag.
    2. Lærere: Tonni orienterede kort om nogle af de mange aktiviteter, vi har haft travlt med den seneste tid, som f.eks. optagelsesprocessen af nye elever, diverse besøg her, jubilæumsarrangementet m.m.
    3. Ledelse: Søren orienterede om vores 3 pædagogiske eftermiddage, hvor vi drøftede 3 forskellige emner; nemlig vision og strategi, 25 års jubilæum samt undervisningens kvalitet. Vi afholdt et meget vellykket jubilæumsarrangement, med ca. 500 gæster, på vores Facebook kan ses billeder fra dagen. Vi har udarbejdet en liste over vore samarbejdspartnere, som ligger på vores hjemmeside, det er højt prioriteret for os at have gode samarbejdspartnere, og vi vil løbende udvide vores ”brobygning” med andre relevante samarbejdspartnere. Vi får tilsyn fra Socialtilsyn Hovedstaden tirsdag d. 4/6 2019.
    4. Bestyrelse: Jørn koordinerer en ansøgning vedr. Kbh kommunes handicappris, Søren sender et udkast til Jørn. Jytte orienterede om de nye kvalitetsstandarder i Københavns kommune, der er et spareforslag om at de mest velfungerende elever måske ikke længere får ret til et aktivitets- og samværstilbud under § 104, og at de øvrige elevgrupper måske kun vil blive tilbudt 3-4 dage om ugen på et dagtilbud. Endvidere må hver borger kun tilbydes 1 tilbud, og max. 10 km. fra bostedet.
  1. Elevoptagelse 2019-20:

Vi havde 76 ansøgere i alt, 48 fra København og 28 fra Region Hovedstaden. I alt 46 ønsker kørsel.

Vi har optaget 25 fra København, og 22 fra Region Hovedstaden, i alt 47 elever. De fordeler sig med 24 mandlige og 23 kvindelige elever. 25 af de optagne elever er helt nye elever, der aldrig har gået på Idrætsskolen. 25 elever er på kørsel.

Vi har fået betalingstilsagn og optaget elever fra følgende kommuner i region Hovedstaden:

Hvidovre x 4

Gentofte x 3

Gladsaxe x 3

Fredensborg x 2

Ishøj x 2

Glostrup x 2

Lyngby x 2

Albertslund

Hillerød

Roskilde

Frederikssund

Vi har kun budgetteret med 15 regionselever, og da vi optager 22, er det således 7 mere end budgetteret.

Vi ansætter bl.a. en ny årsvikar i den forbindelse.

 

  1. Årskalender 2019-20 blev uddelt. Næste skoleårs bestyrelsesmøder er mandag d. 30/9, mandag d. 2/12, mandag d. 3/2 2020 samt mandag d. 11/5. Alle dage kl. 17.30.
  2. Økonomisk status p.t.: Vi har fået støtte fra Nordea-fondens lokalpulje på 50.000,-kr. til vores jubilæumsarrangement, hvilket også svarer til vore omkostninger i den forbindelse. Vi har i alt modtaget halvdelen af årets indtægter p.t., og bl.a. på grund af flere optagne elever fra region Hovedstaden forventer vi ikke underskud i dette kalenderår.
  3. Overenskomst, løn, lokalaftale, seniorordning, APV – orientering v/Tonni, der fortalte at Uddannelsesforbundet og arbejdsgiversiden endnu ikke er blevet enige om en overenskomst, hvorfor sagen er overgået til en voldgiftssag. Vi kan derfor endnu ikke regulere lønningerne korrekt fra 1. april 2018. Lokalaftalens tekstgrundlag er skrevet, der mangler blot de endelige beløb, som vi ikke kan sætte ind, før overenskomsten er forhandlet på plads. Seniorordningen bliver en del af lokalaftalen. APV forventes færdiggjort i indeværende år.
  4. Personaleorientering/nyansættelser: Vi har ansat en ny sekretær/multimediedesigner pr. 1/8 2019, og vi er endvidere i en ansættelsesproces m.h.t. at ansætte en ny, ekstra årsvikar pga. det øgede elevantal næste skoleår.
  5. – ingen emner

 

Næste bestyrelsesmøde er fælles bestyrelsesmøde incl. personalegruppen mandag d. 30/9 kl. 17.30.

 

Med venlig hilsen,

Søren Stenkilde

Bestyrelsesmøde mandag d. 4/2 2019

Referat af bestyrelsesmøde på Idrætsskolen mandag 4/2 2019

Tilstede: Jørn Jensen, Jens Boe Nielsen, Jytte Salbæk, Dorte Mørk, Anders Nielsen, Lillian Svendsen, revisor Svend Dørffer og Søren Stenkilde

Afbud fra: Kirsten Kortbek, Tonni Frandsen og Siri Vikesaa

 

Dagsorden

  1. Årsregnskab 2018 blev gennemgået v. revisor Svend Dørffer, og efterfølgende godkendt og underskrevet af bestyrelsen. Årsregnskabet fremsendes efterfølgende til Københavns kommune. Bestyrelsen noterede sig endvidere, at der ikke er noget vi kan gøre for at undgå negative renteudgifter.
  2. Orientering fra:
  • Elever: Lillian fortalte om fagene i indeværende periode, hvor de har vinterliv, basketball og dans. Vinterlivsholdet er p.t. på skitur til Norge. Dans laver en afsluttende opvisning fredag. Vi havde en meget succesfuld åbent hus dag, med lidt over 50 besøgende. I uge 8 efter vinterferien har vi fællesuge, hvor vi bl.a. skal besøge Body World på Experimentariet, og i lydstudie og indspille en jubilæumssang.
  • Ledelse: Søren orienterede om et par elever der er ophørt, elevsamtykke, hvor alle elverne har skrevet under på, at vi må bruge deres billeder på hjemmeside/Facebook, om infoaften med ca. 20 gæster, og åbent hus med ca. 50 gæster. Uddannelsesforbundet har forhandlet FOAS overenskomst på plads, men løntabellerne mangler stadig, så vi kan ikke regulere lønningerne korrekt endnu (-og i skrivende stund er det blevet oplyst, at arbejdsgiverne alligevel ikke godkender aftalen). Efterfølgende er vi gået i gang med at forhandle lokalaftalen, bl.a. indeholdende et nyt afsnit om seniorordning. Der er intet nyt vedr. evt. planer om at sende Idrætsskolen i udbud. Københavns Universitet/Institut for idræt, påbegynder her i foråret deres 2-årige projekt vedr. en undersøgelse af elevernes udbytte af et ophold på Idrætsskolen. Alle Idrætsskolens forsikringer er blevet fornyet. Vi deltager i Lavukstock fredag d. 10/5, arrangeret af Lavuk Entertainment.
  • Bestyrelse: Fortalte om samarbejdet mellem Idrætsprojektet og Hverdagsaktivisterne/Captum.
  1. Elevansøgninger p.t.: Vi har modtaget i alt 56 ansøgninger, hvilket er rekord på nuværende tidspunkt af måneden. De fordeler sig med 38 fra København, og 18 fra region Hovedstaden. Ud af de 18, har vi fået 9 betalingstilsagn på plads. Sidste ansøgningsfrist er 22/2.
  2. Økonomisk status p.t.: Vi har næsten halvdelen af årets indtægter på plads, så vi har en fin likviditet og egenkapital. Årsprisen pr. elev er fra august 2019 180.000,- kr. pr. elev, hvilket er ajourført både på hjemmesiden og Tilbudsportalen.
  3. Jubilæumsfestival: Vi holder en stor festlig 25 års jubilæumsfestival onsdag d. 15. maj 2019 fra 10-16. Vi inviterer værksteder, skoler, klubber, socialrådgivere m.m. fra både København og region Hovedstaden, ligesom vi inviterer borgmestre, politikere og forvaltninger fra København. Det bliver et stort stævne med diverse idræts-workshops, og dagen vil blive indledt med bl.a. en åbningstale af en kendt person. Vi samarbejder med Lavuk Entertainment m.h.t. musikindslag, og der vil også blive kropsteaterforestilling og teoretiske oplæg. Vi afventer det endelige antal ansøgere fra region Hovedstaden, inden vi omkring 1. marts vil lægge det endelige budget for dagen.
  4. Vision 2025 blev kort gennemgået til orientering.
  5. Personaleorientering uden for referat.
  6. Evt – ingen emner

 

Med venlig hilsen,

Søren Stenkilde

 

Årsberetning 2018

Idrætsskolen for udviklingshæmmede har nu eksisteret i 24 år, og vi er således veletablerede i forhold til politikere, forvaltninger, bosteder og brugere. Vi har nu været i vore lokaler i Grøndal Multi Center i 18 år, og er meget tilfredse med vore faciliteter. Der er mange gode idrætsmuligheder både udendørs og indendørs, og vore egne lokaler fungerer også tilfredsstillende.

Skolen har i 2018 optaget i alt 43 elever (25 fra København og 18 fra region Hovedstaden), hvilket er 3 elever mere fra region Hovedstaden end planlagt i budgettet for 2018. Vi har et rigtig godt, varieret og aktivt hold elever i år, men også nogle elever med spændende og krævende udfordringer. Eleverne har som tidligere år selv valgt medlemmer til både elevråd og bestyrelse.

I bestyrelsen er der nye elevrepræsentanter fra den nuværende årgang. De øvrige bestyrelsesposter er uforandrede.

Personalemæssigt er vi p.t. 7 faste idrætslærere og en årsvikar, en sekretær/multimediedesigner, en tidligere elev i skånejob, og undertegnede som forstander.

Vi har i 2018 bl.a. stået for Idrætsdagen, deltaget i Strandparkløbet, været på studietur til Idrætshøjskolen i Sønderborg, haft flere praktikanter, studerende og gæstelærere på besøg, holdt gl. elevdag, midtvejssamtaler, pædagogiske dage, procesdage, taget førstehjælpskursus og meget mere. Årets undervisning er forløbet fint, og som planlagt.

Pædagogisk har vi bl.a. fortsat arbejdet med Idrætsskolens udadvendte virksomhed, undervisningens kvalitet, og vores strategi og mission generelt. Vi har desuden haft tilsyn fra Socialforvaltningen i København, samt økonomisk tilsyn, begge med en fin tilbagemelding, der kan læses på vores hjemmeside. Endvidere har vi gennemført en grundig renovering/istandsættelse af vore lokaler, samt opdateret vores IT, både hvad angår software og hardware. I den forbindelse er vi meget opmærksomme på den nye persondatalov, og har taget de nødvendige skridt til at have et så sikkert system som muligt.

Vi bruger fortsat vores hjemmeside og Facebook meget til information m.m., og vi er også på Instagram og Twitter, og vi er naturligvis fortsat registreret på Tilbudsportalen.

Årets resultat er på minus 78.145,- kr, således at egenkapitalen pr. 31/12 2018 andrager kr. 2.271.777.

Vores resultat er således stort set i balance omkring 0, selvom vi har renoveret vores lokaler og har haft større udgifter i den forbindelse, men til gengæld har vi optaget 3 elever mere end budgetteret fra region Hovedstaden, hvilket giver en tilsvarende større indtægt. Vi har i bestyrelsen drøftet egenkapitalens nuværende størrelse, og bestyrelsen mener, at det er en rimelig egenkapital for at kunne planlægge og styre økonomien forsvarligt og fleksibelt, bl.a. set i lyset af, at den nuværende egenkapital kun svarer til ca. 3-4 måneders drift af Idrætsskolen. Så i tilfælde af evt. forsinkede tilskud/betalinger, elever der evt. holder op, for få elevansøgninger, langtidssygemeldt personale eller andet uforudset, er en egenkapital svarende til 3-4 måneders drift ikke stor.

Forventninger til 2019

Vi forventer at optage 25 elever fra Københavns kommune i.h.t. vores driftsaftale, samt optage 15 elever fra region Hovedstaden fra august 2019.Vi planlægger således at have i alt ca. 40 elever, og dermed 8 lærere ansat. En af stillingerne planlægger vi at være et årsvikariat, for at have en vis fleksibilitet i.f.h.t. elevantallet. Dette vil vi have klarhed over i løbet af april-maj 2019. Årsprisen pr. elev bliver fra august 2019 sat lidt op, til 180.000,-kr. pr årselev. Ovenstående er udgangspunktet for budgettet for 2019.

I 2019, hvor vi i foråret har 25 års jubilæum, vil vi fortsat sætte fokus på hele skolens samlede kvalitative tilbud, bl.a. i form af en brugerundersøgelse, der vil blive udført af Københavns Universitet/Institut for Idræt, der har fået fondsmidler fra Novo Nordisk fonden til undersøgelsen, der i alt forventes at tage 2 år. Derudover vil vi i forbindelse med vores mission og strategi, arbejde videre med Idrætsskolens udadvendte virksomhed samt udvikle nye tilbud til eleverne, bl.a. i form af E-sport som et nyt tema. Nogle af vore fremtidige udfordringer vil stadig være førtidspensionsreformen, flere udviklingshæmmede der kommer i ordinære jobs, evt. kommunale besparelser, færre og ældre udviklingshæmmede og andre udefrakommende faktorer. En afgørende forudsætning for skolens eksistens er naturligvis, at vi fortsat får et tilstrækkeligt antal elevansøgninger også i 2019 og årene fremover, og da der er flere og flere tilbud til udviklingshæmmede, er der en øget konkurrencesituation på vores område, hvorfor udvikling af undervisningen, nytænkning, udadvendt virksomhed og markedsføring fortsat vil have høj prioritet. Dog har vi indtil videre hvert år næsten dobbelt så mange ansøgere, som vi kan optage.

Bestyrelsesmøde mandag d. 3/12 2018

 

Referat fra bestyrelsesmøde på Idrætsskolen mandag d. 3/12 2018

Tilstede: Jørn Jensen, Jens Boe Nielsen, Jytte Salbæk, Dorte Mørk, Anders Nielsen, Tonni Frandsen, Lillian Svendsen, Siri Vikesaa og Søren Stenkilde.

Afbud fra: Kirsten Kortbek

Dagsorden  

  1. Orientering fra
  • Elever: Lillian og Siri fortalte om de temaperioder der var i sidste periode (Boldbasis, Bootcamp og Crossfit) samt om de aktuelle temaperioder (Svømning, gymnastik og floorball). Desuden lidt om et kommende tema, vinterfriluftsliv, samt om elevrådet, der har drøftet maden fra kantinen, der er blevet lidt bedre. Endelig er eleverne begyndt at pynte op til jul.
  • Lærere: Tonni fortalte om samarbejdet med Institut for Idræt/Nexs vedr. oplæg om Idrætsskolen v./Lise, om besøg her fra UIU, og besøg hos Pibergården, om de fremrykkede elevplansmøder vi netop har afholdt, samt om den meget velbesøgte ”tidligere elevers dag”.
  • Ledelse: Søren orienterede om vores markedsføringsindsats (brochurer, flyers, plakater, annoncer, besøg m.m.), om planerne for Idrætsskolens 25 års jubilæum, som vi regner med at afholde som en idrætsfestival onsdag d. 15. maj 2019, og om vores planer om at indføre E-sport som fag på Idrætsskolen næste skoleår, efter vi har det på forsøgsbasis i år. Som tidligere omtalt indleder Københavns Universitet/Institut for Idræt efter nytår deres 2-årige projekt, der går ud på at undersøge elevernes udbytte af et ophold på Idrætsskolen. Vi har haft økonomisk tilsyn uden bemærkninger, hvor de konkluderer, at Idrætsskolen fortsat har den økonomiske bæredygtighed til at levere tilbud efter servicelovens bestemmelser. Det kommende driftsorienterede tilsyn vil fremover blive udført som eksternt tilsyn af Socialtilsyn Hovedstaden. Næste år, når vi har 25 års jubilæum, kan det være en god ide at ansøge om at få Københavns kommunes handicappris. Vi har søgt og modtager et legat på 15.000,- kr. fra ”Handicappede børns ferier” som støtte til vores studietur til Sønderborg. Vi har allerede nu modtaget 25 elevansøgninger fra København, og 10 fra region Hovedstaden.
  • Bestyrelse: Årets uddeling af Københavns kommunes handicappris gik til Hverdagsaktivisterne.
  1. Økonomisk status.: Vi har haft lidt højere indtægter end budgetteret, da vi optog lidt flere elever end forventet, og vi har øgede udgifter pga. istandsættelsen af vore lokaler. Samlet set forventes årsregnskabet at balancere omkring 0-punktet.
  2. Budget 2019 blev godkendt. Vi har fået bekræftelse på vores tilskud fra Socialforvaltningen i Københavns kommune, og vores tilskud fra FOS er indstillet til godkendelse på Folkeoplysningsudvalgets møde. Vi budgetterer med 25 elever fra København, og fra region Hovedstaden med 18 elever første halvår, og 15 elever andet halvår. Årsprisen pr. elev bliver fra andet halvår sat op med 2000 kr, til 180.000,-kr./år.
  3. Personaleorientering: En lærer er sygemeldt pga. en trafikulykke. Bestyrelsen besluttede vilkår for 25 års jubilæumsgratialer, i.h.t. reglerne i ligningsloven hos SKAT.
  4. Evt. – ingen emner.

Næste bestyrelsesmøde er mandag d. 4/2 2019 kl. 17.30

Med venlig hilsen,

Søren Stenkilde

Bestyrelsesmøde mandag d. 1/10 2018

[vc_row][vc_column][vc_column_text]Referat fra fælles bestyrelsesmøde på Idrætsskolen mandag d. 1/10 2018

Tilstede: Jørn Jensen, Jens Boe Nielsen, Kirsten Kortbek, Dorte Mørk, Tonni Frandsen, Lillian Svendsen, Siri Vikesaa, Martin Højland Nielsen, Mads Henriksen, Jeppe Skjerning, Daniele Berardino, Morten Lyhne, Tina Wallenstrøm, Jette Nelson, Lise Nielsen, Maria Nielsen og Søren Stenkilde.

Afbud fra: Jytte Salbæk og Anders Nielsen

Dagsorden

  1. Se vores istandsættelse samt kort præsentation af alle
  2. Orientering om årsplan, periodeoversigt, koordinatorer, årsarbejdstid og årshjul (Søren)
  3. Orientering fra
  • Elever: Eleverne fortalte om studieturen til Sønderborg, og de aktuelle temaforløb som har været maritimt friluftsliv, dans, udeidræt, klatring, bootcamp og slagbold. Vi så også videoen fra studieturen, som også kan ses på vores Facebook-side.
  • Lærere/TR: Tonni fortalte om den afholdte friluftsdag, og orienterede om forhandlingerne og overenskomstresultat i foråret, om arbejdet med APV og trivselsundersøgelse, og om kurser i førstehjælp og bassinprøver, som nu er taget. Endvidere orienterede han om planerne for at inkludere en seniorpolitik i vores lokalaftale.
  • Ledelse: Søren orienterede om den aktuelle markedsføringsplan og indsats, og Mads fortalte om vores medicinhåndtering, som han har været på kursus i, og som vi har øget fokus på, samt om vores frivillige idrætsassistent, og om brugerrådet i Grøndal Multi Center.
  • Bestyrelse: Jørn orienterede kort om de afsluttede budgetforhandlinger i Københavns kommune, og Jens fortalte om Parasport Danmark hvor han er blevet valgt til næstformand, og Jens nævnte desuden både Special Olympics og INAS (International Sports Federation for Persons with Intellectual Disability) som interessante organisationer. Special Olympics er vi allerede i samarbejde med.
  1. Økonomisk status – Vi har optaget lidt flere elever fra Region Hovedstaden end planlagt, så vi får lidt højere indtægter end budgetteret. Til gengæld får vi højere udgifter end budgetteret, da vi har istandsat og renoveret Idrætsskolens lokaler. Årsregnskabet forventes på baggrund af dette at balancere omkring 0-punktet.
  2. Diverse oplæg om:
  • Driftsoverenskomst/udbud: Søren orienterede om de eventuelle planer der er i Københavns kommune om måske at sende Idrætsskolens tilbud i udbud.
  • Tilsyn og deres tilbagemelding: Mads fortalte om den flotte tilbagemelding vi har fået fra tilsynet, og om de indsatsområder som vi vil arbejde med på baggrund af tilsynet. Det drejer sig bl.a. om en skarpere profil på hjemmesiden, en opdatering af bl.a. vores pædagogiske platform, en fremrykket udsendelse af elevplaner i forbindelse med et elevplansmøde allerede i november, om brobygning/samarbejde med andre institutioner, samt om udarbejdelse af en strategi for 2025.
  • Evalueringsprojekt med Institut for Idræt: Lise fortalte både om samarbejdet med Nexs (Københavns Universitet, institut for Idræt og ernæring), samt om det kommende projekt, hvor Københavns Universitet har ansøgt Novo Nordisk Fonden og fået en million kr. til en 2-årig undersøgelse på Idrætsskolen. Projektet går ud på at undersøge, om et 1-årigt intenst og varieret idrætstilbud på daglig basis kan skabe en positiv og markant forandring for unge personer med kognitive, psykiske, sociale og motoriske udfordringer. Projektet begynder i januar 2019, og skal undersøge den kommende årgang elever 2019-2020.
  • Jeppe fortalte om vores nye IT, der har givet os langt bedre arbejdsmuligheder, samt om vores indsats m.h.t. persondata/IT-sikkerhed
  • Tina viste billeder og fortalte om nogle eksempler fra undervisningen, bla. skitur med vinterfriluftsliv og motionsløb
  • Morten orienterede om vores arbejde med elevplaner, processen, indholdet og de kommende elevplansmøder.
  • Daniele fortalte om vores styrkede fokus på morgensamling i både sidste og indeværende skoleår, samt om vores ligeledes øgede fokus på kørsel 2018-19, hvor Daniele er kørselsansvarlig, hvilket allerede har resulteret i en klar forbedring i håndtering af kørslen fra Idrætsskolens side.
  • Maria fortalte om arbejdet med Facebook/hjemmeside, hvor vi dagligt vurderer, hvilke informationer der skal kommunikeres ud på de 2 forskellige medier. Vi arbejder med at gøre informationen klar og tydelig, og har også fokus på søgeoptimering, venner/likes på FB og i det hele taget at både hjemmeside og Facebook er opdateret og ajourført, så vi kan formidle den bedste information, kommunikation og markedsføring via disse medier.
  • Jette orienterede om vores planer i forbindelse med Idrætsskolens 25 års jubilæum i foråret 2019. Hun fremviste vores træningsdragt fra både 1994 og 2018-19, og indtil videre arbejder vi med planer om en stor idrætsdag/festival, samt evt. også en form for konference. Nærmere information om dette senere.
  • Søren viste en powerpoint om vores foreløbige arbejdsudkast til vores vision 2025, der så på et senere tidspunkt, når den er gennemarbejdet, skal følges op af en strategi 2025 -hvordan gør vi det så – og hvilke delmål og mål sætter vi os. Dette vil vi løbende arbejde på i den kommende tid.

Næste bestyrelsesmøde er mandag d. 3/12 2018 kl. 17.30

Med venlig hilsen,

Søren Stenkilde[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

Bestyrelsesmøde onsdag 16/5 2018

Referat fra bestyrelsesmøde på Idrætsskolen onsdag d. 16/5 2018

Tilstede: Jørn Jensen, Kirsten Kortbek, Jytte Salbæk, Anders Nielsen, Dorte Mørk, Tonni Frandsen, Martin Højland Nielsen, Siri Vikesaa og Søren Stenkilde.

Fraværende: Jens Boe Nielsen

Dagsorden

  1. Orientering fra:
  • Eleverne fortalte om de aktuelle temaforløb som er vandring, kampkunst med undervisning af en rigtig kampsportsinstruktør, og crossfit. De orienterede også om vores kommende deltagelse i Special Olympics i Helsingør, hvor vi står for atletik-delen, samt en mindre workshop om søndagen. Alle er velkomne som tilskuere til Special Olympics lørdag 26/5. Endvidere fortalte de om den netop afholdte idrætsdag i dag for alle værkstederne, med næsten 300 deltagere. Nogle elever har desuden deltaget i Tåstrup-løb, og vi er også med i det kommende Frederiksberg stafet og Femina-løbet. Elevrådet er ved at planlægge en elevfest, som skal holdes 7/6.
  • Lærere: Tonni orienterede om de mange forskellige besøg vi ofte har, af praktikanter, studerende, frivillige m.m. Endvidere er en APV (arbejdspladsvurdering) på vej inden længe.
  • Ledelse: Søren orienterede om Persondataloven, der træder i kraft 25. maj. På baggrund af bl.a. et kursus om loven har vi efterfølgende ryddet op/slettet adskillige personfølsomme dokumenter, både i vores IT-system, samt i vore mapper med papirdokumenter. Vi har nu alle vore data liggende i Office 365, der er godkendt til opbevaring af personfølsomme dokumenter. Endelig har vi lagt en artikel op på vores hjemmeside, hvor vi beskriver vores håndtering af persondata.Vi har haft økonomisk driftstilsyn fra Socialforvaltningen, som synes Idrætsskolen er et godt tilbud, og de har godkendt vores årsregnskab for 2016, og arbejder senere på at godkende årsregnskabet for 2017. Til juni har vi desuden socialfagligt tilsyn, hvor vi har udarbejdet en kvalitetsbeskrivelse med 7 temaområder, som vil danne grundlag for tilsynet. Jeg fremsender kvalitetsbeskrivelsen samt tilsynets rapport til bestyrelsen, når jeg modtager den efter tilsynet.
  • Bestyrelsen drøftede Parasport Danmarks plads i bestyrelsen, og det blev aftalt, at Søren kontakter Jens Boe og spørger om hans plads i bestyrelsen, og om en evt. ny repræsentant fra Parasport Danmark.
  1. Elevoptagelse 2018-19 Vi modtog 54 ansøgninger i alt, og vi har optaget 41 elever i alt, 25 fra København og 16 fra region Hovedstaden. Eleverne fordeler sig med 17 M/24 K, og der er 25 elever på kørsel.
  1. Årsplan 2018-19: Bestyrelsen besluttede at rykke næste skoleårs bestyrelsesmøder til mandage. Bestyrelsesmøderne planlægges således til følgende mandage, alle dage kl. 17.30: 1/10 fælles bestyrelsesmøde (Rykket en uge pga. hjemkomst fra studietur), 3/12, 4/2 2019 og 20/5 2019.
  1. Økonomisk status p.t. Der er gået 4 måneder af 2018, og vi har modtaget ca. halvdelen af årets tilskud, og vore omkostninger svarer ca. til 1/3 af årets omkostninger, så det ser fint ud. Bemærk, at istandsættelsen/renoveringen af vore lokaler er uden for budget, det tages af overskuddet i 2017, og dermed af egenkapitalen Vi drøftede i forbindelse med vores nye bogføringsprogram E-conomics evt. til næste år at opdele budgettet månedsvis eller kvartalsvis. Søren vil fremover som sædvanligt cirkle evt. bemærkelsesværdige poster ind, forinden udsendelsen til bestyrelsen. Som sædvanligt godkender bestyrelsen budget i december, og årsregnskab i februar.
  1. IT + istandsættelse: Vores IT-system er nu blevet udskiftet/opgraderet, og fungerer fint. Som nævnt er alle vore data nu i Office 365 i ”skyen”. Hvad angår istandsættelse, er vores arkitekt nu færdig med planlægningen, og alle vore lokaler vil gennemgå en renovering i løbet af juli måned. Hele dette projekt vil koste 450.000,- kr., og finansieres dermed af vores overskud i 2017, hvilket blev godkendt af bestyrelsen.
  1. 25 års jubilæum: Idrætsskolen har i april/maj måned 2019 25 års jubilæum, hvilket vi selvfølgelig påtænker at fejre. Vi har p.t. haft en brainstorming, hvor elementer som en konference, idræt, reception, middag og fest indgår på forskellig vis. Dorte nævnte endvidere ideen om en jubilæumsbog, og en stor fest for alle. Desuden planlægger vi at udarbejde en jubilæumsbrochure og en jubilæums T-shirt/træningsdragt m.m. Vi besluttede i denne forbindelse at fastholde deltagergebyret som det er nu. Søren undersøger i forbindelse med jubilæet Københavns kommunes regler for jubilæumsgratiale, når man har været ansat 25 år.
  1. Personaleorientering: Joan har efter mange gode år på Idrætsskolen besluttet sig til at sige op, og prøve noget nyt et andet sted. Vi forsøger næste skoleår at nøjes med at have en assistent, Mette, og ansætter ikke lige umiddelbart nogen anden i stedet for Joan. En af lærerne har været 4 måneder på barselsorlov, og vi havde en barselsvikar ansat i den periode. Den nuværende årsvikar er også ansat som årsvikar i skoleåret 2018-19. Vi har fortsat en meget lav personaleomsætning, og dermed også en høj anciennitet, hvilket dokumenterer at vi er en god og attraktiv arbejdsplads.
  1. Evt: Ingen emner

 

Med venlig hilsen,

 

Søren Stenkilde